Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Alfred og gabestokken":
 

 

 

Forfatteren sviner dig til, og du må selv tørre op bagefter
 

Stort, sandt og ramsaltet. Jesper Wung-Sung har skrevet et eventyr fra vredens gabestok. Hans favntag med eventyr- genren er mærkeligt, sært, kantet og grotesk og uden egentlig eventyrlighed.

 

Man må sige, at Jesper Wung-Sung kommer vidt omkring i disse år. Især for børn.

Når han ikke er i Kina eller Tivoli, fortæller han om en forsvunden lillefinger, tidens gang eller en vrede, som hedder Alfred.

Der er faret en gotisk gnavpotte i manden fra Marstal. Ligesom Alfred i gabestokken vil han os det godt, men han kan ikke rigtig få det sagt.

Nu skal du høre! I en lille by for længe siden står der en dreng på torvet i gabestokken. Der har han stået altid.

Oppe på slottet bliver den ene konge efterfulgt af den anden. Nede på torvet snakker Alfred med rotterne om natten. Han har givet dem numre, for rotter har det med at dø, og lige nu var han nået til R 515.

Hvordan Alfred holder sig selv i live, og hvorfor han er kommet i gabestokken, melder historien ikke meget om. Han spiser fluer med sin lange tunge og løfter de rådne kålhoveder, som folk smider efter ham, op i luften med fødderne, så han kan gribe dem med tænderne. Og hans mund står aldrig stille. Han sviner folk og konger til, så han må stå der til evig tid.

DET ER en kort og absolut børneuvenlig historie, som Jesper Wung-Sung har gang i. Hvem gider at høre om vrede og spyt og ukvemsord, når man kan se ind i foråret og pigernes blå øjne?

Alligevel lykkes det for Rebecca, som er tjenestepige på godset, at løsne op for Alfreds kolde hjerte og vrede mave, så han bliver lettet for alle de onde ord. Efter snesevis af konger og hundredvis af år bliver han endelig fri, og de to kan leve lykkeligt til deres dages ende. De får også en lille pige sammen.

LYDER DET mærkeligt? Det er mærkeligt! Sært, kantet og grotesk.

Et eventyr uden eventyrlighed. Fortalt med en blanding af forvreden grin og grum smerte, som rammer dig lige et sted, du ikke havde ventet. Jesper Wung-Sung sviner dig til, og du må selv tørre op bagefter. Det er stort. Det er sandt.

Det er sådan en historie, man ville ønske, man ikke havde læst (normalt er det ellers kun Bent Haller, der skriver den slags)!


Steffen Larsen, Politiken, d. 20/4-18
 




Målgruppe:
10 +


 

”Vi mennesker vælger altid den nemmeste løsning først,” sagde Rebekka.

”Det er nemmere at blive vred end at være ked af det.

Nemmere at råbe op end at græde.

Men nogle gange kan det være det eneste rigtige at græde.”

 

Jesper Wung-Sung har det med at lege med eventyrgenren i disse år. Sidste år udkom Lillefingeren, der var indstillet til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge, og nu er der så nyt igen: Alfred og gabestokken.

Kort fortalt er der tale om moderne eventyr, der, som eksempelvis ungdomsromanen Zam, handler om at være barn og / eller voksen, om  fangenskab over for frihed – og det med at være forelsket.

Inden barnet, eller den unge, går i gang med læsningen, er det nok væsentligt at forklare ordet gabestok – både dets denotative betydning som historisk afstraffelsesredskab, og så dets konnotative betydning; at være ufrivilligt fastlåst i en eller anden situation. En gabestok er altså ikke en stok, man læner sig op ad, når man er træt og gaber.

I gabestokken sidder Alfred -både i den ene og den anden forstand. Han sidder på byens torv og er en mester i at råbe grovkornede fornærmelser efter alt og alle. Han lever af de rådne grøntsager og frugter, folk kaster efter ham, og de fluer han fanger med øjenlågene og sin lange skarpe tunge. Hånen, han leverer, går især ud over de skiftende konger og kongelige. Han har nemlig hånet og råbt op så længe, at ingen længere kan huske hvorfor eller hvor længe, han har siddet der – godt og vel en 40 kongers tid. Eller udregnet i hans venner rotternes livslængde, venner han nummererer, så når vi til rotten med navnet R515.

Undervejs har der også været nogle piger forbi. Piger, som han har været (små)forelsket i, men som har droppet ham bytossen til fordel for mere fornuftige og stabile mænd.

