Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Diego & Dolly (Grafisk roman)":

 

 

Diego og Dolly: om den altopslugende besættelse

Holdt i farverne sort, hvid og rød fortæller Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt en historien om kærlighedens væsen.

Diego er forelsket i Dolly; smukke, kønne, sexede, fantastiske Dolly. En kærlighed, der bliver en besættelse i en sådan grad, at den bliver destruktiv.

Wung-Sung fortæller som vanligt med sprogligt overskud og med en metafiktiv stemme:

“Du vil gerne høre det hele fra begyndelsen, fordi enhver historie har en begyndelse, en midte og en afslutning … Ellers er det ikke en historie, vel?” (S. 7)

Og sådan sparkes historien om Diego og Dolly i gang.

En historie, der på tekstsiden fortæller en uskyldig kærlighedshistorie om Diegos forelskelse i Dolly. En kærlighed, der fylder alt Diegos i grå og triste verden, hvor kun Dolly kaster et (rødt) lys udover hans tilværelse.
 

Et træk som Palle Schmidt har ført videre i illustrationerne, for når Dolly er præsent i fortællingen farves illustrationerne (eller dele heraf) røde. Men det er også det eneste, som tekst og billede har tilfælles i denne modstridende billedfortælling.

Hvor tekstsiden synes naiv og uskyldig, fortæller billederne en anderledes dyster og barsk side af Diego og Dollys forhold, og læseren vil snart erfare, at Diego er en upålidelig fortæller.

Illustrationerne er holdt i sort og hvid med små drys af rødt. Schmidts steg er ekspressiv og udtryksfuld; enkel og samtidig vældig sigende. En vellykket billedbog er, når teksten forløses af illustrationerne. Dette må siges at være tilfældet med Schmidts illustrationer til “Diego og Dolly”, når han på denne måde giver fortællingen et ekstra lag.

Sjældent er en ambivalent/modstidende billedfortælling set bedre og mere fuldendt på dansk grund. Det er et mesterværk på knap 60 sider, der på det nærmeste kalder på brug i undervisningssammenhænge. Der er uendelig mange lag til fortolkning og dermed også indgange til denne graphic novel i undervisningen i udskolingen.

Det er en oplevelse, som man skylder sig selv og sine store elever.

Læs “Diego og Dolly” af Jesper Wung-Sung og Palle schmidt, hvis du

  • søger en dansk grafisk roman til undervisningsbrug
  • vil læse et fortælleteknisk mesterværk
  • ønsker at blive forundret over, hvor lidt, der skal til, for at fortælle så meget

Det vælter frem med fantastiske graphic novels med undervisningspotentiale i Danmark. “Diego og Dolly” skriver sig ind i denne tendens.
 

Bogoplevelsen.dk, Mette Sofie Kirkedal, d. 25/10-2016





Frit efter Louis Armstrong kan man synge: ”Hello Dolly. This is Diego, Dolly!”

”Hello Dolly, ……well, hello, Dolly
It’s so nice to have you back where you belong
You’re lookin’ swell, Dolly…….I can tell, Dolly
You’re still glowin’…you’re still crowin’…you’re still goin’ strong
I feel that room swayin’……while the band’s playin’ …”

”Diego & Dolly” er en dyster grafisk roman der rammer lige ned i problematikken om stalking. Noget der ifølge dagspressen berører omkring 100.000 danskere hver dag. Kendte, tidligere kærester, over- og underboere, kolleger og andre chikaneres og forfølges både digitalt, og in person, af disse stalkere.

Her i ”Diego & Dolly” går det ud over en ung up-coming filmstjerne Dolly der forfølges af den grå, ensomme arbejderklassedreng Diego – der mobbes på arbejdet og ikke kan finde ud af det med pigen Linda, men som forguder, stalker og til sidst bortfører Dolly.

Som fortælling fungerer historien om de to glimrende, især gennem det fortællekneb Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt konsekvent bruger, at fastholde Diego som synsvinkelbærer gennem tykt og tyndt – det er gennem ham, vi oplever hans udlevelse af fantasierne om hans og Dollys ”ikke-forhold” til hinanden. Disse tanker modsvares af det kontrapunktiske forhold der er mellem Jesper Wung-Sungs skarptskårne, ultrakorte tekst og Palle Schmidts særdeles dystre tegninger.

Ordene siger ét – billederne noget helt andet – og endelig foregår der en hel masse i tekstens tomme pladser, i det der i tegneseriefagsproget hedder ”rendestenen,” pladsen mellem de enkelte billeder. Tegningerne holdes konsekvent i sort/hvid, kun effektivt afbrudt af en pang-rød markørfarve der følger Dolly og genstande, inklusive en hjerteskærende tatovering, Diego forbinder med hende (se omslaget foroven).

