Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "En anden gren":

 


Prolog

 

 

En mand kommer gående fra den ene side af jorden. Han har gået et helt liv for at komme hjem. Nu mangler han bare at krydse broen, så er han hjemme. En mand kommer gående fra den anden side af jorden. Han har også gået et helt liv for at komme hjem. Nu mangler han bare at krydse den samme bro, så er han hjemme. Broen er kun bred nok til, at én mand kan passere. De to mænd træder samtidig ud på broen, og de mødes nøjagtig på midten. Resten handler om, hvordan begge drukner med værdigheden i behold.

 


 

 

 

Første del

 

København

1902
 


 

1

 

San stikker kontrakten under kåben ved brystet og løfter nakken, en bevægelse, der får sveden til at pible frem på panden og spyttet til at brede sig omkring tungen. Han har ikke været syg, men nu er det, som om al den elendighed, han har været vidne til, samler sig et sted i hans krop. San kaster op ud over skibssiden. Han gør det lydløst og diskret, læner sig bare frem og åbner munden. Bagefter følger det falske øjeblik, hvor han føler, at han har fået det bedre.
                      Tågen er lettet, og siden morgengry har Manchuria haft kyster langs bagbord, siden styrbord, lave, uskarpe mellemsorte formationer. San slipper ikke grebet om rælingen, solen skinner mat og kraftløst på hans ryg og hårpisk fra en blå himmel. Det ujævne forude har rejst sig yderligere et nøk af havet. Han skutter sig og kan ikke lade være med at tænke på alle de gange, hvor han som dreng har siddet på spåntaget af en lagerbygning og stirret på skibene på reden i Canton og videre ud over det flimrende hav. Der var dage, hvor han kunne have svoret på, at han kunne se jorden krumme, og hvor han mærkede trangen til at rejse, bare fordi man kunne.
Mens San står og betragter byens silhuet vokse frem, bliver himlen i løbet af ingen tid hvidgrå, og det begynder at støvregne. Dråberne prikker mod kinder og læber, han bevæger sig ikke, men forsøger at bestemme, hvilken af de fem nuancer af sort der kunne forevige den flade bybunke. Intenssorte eller mellemsorte knopper, tænker han. Så opdager San, at Qi står ved siden af ham. Drengen har rejst sig, udmattet, men rask, fra hængekøjen og lastrummets indelukke af tjære, sved, sygdom og salt. Han skælver i den kølige formiddagsluft.
                      Du gik, siger drengen.
                      Du sov.
                      Nej, jeg sov ikke.
                      San skæver kort til drengen, vender så blikket mod stævnen.
                      Er det dér? spørger Qi.
                      San grynter, forsøger at virke uinteresseret, mens han føler det hele snøre sig sammen om ham. Kvalmen vender tilbage. Hans eneste holdepunkt er ordene på det stykke papir, han underskrev på et kontor i Canton, en mystisk hellig skrift.
                      Han skal transporteres til hr. Madsens Land.
                      Et land, der ligger 2 Dage fra London.                       
                     
San åbner munden og siger:
                      Jeg mødte en mand, der sagde, at jeg ville komme til at rejse meget langt.
                      Han fik ret, svarer Qi og smiler.
                      Tror du? spørger San, og han husker månen, fed og gul, som ellers kun kejserlige poeter kan fremkalde den, da de tretten cantonesere før morgengry blev roet gennem havnelabyrinten af junker, pramme og joller ud til skibet. Han husker, hvordan den eneste by, han kendte, skrumpede ind for hans blik, hvordan Perlefloden åbnede sig, og havet bredte sig ud foran stævnen som en sølvvifte.     
                      Du er god ved mig, siger Qi.
                      San tager en dyb indånding.
                      Min far har ikke en silkefabrik, siger han. Og jeg er ikke maler.
                      Drengen ser på ham. San skæver til ham, hans hår, kort, sort og stridt som en børste, det lille skalagtige øre, de store mørke øjne i det alt for benede ansigt, det andet lige så røde og glatte øre. Han ved ikke, om drengen er overrasket. Om også dette er et svigt. Qis familie er omkommet under en byldeepidemi; det er i hvert fald den officielle forklaring på, hvorfor han er om bord. San er ligeglad, om drengens egen historie er sand eller falsk; han har lyst til at lægge hånden på hans baghoved.
                      Hvad er du så? spørger Qi.
                      Vi havde et slagteri. Men jeg ville ikke være slagter.
                      Drengen sænker blikket.
                      Men du passer stadig på mig?
                      Min far sagde, at jeg ikke ville kunne passe på en død høne.
                      Var det derfor, du ikke ville være slagter?
                      San ryster på hovedet.
                      Nej. Jeg drømte om at åbne en restaurant.
                      Drengen ser væk.
                      Er de farlige? spørger han.
                      San vender sig mod byen. Efter dagene ved Qis køje under dækket har han mere eller mindre opgivet at orientere sig, han har nøjedes med sløvt at konstatere, at jo længere de har sejlet, desto friere har de fået lov til at færdes på Manchuria, det har længe været for sent for dem at flygte. Mens solen forsøger at bryde gennem skydækket, slår det San, at byen, der rejser sig foran dem, kan være hvad som helst. Den kan være bygget af sand, den kan være rungende tom, den kan være befolket af kannibaler eller trehovedede ildspyende uhyrer med skæl så store og hårde som skjolde.
                     Det farligste i verden, siger San, er ikke at kende sig selv.
                      San mærker en lille hånd krybe ind i sin. Han lader tommelfingeren glide beroligende over drengens håndryg.
                      Har du nogensinde prøvet at fange skildpadder?
                      Nej, svarer drengen. Hvordan gør man?
                      Med hænderne. Men man skal bare tage dem på det helt rigtige tidspunkt.
                      Hvornår er det?
                      Det øjeblik, de glemmer, at de er skildpadder.
                      San tænker på de indviede ligkister, de har medbragt i tilfælde af, at nogen af kineserne skulle dø undervejs. Kontrakten ligger sammenfoldet ved brystet under kåben, som en bøn.
                      Der står, at landet hedder København.
                      Der står, at ingen Person bliver pint eller paa nogen Maade mishandlet.
                      Der står, at alle kinesere skal komme hjem hver i et helt Stykke.
                      San har ikke villet tænke på det derhjemme, men nu, hvor de nærmer sig deres bestemmelsessted, vælder tankerne frem. Det er en måned siden, han fyldte nitten år, men fortiden er allerede ved at stivne som lak. Hans far og Chens forsvinden, det lukkede slagteri, myndighedernes skuldertræk, den manglende mad, den koldeste vinter i mands minde, moren og de yngre søskende, alle værtshusene. San tænker på spådommen om tranen, og han gør en bevægelse med armen i luften, ikke som en maler, men som i et mareridt, han værger for sig, som er denne bys tårne, kupler, kobberspir og rækker af rødglødende tegltage, noget, der blot kan viftes væk.

 

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.