Alt forandres, også fortælletempoet, da en ny ung konge træder ind på scenen. En konge, hvis mål det er at give Alfred friheden, og som viser en vis forståelse for ham. Desuden sker der det, at Alfred bliver uhjælpeligt forelsket i tjenestepigen Rebekka. Han bliver sat fri en skøn forårsdag, bliver gift og eventyret ender med, at hans datter spørger ham, hvorfor han dog stadig har et inderligt behov for at svine folk offentligt til og fortælle dem sandheden. For selv om han er sat fri, fabrikerer han en transportabel weekendgabestok som han bringer ned på torvet, og så råber han op igen. Moralen lyder:

”Et kongerige uden en konge er ikke et rigtigt kongerige,” svarede Alfred. ”Og en konge uden en by er ikke en rigtig konge. Og en by uden et torv er ikke en rigtig by. Og et torv uden en tosse er ikke et rigtigt torv. Så vi har alle sammen brug for én, der står og galer op.”

Det er den groteske fortæller Jesper Wung Sung, vi har fat i her. Ham der skrev novelleklassikere som At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten. (Trælår, 2009). Som i den fortælling er det pæne og politisk korrekte gemt langt væk til fordel for en grovkornet, ramsaltet fortælling, fortællestil og sprog. En stil, der passer som fod i hose til et eventyr – og som gør oplæsning af Alfred og gabestokken til en god oplevelse for oplæseren – og for lyttere fra 9 års alderen. Skal børn selv læse den, skal de være lidt ældre.

Nu har Wung Sung så selv stukket hovedet i gabestokken og fået fortalt en ligefrem og vigtig fortælling for børn i et sprog, de ikke vil have svært ved at forstå. Og drengene, de kan helt klart være med….

John Kenn Mortensen har illustreret de små vignetter og omslaget, der i baggrunde signalerer eventyrslot og dybe mørke skove, men hvor portrættet af Alfred i forgrunden ikke rummer samme finesse, som omslaget samme kunstner lavede til romanen Zam. Til gengæld er de små vignetter med til at tilføre eventyret stemning.

På mange planer er Alfred og gabestokken, som alle Jesper Wung Sungs bøger, fyldt med intertekstuelle referencer. Dem kan læseren selv tjekke, men selvfølgelig er H.C. Andersen som altid med som en slags bagtekst. Her fornemmes eventyr som Svinedrengen og Klods Hans for blot at nævne to. Det mere grovkornede stammer fra ucensurede versioner af Brdr. Grimms folkeeventyr. Og selvfølgelig bringes tankerne hen på Wung Sung himself og et eventyr som Frøen og fluen. Alfred skal gennem så meget ondt, før han får sin del af lykken. Og det er måske i grunden heller ikke så galt.

Efter sit store velfortjente gennembrud som voksenforfatter – hvilket er En anden gren af forfatterskabet – er det godt at se, at de unge læsere ikke er glemt. Alfred og gabestokken er absolut læseværdig; men den kræver en modig læser, og i undervisningen en modig lærer: for knækker eleven Alfred og gabestokken er Fanden løs … Der ligger megen sandhed om vores liv gemt i gabestokken på torvet i dette kongerige, hvor Alfred engang stod og galede op. Om det at turde sige sandheder, at være anderledes og have svært ved at finde sin plads i fællesskabet. Man undres og forundres over Jesper Wung Sungs høje niveau som forfatter og fortæller, selv når teksten skal være og er, karsk, barsk og ikke noget skønmaleri. Tak for eventyret!


Søren Fanø, Bogbotten.dk, d. 16/5-18
 




Wung-Sung kan som ingen anden sætte ord på det at være anderledes. Her i et forunderligt og smukt illustreret eventyr for børn.

I denne grumme gode børnebog zoomer den populære forfatter endnu engang ind på temaet om at være anderledes. Alfreds kongelige fornærmelser sender ham i gabestokken på byens torv. Efterhånden som straffen forlænges, vokser Alfreds indædthed, som han udtrykker med alverdens forbandelser og gutturale, dyriske lyde. Til slut er drengen mere dyr end menneske, men redningen kommer fra en uventet kant.

I gamle dage var gabestokken et almindeligt middel til offentlig ydmygelse og afstraffelse af datidens syndere, og ordet bruges i dag som metafor for det samme. I denne børnebog er Wung-Sung ikke blot en mesterlig fortæller, som ynder stilistiske virkemidler som metaforer og eventyrtræk, han leger også med sproget og fortælleformen for at sætte dem ind i nye sammenhænge.

