Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "En - to - tre - NU!":

 

1

På det tidspunkt var jeg 1,95 høj, rent matematisk. Det var vel en af grundene til, at jeg spillede basketball. Det var oplagt.
Derfor var det også oplagt, at jeg skulle spille ”Skov”, da vi lavede et teaterstykke til Introfesten på Gymnasiet. Vi havde fået udleveret en konvolut indeholdende sedler med en række stikord, der alle skulle indgå i stykket: ”Fiskekutter”, ”Prinsesse”, ”Bøsse”, osv., og de andre fra klassen mente altså, at jeg var stor nok til at udgøre en hel ”Skov” alene. Det var pinligt at stå dér med en gren i hver hånd; men så jeg slap i det mindste for at sige noget. Desuden må det have været værre for Nikolaj, der spillede ”Bøsse”: Han vimsede rundt på scenen iført Annes mors lyserøde læderbukser. Til sidst blev han forvandlet til en jagtbøsse og løftet op af Jonas og Martin. De holdt ham vandret – og skød prinsessen.
Det var Smælle, der havde fundet på det meste af handlingen, og han stod med mikrofonen ude i siden af scenen og beskrev, hvad der skete. Det var noget med en fiskekutter fra Thyborøn, som viste sig at være fyldt med ETA-medlemmer, og da prinsessen var af spansk afstamning, blev hun LIKVIDERET! Smælle lavede maskingeværlyde med læberne.
Jeg kan godt høre, hvor latterligt og barnligt det lyder. Men folk var vilde med det, især da prinsessen blev dræbt. Der blev klappet og piftet. Til gengæld der var også nogle, som buhede af alt. Vi var på som den syvende klasse, og mange var ved at være godt fulde på det tidspunkt. Udover os 1.g’ere var der kun introeleverne fra 2.g, som havde arrangeret det hele, og de havde udlovet en kasse øl i præmie til klassen, der lavede det bedste stykke.
Klasserne sad ved hver sit lange bord. Jeg var kommet i 1.U. Vi havde været sammen en uge, og var så småt begyndt at lære hinanden at kende. Den første dag havde alle set mere eller mindre beklemte ud. Undtagen Smælle. Da han kom ind i klasselokalet, stoppede han op og så nysgerrig rundt, som tænkte han: Hvad er det for en forsamling pudsige padder?.
Smælle minder om Kasper Christensen, snakker lige så meget og har oven i købet samme slags briller. Hvis han fik foretræde for dronningen, er jeg sikker på, at han bare ville gå direkte hen til hende og sige: Hva’ så, gi’r Deres Majestat en smøg?
Da vores underholdning var overstået, sad vi og bællede fadøl. Jeg forsøgte at holde igen.
Man var begyndt med alfabetet i omvendt rækkefølge, så der gik længe, inden det var 1.C.´s tur. Folk var blevet for fulde til rigtig at følge med i, hvad der skete på scenen, de sad og snakkede i stedet for. Men så stod hun dér.
Hun stod alene forrest på scenen iført en sort kjole. Hun holdt papirerne mellem hænderne foran mikrofonen. Lyset fra projektørerne fik hendes lyse hår til at skinne. Så begyndte hun at læse. Bag hende stod klassen og sang et omkvæd, som passede til historien. Det lød som et eventyr. Det handlede om to skildpadder, og om Poul Nyrup, men det var ikke selve fortællingen, der fangede mig. For selv om hun læste langsomt og tydeligt, var det umuligt at høre mere end halvdelen på grund af snak og råb fra bordene, og flokken der buhede af alt.
- Boooring! Boooring! råbte Smælle. Han sad med den ene af mine grene stikkende op af bukserne.
Nej, det der greb mig, var måden pigen læste op på. Det så ikke ud som om, hun lod sig gå på af larmen. Hun satte ikke tempoet i vejret, og hun hævede eller sænkede heller ikke stemmen. Hun stod bare og læste videre, som om hun øvede sig hjemme foran spejlet, eller som om hun slet ikke lagde mærke til, at der befandt sig andre mennesker i salen. Det eneste, som afslørede, at hun var påvirket af situationen, var to runde, røde plamager på hendes kinder. De sad lige under kindbenene, og jeg kunne ikke lade være med at stirre på dem. De gjorde, at hun alligevel virkede sart og skrøbelig, og jeg fik pludselig ondt af hende. Raseriet væltede op i mig, og jeg havde lyst til at rejse mig og gå rundt mellem bordene og pande alle, der snakkede, en på hovedet. Men samtidig havde jeg på fornemmelsen, at lige netop det ville være forkert. At hun ville synes det var totalt latterligt, fordi hun sagtens kunne klare sig selv. Hun vidste, hvad hun gjorde. Kinderne glødede, og det så ud som om, hun enten var lige ved at græde eller grine. Så med ét var hun færdig med oplæsningen. Hun sænkede panden en smule, drejede rundt og gik ned fra scenen. Der lød spredte buhråb og klapsalver. Jeg klappede et par gange og lagde mærke til, at hun lagde papirerne fra sig på en af de store højttalere ved tæppet.
- Tak til Verdens Kedeligste Menneske! sagde Smælle slog håndrødderne mod hinanden tre gange. Martin bankede fjæset i bordet og lavede overdrevne snorkelyde.
Så begyndte drengene fra klassen af råbe:
- 1.U.! 1.U.! Lad os så få den kasse øl! 1.U. er UUUUUUU-overvindelige!

Præmien gik til 1.X., der havde haft et skelet fra biologilokalet med på scenen som Bjarne Riis i Den gule førertrøje. Bagefter blev der spillet musik og danset. Jeg har aldrig brudt mig om at danse, fordi jeg føler, at mine fødder er for store og klodsede, og min krop ikke vil flytte sig på den rigtig måde. Så jeg blev ved bordet sammen med størstedelen af drengene og drak videre. Smælle var sikker på, at der havde været bestikkelse med i afstemningen, og truede med at klage til Menneskerettighedskommissionen. Det lykkedes dem at blive fulde uden præmien, og Nikolaj at ødelægge Annes mors læderbukser. De revnede ved røven, så han bagfra så ud som et opsprættet bussæde.
I løbet af aftenen så jeg kun pigen fra 1.C. én gang. Der var noget specielt ved hende. Hun stod sammen med tre andre udenfor toiletterne. Kjolen var i virkeligheden mørkegrøn. Hendes overlæbe buede opad, så det så ud som om, hun øvede sig i at fløjte, samtidig med hun smilede til veninderne. Jeg passerede dem langsomt, men opfangede ikke en lyd fra hendes mund.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.