Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Der danser en virus":

 

 

Målgruppe: 14+

 

”Derfor danser en virus mellem

dig

&

mig

med trin der fortæller

At alt dét vi ta’r for givet

kun er en del af livet

må jeg på den lige, genopstandne vej

huske at danse den dans med dig”

For tiden hærger en lille virus, der skaber stor afstand mellem os . Under nedlukningen af samfundet i foråret 2020 forsøgte mange kunstnere at give udtryk for savnet af hverdagen og alle de ting, vi tager for givet.

Digtet Der danser en virus er letlæst, men giver et intenst billede af både den isolation og den afsondrethed, den enkelte befandt sig i, og som mange nok aldrig vil glemme. Den tomme kantine, de tomme kontorer, og at:

”… dér sidder én i den forladte bar

ringer med klokken over klosterstille plads

bøvser, rafler, tuder som bortkommen tsar

gi’r de fire årstider på tomme glas”

Digtet emmer af denne tomhed og forladthed, men slutter, som vist i citatet øverst, dog med, at det lyriske jeg lover at være mere opmærksom, når hverdagen vender tilbage. For sammen med klimakrisen må corona-krisen få betydning for vores måde at agere som menneske på.

I en forfatterskabslæsning passer Der danser en virus tematisk sammen med ungdomsromanen Skolen, der bearbejder pandemi-temaet på en anden måde, men med isolationen, tomheden og ensomheden som det fælles.

Digtet Der danser en virus er smukt illustreret med et udvalg af H. C. Andersens fænomenale papirklip, der på smukkeste vis spiller op mod Jesper Wung-Sungs tekst, og i denne sammenhæng får et helt nyt liv. Valget af illustrationer er endnu et eksempel på Jesper Wung-Sungs forbundethed med sit store fynske forbillede, der her får lov til at forlade de museale rammer.

Om digtet, som han kalder et ”bog-kram”, fortæller Jesper Wung-Sung:

”Som en anden Palle alene i verden vandrer virussen rundt i vores øde by. Man taler gerne om en hovedrolle og hovedkarakter. Hovedpersonen er den, der fylder det meste, mens hovedkarakteren er den, der udvikler sig – altså er virussen hovedpersonen, og hovedkarakteren du og jeg. Det er os, der skal drage en lære af det, der sker i denne sære, svære tid.” …

Og om billedsiden:

”Der er noget på spil, på spring i H.C. Andersens papirklip. Noget finurligt, djævelsk og samtidig såre menneskeligt. Det er, som om han nærmest har forudset denne farlige bajads, der lige nu driver gæk med os – høj som lav, nær som fjern.”

Der danser en virus anbefales til læsning og til refleksion sammen med unge om, hvordan de oplever denne pandemi og de mange begrænsninger, den sætter på deres livsudfoldelse og for deres livskvalitet.

Jesper Wung-Sungs digte findes i digtsamlingen Kommer let, går let og i erindringerne Lynkineser. Fælles for alle digtene er, at de, som Jesper Wung-Sungs øvrige forfatterskab, arbejder med de helt eksistentielle spørgsmål: Hvem er vi, du og jeg? Og om frihed og fællesskab.

 

Søren Fanø, Bogbotten, d. 23/9-2020


 


Der danser en virus mellem

dig

og

mig

med trin der fortæller

Sådan indledes Jesper Wung-Sungs fine fine digt, og der forsættes med, hvad trinene præcis fortæller om den stadig uvirkelige situation, vi befinder os i med en verdensomspændende pandemi, der har medført, at nærhed med netop vores nærmeste er blevet en udfordring. Der danses i tomme kantiner, i åbne kontorer og benene smækkes op på chefens bord. Trinene fortæller om tomme butikker, fodboldbaner, barer og hoteller og så er der lige en reminder til os læsere om at værdsætte livet og huske at danse med hinanden.

Det er virus’en der danser og iagttager i digtet, og det er interessant, idet vi er vant til at høre fra Statsminister Mette Frederiksen på pressemøder, at vi skal danse med virussen. Jesper Wung-Sung leger her med netop det at danse men med virus som hovedperson og os læsere som hovedkarakterer. Et spændende greb, idet hovedpersonen er den der fylder mest i en fortælling, mens hovedkarakteren er den, som udvikler sig. Jesper Wung-Sung sender os dermed et budskab om, at vi som læsere – som hovedkaraktere bør drage lære af hele denne coronasituation. Af alt det, som sker omkring os og med os.

Digtet er ledsaget af smukke papirklip fra H. C. Andersen. Papirklip, der har et drilsk udtryk, et djævelsk udtryk og noget fint over sig på samme tid. Der gemmer sig en uhyggelig global virkelighed i den smukke poesi, og på blot 21 sider mærker man historiens vingesus. Vi står midt i det lige nu. Det er svært. Jesper Wung-Sung har begået en smuk poetisk fortælling. Han fortæller selv, at bogen er født som et litterært kram, og dermed en bog man får lyst til at forære til alle, man savner og som man har lyst til at være tæt med, men som er udsat på ubestemt tid. Dermed indskriver han sig i den litteratur, som har beskæftiget sig med corona pandemien, og dermed ind i litteraturhistorien. Jesper Wung-Sung har en lang forfatterkarriere bag sig, og har skrevet bøger til børn, unge og voksne og han har modtaget flere flotte priser for sit forfatterskab. Et af hans meget kendte værker er “En anden gren”

Anette Andersen, anetteslitteratursalon.dk, d. 23/9/2020

 


Til start på siden