Fortællingen om Alfred i gabestokken er typisk Wung-Sungsk med sin uforlignelige særhed og skæve humor. Som i bogen ’Zam’ om zombiedrengen Zam, kæmper Alfred for sin menneskelighed og det at blive set som et individ frem for en plage. Forfatteren rusker godt og grundigt op i definitionen på rummelighed og social accept, og sætter ord på fordømmelse og udskamning på helt nye børne(u)hyggelige måder.

Bogen er smukt illustreret af John Kenn Mortensens tegninger, der på flotteste vis indfanger essensen af ’Alfred og gabestokken’.

 

 

Pia Bechmann, Litteratursiden, d. 24/5-18

 




Sort humor i gabestokken

En god bog
 

Den lokalt bosatte forfatter, Jesper Wung-Sung, debuterede i 1998 og har siden skrevet en imponerende række af bøger for både børn, unge og voksne. Mange vil nikke genkendende til hans seneste bog for voksne om hans kinesiske oldefar San og danske oldemor Ingeborg. Slægtsromanen ”En anden gren”, som udkom i september 2017, er en fortælling baseret på virkelige hændelser og menneskeskæbner. En sansemættet mursten af en bog om det at være anderledes og finde kærligheden mod alle odds.

I maj måned udkom ”Alfred og gabestokken”. På overfladen er der en verden til forskel på de to udgivelser; bogen har en overskuelig længde, henvender sig umiddelbart til børn og er absolut fiktiv. Man kan kalde den for et moderne eventyr. Men ligesom i en del andre af Jesper Wung-Sungs udgivelser har personerne i bøgerne særligt to ting til fælles: det at være anderledes og så kærligheden.

For Alfred er anderledes, meget anderledes. Han står i en gabestok på torvet i et unavngivet kongerige og det har han gjort umanerligt længe. Helt præcis er 40 konger kommet og gået, mens han har stået der på torvet uden at ældes det mindste.

Hvorfor han er havnet dér, er der ingen, der kan huske længere. Man mener, det drejer sig om en majestætsfornærmelse, men ingen husker, hvad han præcist har sagt eller gjort. At Alfred har fornærmet en konge virker ganske sandsynligt, for er der noget han har talent for, så er det at udgyde en strøm af de mest fantastiske ukvemsord, grovheder og groteske fornærmelser. Den ene fascinerende svada efter den anden. Han kan simpelthen ikke styre sig. Denne trang har holdt ham i gabestokken i alle disse år. Hvert år har han haft muligheden for at blive benådet af kongen, men har ødelagt chancen med en af sine sædvanlige svadaer.

Konge nummer 41 er dog anderledes. Han viser interesse for Alfred og kommer ned fra sit høje slot og taler med ham som en ligemand. Samtidig begynder en pige at udvise venlighed over for ham, også hun taler til Alfred, som var han et almindeligt menneske og Alfred forelsker sig.

Langsomt begynder Alfred at ændre sig. Trangen til fornærmelser og hans voldsomme vrede stilner af. Som i et rigtigt eventyr ender det lykkeligt. Alfred bliver gift med pigen, får barn, job og hus. Og var det så bare det? Nej da, for Alfred har stadig lyst til at sige folk et par sandheder. Derfor bygger han sig en gabestok til hyggebrug og drager til torvs hver lørdag formiddag for at få afløb. Lidt besynderligt. Hans datter spørger ham da også, hvorfor han gør det. Svaret må I selv læse i bogen, noget skal I have til gode, nu hvor det meste af plottet er blotlagt.

Det, som læseren også har til gode, er de mange referencer til bl.a. klassiske eventyr, men også referencer til nyere samfundsemner. Man finder bl.a. muhammedtegningerne gemt i Alfreds udsagn ”Det ligner en krone, men er en bombe”. En del af dette vil gå over hovedet på barnelæseren, men krydrer oplevelsen for den voksne.

Referencer til klassiske eventyr
En læsegruppe kunne da godt tænkes at få en spændende snak om Alfred. De mange fornærmelser vil til gengæld nok gå rent ind hos de yngste, og den groteske og sorte humor vil tiltale en del. Som eksempel kan nævnes Alfreds egne hænder. De har bogstavelig talt deres eget liv og skændes ofte indbyrdes og afgøre diskussioner med ”sten, saks, papir”.

Stemningen i bogen bliver slået fint an af forsiden, som er tegnet af John Kenn Mortensen. Den lidt skræmmende Alfred, den mørke skov og slottet på bakken, og særligt de små vignetter inde i bogen leder tanken hen på kobberstikkene i de gamle eventyr

Tekstuelt bliver man draget ind i historiens stemning af de mange metaforer og mærkværdige hændelsesforløb. Man funderer over de greb, forfatteren foretager og tolker selv videre på de ting, der forbliver usagt. På den måde bliver ”Alfred og Gabestokken” et bekendtskab, der bliver hos dig et godt stykke tid, efter du har lukket bogen.

