Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Alamo" (som billedroman):

 


Visuel læsning

(Dansklærerforeningen udgiver billedromaner af fynske forfattere)

En billedroman er en bog med billeder. Henvendt til børn i alderen 9-12 år og i øvrigt skrevet af de bedste danske forfattere, fordi billeder ligesom ord ikke gør det hele.

Dansklærerforeningens Forlag har siden sidste år udgiver bøger i Billedroman-serien – tre titler i 2004, fem i 2005, hvoraf de to sidste udkommer lige inden året rinder ud, i dag fredag.

(NB: Dobbeltanmeldelse hvor omtalen af den anden billedroman er klippet ud)

Jesper Wung-Sung, der tidligere har overrasket med sin ungdomslitteratur, der stærk og meget nutidig får sin målgruppe i tale, har valgt en helt anden form.
 

Davy Crocket

Beretningen om slaget ved Alamo kender alle raske piger og drenge fra historier om Davy Crocket.

Men i Jesper Wung-Sung får krigsskildringen både sproglig nerve og identifikation, fordi han lader den fjortenårige Jacob fortælle om den forfærdelige massakre, da mexicanere i stort overtal slagtede næsten alle amerikanske soldater på Fort Alamo.

Kampen varede tretten dage. Jacob fortæller lidt hver dag.

Men uøvet som han er i den slags breve eller dagbogsnotater, får romanen karakter af modernistisk digt. Meget flot og rørende flettes Jacobs personlige historie ind i dramaet.

Han får fortalt om sin hund Sam, som hans far ville have ham til at skyde. Om pigen Emma, som han er forelsket i. Om faderens død efter en redningsaktion. Om moderens hoste. Om sin opvækst hos søsteren og hendes despotiske mand. Om flugten, der ender bag på Daniels hest – på vej mod Fort Alamo, hvor texanerne vil forsvare deres paradis på jord mod den mexicanske diktator Santa Anna.
 

Iben Friis Jensen, Fyns Amts Avis, d. 16/12-05


Billedromaner er bøger for mellemtrinet, bøger der i kraft af deres mange billeder og fantasiskabende tekst skal styrke læselysten. Denne bog er et rigtig godt eksempel på, at intentionen med den nye genre er lykkedes. Specielt drenge i 4.-5.-6.klasse vil fascineres af den barske fortælling om fort Alamos belejringen i 1836. Hovedpersonen er Jacob på 14, der lyver sig ældre, end han i virkeligheden er. Han deltager på texanernes side. Historien er formet som et langt brev, hvor han beskriver sine iagttagelser og tanker under mexicanernes 13 dages belejring og angreb anført af general Antonio López de Santa Anna. Det skorter ikke på kanoer, krudt og kugler, død og lemlæstelse. Befriende nøgternt og uden sentimentalitet. Der er et vist filmisk islæt over bogen, hvilket ikke mindst skyldes opdelingen i de 13 små sekvenser suppleret af de meget spændende og dramatiske illustrationer i stærke farver. Men hvordan var det nu lige med Alamo? Hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Hvis man, som jeg, får lyst til at vide mere, er det en god ide at tjekke The Alamo Site (www.thealamofilm.com). Og det hjalp faktisk lidt på forståelsen. Til klasselæsning, måske tværfagligt arbejde og selvstændig læsning (fra ca. 10 år).
 

Bodil Pedersen, lektørudtalelse, januar 2006



Ved Alamo

Måske har børnebogsfolkene været lidt sene til at lege videre med tekst og tegninger ud over billedbogsalderen? Man laver jo ikke tegneserier, vel! Men sidste år tog de så revanche med et mylder af den såkaldte ”billedroman”, hvor gode tegnere krydser pensel med gode fortællere på en fifty-fifty-basis. (I øvrigt har tegneseriemediet det også godt for tiden!) Det er dansklærerne, der fører an. Under redaktion af Kari Sønsthagen er udsendt en række hegnpælsflyttende billedromaner, hvoraf ”På jagt” med ord af Pia Juul og tegninger af Rasmus Bregnhøi allerede har fået undervisningsministeriets Skriverpris 2005. Nu er Bregnhøi klar igen til at bokse med en tekst af Jesper Wung-Sung, der har holdt en længere skrivepause. Alamo foregår under det berømte forsvar af et faldefærdigt fort i Texas mod en overvældende mexicansk styrke tilbage i 1800-tallet. David Crockett er med, og det er også Charles fra Danmark. Drengen Jacob kom forbi ved et tilfælde. Nu handler det ikke om krudt og krumsabler, men nærmest om at dø. Jesper Wung-Sung tilrettelægger sin billedroman som et langt erindrende brev til en pige, som nok aldrig får det. De voldsomme udladninger overlades til tegneren, der smører tykt på af krasse slagscener. Til forsiden mestrer han dog også grønt græs og blege slanger. Det er en lille ubetydelig bog. Et hefte. Men den er spækket med kraft, følelser og kanonkugler. Alamo er en værdig repræsentant for sin art – billedromanen. Det går stærkt nu.
 

Steffen Larsen, Bogmarkedet 2 2006



Til start på siden