Det er en vellykket grafisk roman der er kommet ud af samarbejdet mellem Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt. Mange gange får illustratorerne ikke den kredit de burde have haft. Denne gang skal det være anderledes, for det er Palle Schmidts tegninger, valg af synsvinkler, beskæringer og brug af den røde farve der i høj grad bærer fortællingen igennem og får læseren til at reflektere  over Diego & Dollys skæbner. Som læser har man langt hen ad vejen sympati for den lille grå unge mand og hans sindsstemninger Palle Schmidt præsenterer os for.

Endelig føjer ”Diego & Dolly” sig smukt ind i Jesper Wung-Sungs øvrige forfatterskab af noveller og romaner der omhandler dybt alvorlige eksistentielle spørgsmål. Diego er ikke sådan lige at ryste af sig.

”Diego & Dolly” kan læses af både unge og voksne. I danskundervisningen i de ældste klasser er den særdeles velegnet til at demonstrere genretrækkene ved en grafisk roman – historien er forholdsvis enkel og den er sat op som en ”traditionel” grafisk- eller tegneserieroman. I undervisningen kan ”Diego & Dolly” således indgå som et eksempel på hvordan en tegner som Palle Schmidt bygger en grafisk roman op. Interesserede kan så sammenligne med Søren Jessens remediering af Jesper Wung-Sungs ungdomsroman ”Kopierne” (2015) hvor Søren Jessen på en helt anden måde bryder med den traditionelle grafiske roman og indkorporerer elementer fra billedbogen.
 

Søren Fanø, Bogbotten.dk, d. 3/10-2016



 

Diego er forelsket, nej ikke bare forelsket, han er besat af den smukke skuespiller Dolly. For ham er hun den eneste farve i en grå og kold verden. Selvom hun ikke ser ham, digter han deres historie for hende. Deres lykkelige kærlighedshistorie.

I den grafiske roman ”Diego og Dolly” kommer læseren ind under overfladen på den ensomme, grå Diego og hans altoverskyggende besættende kærlighed til Dolly. Der er intet ud over hende, der lyser i hans verden. Dette kommer smukt til udtryk i romanens tegninger ved brug af en lysende rød farve, hver eneste gang noget har en forbindelse med Dolly. Hendes yndlingsmad, hendes vandflaske, et billede af hende, alt bliver rødt ved hendes berøring, alt bliver meningsfuldt. Det er et godt valg Illustrator Palle Schmidt og tekstforfatter Jesper Wung-Sung har taget i den forbindelse. Det hjælper en med at forstå hvordan Diego tænker, hvordan alt der er Dolly lyser op og bliver mere ægte, midt i alle løgnene som han fortæller sig selv.

Det er den forholdsvis korte bog største bedrift, at den kan sammenligne den kærlighed som Diego føler, med den kærlighed enhver, som har været forelsket kender så godt. Den kærlighed, som så ofte forbindes med noget rent og noget uskyldigt, tager overhånd, men det er stadig den samme kærlighed. Og man kan ikke hade Diego. Han har tværtimod langt hen af vejen vores medlidenhed, denne underkuede ulykkelige fabriksarbejder som de andre altid går til angreb på.

Det er en smuk illusion, som Diego bygger op, men ligeså langsomt smuldre den. Jeg kan ikke afsløre slutningen, men igen er farven rød (eller netop manglen på samme) brugt på smukkeste vis. Det er billede og tekst forenede i en æstetisk velkomponeret, overvældende og smertefuld kærlighedshistorie. Jeg har sjældent stødt på en grafisk roman, der i så høj grad forstår at gøre brug af virkemidlerne til rådighed. Og endnu engang har Jesper Wung-Sung formået af gøre noget så skræmmende og mørkt som en stalker, til noget så smukt og uskyldig som Diego.



Mirabella, Bookeater, d. 29/8-2016





En sjældent deprimerende historie

Palle Schmidt er en af de få danskere, der laver deciderede genretegneserier, som foregår i hårdtslående crime noir-verdener.

I »Diego & Dolly« har han teamet op med Jesper Wung-Sung til en historie om den ensomme Diego, der forguder og stalker den berømte kvindelige skuespiller, Dolly.

Tegningerne er holdt i sort-hvid pånær en rød markørfarve, der fungerer som et ekstra fortællegreb, som forbilledet Frank Miller ville have godkendt uden dikkedarer.

Det er ikke en historie, der overrasker med dybe twist, men den fanger med sin vedholdende synsvinkel, hvor Diegos fantasi om sit forhold til Dolly konstant er i grel kontrast til det, der faktisk sker i billedet. En sjældent deprimerende historie, og det skal forstås positivt!



Kristian Lindberg
, Berlingske, d.16/8-2016

 

 



Til start på siden