 Anne Gunnar, Ugeavisen Svendborg, d. 7/8-18

 


Det nemmeste er ofte det forkerte

Smuk, fejende flot og filosofisk eventyrroman om at kunne vælge livet.


Gabestokken var et strafferedskab, der blev anvendt både i Danmark og internationalt fra 1400-tallet til midten af  1800-tallet. Det var en fysisk  afstraffelse,  som indebar offentlig ydmygelse og hæmning af bevægelsesfrihed.
          Kom man i gabestokken, stod man i almindelighed  et  befærdet  sted  f.eks.  byens torv eller foran kirken, men også herregårde kunne have en gabestok.
          Alfred står i gabestokken i dette eventyr­ lands hovedstad. Og han har stået der længe, meget, meget længe. Det siges, at Alfred har overlevet henved 40 konger. Det siger alligevel ikke så lidt.

Ikke spor venlig
Hvorfor er han kommet i gabestokken? Det kan siges meget nemt: Majestætsfornærmelse. Der er ikke den konge, som ikke har fået med den kraftige pensel, og man mener f.eks., at han kan have råbt: Man kan se, du har tabt kronen ned i lokummet.
         
Det sjove ved Alfred er i grunden, at han stadig ligner den dreng, han var, da han blev anbragt i torturredskabet. Men her står han så - offer for spot og spe. Folk gør nar ad ham - og han betaler tilbage - og de kaster rådne grøntsager efter ham. Sådan går det år efter år. Årstid efter årstid.
          Han kan svagt huske, at der engang var en pige, der hed Anna, som kiggede efter ham, sådan rigtigt interesseret. Men det gik over, der kom kæreste, der kom mand, der kom børn, der kom gråt hår, og det hele blev til ingenting.
          Rådne grøntsager og rotter er, hvad der kom ham til gode. Rotterne blev hans venner, og han gav dem navne, f.eks. RS 15.
          Men Alfred var ikke bare Alfred. Hans hænder udviklede f.eks. et egetliv, som var et evigt skænderi hen over det grødhoved, der befandt sig imellem dem.
          Det må siges, at Alfred var mere end almindeligt beskidt i munden. Alt, hvad der kom ud af kæften på ham, var beskidte gloser afbrudt af lydmalende ord som:
          Aaaahhhrrr ... Gaaarrr og brrr osv.
         
Sjældent, for ikke at sige aldrig, kom der fuldendte sætninger ud af ham, men ingen var i tvivl om, at intet af, hvad han sagde eller råbte, var venligt ment.

Ingen benådning
Nogle af dem, han holdt mest af, var faktisk børn. Og det, han råbte efter dem, var noget om, hvorfor de så let lod sig dressere: De gik i lige rækker, de marcherede, og de ville være voksne. Han forstod ikke, at de ikke bare blev væk fra skole.
          Lærerne og forældrene forsøgte naturlig­ vis at skærme dem fra at lytte til hans ukvemsord om, at de skulle foretage sig unyttige sager. Hvordan får man dog sådan en mand til at holde kæft?!
          Det var ikke nemt, men Alfred var jo hel­ ler ikke hvem som helst, der var en grund til, at han stod der år efter år, årti efter årti - om ikke århundrede efter århundrede. 40 konger er jo trods alt en sjat. . .
          Se nu kunne Alfred være blevet benådet for mange år siden. Hvert år til foråret holdt kongen sin store tale til nationen nede på torvet, og her kunne Alfred, hvis han ville anmode om det, så let som ingenting blive benådet.
          Sagen var imidlertid den, at så snart han skulle til at sige noget, så vældede vreden op i ham, og ukvemsord fulgte ukvemsord, så det blev aldrig til mere end det.
          Men så sker der noget. En pige begynder nysgerrigt at kredse om ham. Rebekka hedder hun, og hun er så trofast som sit navn. Hun får en betydelig indflydelse på resten af Alfreds liv. Både sprogligt og eksistentielt.

Betaler sig at holde igen
Men det er sandelig ikke gjort med det. Endnu en gæst får Alfred. En natlig en af slagsen og en mand. Nemlig den nye konge. Også kongen finder Alfred interessant, idet han ikke er utilbøjelig til at mene, at de to et eller andet sted er af samme støbning.
          Der findes to slags mennesker, mener kongen. Dem, der næsten aldrig bekymrer sig, og dem, der altid gør det.
          Kongen selv tilhører sidste kategori, og han mener at kunne lodde, at det gør Alfred også. De har i hvert fald det til fælles, at de helst lytter til de afdøde.
          Hvad Rebekka angår, synes hun at se tre opgaver med Alfred. Et at danne ham sprog­ ligt - og ikke at miste besindelsen - og to at fremme hans forestillingsevne. Og endelig at passe på ikke altid at vælge den nemmeste udvej først. Somme tider betaler det sig at holde igen.
          (Jeg kan ikke læse om denne proces uden at tænke på, hvorledes Søren Kierkegaards far gik tur med den lille Søren. Ikke i Københavns gader, næ nej, oppe i deres stuer, hvor han fortalte Søren, hvad han burde lægge mærke til i gadebilledet, hvilket forstærkede hans forestillingsevne betydeligt).
          Rebekka lærer blandt andet Alfred, hvor­ ledes han skal forestille sig at gå hen til hattemageren og købe en hat.
          Ud over dette reder hun hans hår, klipper ham og vasker ham og viser ham menneske­ værdighed.
          Hun siger til ham: Man skal (.. .) gøre det, som fortæller mest om, hvem man selv er (. . .) det skylder man både verden og sig selv.

Noget til fælles
Det samme gør insomnia-kongen. Ud over at tale til ham og forære ham af slotshavens fineste æbler, taler han også med ham om f.eks. livet anskuet som en rejse.
          Livet er en sådan, mener kongen, men når han opsøger Alfred om natten, siger han, så skyldes det måske, at en rejse er ikke bare en rejse, en rejse er også den rute, man vælger at rejse ad. Måske er der kun et mål, men der er forskellige veje dertil.
          Måske nok, mener Alfred, og det er slet ikke sikkert, man skal vælge den nemmeste, mener han med respekt for, hvad han har lært af Rebekka.
          En dag kommer de til at tale om fædre . Skal man gøre som dem? Alfred døjer med at huske, hvem hans var. Men senere kommer han i tanker om det, og da råber han ind i kongens ansigt: Det var en af . .. garrr . . . dine skide, kongelige kokasse forfædre, der smed min far i fangehullet (. . .) bare fordi han ...  ahhrrr ... var misundelig på en fri mand, der ... brrr  ... stod på  torvet og kunne jonglere med alverdens bolde.
         
Så jo, Kongen og Alfred har noget til fælles. De er begge ufri. De står i hver sin gabestok. Alfred i sin såre konkrete, kongen i sin imaginære.
          Både Rebekka og kongen får så god kontakt til mennesket i Alfred, at han ender med at blive et sådant - og løsladt. Det kan vi roligt afsløre, for det er ingen pointe i sig selv.

Filosofisk på eventyrets præmis
Hovedpointen er nemlig den, at det bør times enhver at vorde et menneske. Og et frit sådant - og med ret til at sige sin mening - også om det så betyder at tale magten midt imod. Det må magten kunne tåle.
          Alfred lærer om sin adfærd af Rebekka, og han får givet muligheden af sin konge, som er en værdig en af slagsen, fordi han bærer sin magt med usikker forsigtighed.
          At kunne vælge livet er, hvad denne smukke eventyrroman handler om.
          Digteren Frank Jæger skrev i 1953 et digt, som hedder Haandslag til Tony, og den sidste strofe lyder således:  Vi der vælger livet / går en dag på tværs af vejen, / ender i et efterår /. Vi får regnen, natten, landet I trykket ind mod vore hjerter, / mens vi gaar.
         
At vælge livet er ingen gratis omgang, men det er dog intet imod, hvor forfærdeligt det er, når man ikke kan.
          Jovist er dette en eventyrroman, men det er en fejende flot og filosofisk en af slagsen.
          Og så er det tilmed en roman, som gives sin gru og tætte atmosfære af John Kenn Mortensens smukke og udtryksfulde omslags­ illustration - og alle de vignetter, som også optræder undervejs. Der er gestikulerende hænder, rotter, kålhoveder og kongekroner.
          En filosofisk børnebog - på eventyrets præmis. Kan vi få nok af den slags?

Ud over den smukke og udtryksfulde omslagsillustration har John Kenn Mortensen leveret små vignetter af gestigulerende hænder, rotter, kålhoveder og kongekroner, der følger kapitlerne bogen igennem.

Eiler Jensen, Børn & Bøger, nr. 6-2018

 

Til start på siden