Tilbage til bogen

Uddrag af teenagegyseren "Fugleskræmslet II":

 

 

Fie var faldet i søvn. Måske havde hun det på samme måde som Mick. At da flyet lettede, var der også noget andet, som lettede.
        Mick så forbi Fie ud på metalvingen, der gled gennem klumper af hvide skyer, gang på gang; et fascinerende møde mellem noget naturligt og noget menneskeskabt.
        Og for første gang dukkede han ikke op. Mick så ikke en le hage sig fast til vingen. Eller et velkendt, udtryksløst ansigt i vinduet. Det var ikke nødvendigt at trække den grå plasticskærm ned. Det var ikke nødvendigt at gemme sig. Eller bide sig i knoerne. Eller skrige. Eller græde. Mick kunne sidde helt rolig i sit sæde og studere vingen og skyerne.
        Armlænene var, ligesom i biografer, ikke brede nok til to. Da hjulene slap landingsbanen i København, havde de givet hinanden et håndklem. Øjeblikket efter lukkede Fie øjnene. Hun sov med kinden mod skulderen, og ansigtet vendt mod Mick. Hun fyldte mere end beregnet, men det gjorde ingenting. De havde overskredet hinandens grænser masser af gange det sidste års tid. Det havde været nødvendigt for at overleve, komme ud på den anden side. Dér hvor de stod nu. Nu.
        Det var som en blank side i en skitseblok. En ny begyndelse. Et nyt liv.

        Mick havde siddet næsten to måneder i isolationsfængsel. De talte om det som værende for hans sikkerheds skyld. Det blev aldrig nævnt med et ord, og Mick selv var ikke sikker, men han havde på fornemmelsen, at de længe arbejdede med en anden teori. En teori der hed: Mick Jensen er morderen!
        Han var til flere samtaler, hvoraf et par stykker udviklede sig til regulære forhør. Især var der en mand i jakkesæt, som Mick ikke brød sig om. Manden lugtede – lidt ligesom bagtrappen hos Jefe – ud af munden, og han stod altid ved siden af Mick, når han stillede sine spørgsmål. Han blev ved med at spørge til, hvorfor Mick ikke var gået direkte ud til Nynne ved søen, hvornår han var på sit værelse, nøjagtig hvad tid han havde fundet Jørgen og Lone, og så videre … Nogle gange blev Mick så forvirret, at han dårligt kunne huske sin egen fødselsdag.
        Mick indrømmede alt, hvad han kunne indrømme. Mobilen, chokoladen, han havde hugget, hashen – selv kniven. Politiet havde finkæmmet markerne med lup og tandbørster, uden at det var lykkedes dem at opspore kniven.
        Men en dag kom to mænd og hentede Mick. De var meget venlige. De tog ham med ud i byen. Mick kunne bestemme, hvor de skulle spise frokost. Da det gik op for Mick, at de ikke gjorde grin med ham, tog de på McDonald’s på Rådhuspladsen. Mick bestilte fire Big Mac og åd, så han var ved at brække sig. Bagefter gik de ned ad Strøget. Mick fik nyt tøj. Ny taske. Ny mobil. Ny tandbørste, deodorant, aftershave og voks. Så gik de tilbage på McDonald’s, selvom Mick ikke var spor sulten. Han måtte nærmest dunke sig selv oven i hovedet for at synke den sidste bid af sin femte Big Mac. Den ene mand fjernede bakken og tørrede omhyggeligt bordet af, mens den anden mand lagde et stykke papir og en kuglepen frem. Mick skulle skrive under. Han skrev under på aldrig at udtale sig til pressen om sagen. De gav Mick et andet stykke papir med en adresse og en række datoer, hvor der var arrangeret psykologhjælp til ham.
        Mændene insisterede på at køre ham hjem til sin mor, selvom Mick havde fået penge nok til flere hundrede buskort. Mick sad på bagsædet. Blødt, sort læder, som man ikke kunne lade være med at køre hånden hen over. Mick kunne heller ikke lade være med at åbne munden.
        »Jeg ku’ sgu godt ryge en smøg nu,« sagde han.
        De stoppede ved næste kiosk og købte et helt karton.
        »Så bare en tinywiny klump hash og jeg er en lykkelig mand,« prøvede Mick.
        Her vendte manden på passagersædet sig og sendte Mick et blik, så han besluttede sig for at stoppe, mens legen var god.

        Micks mor havde klippet alt ud af aviserne. Ikke fordi der stod noget særligt. Mest små notitser, der havde siddet over eller under de store artikler. Han stod heller ikke nævnt ved navn. Det var der ingen, som gjorde. Og måden, det var skrevet på, fik det hele til at fremstå, som drejede det sig om nogle arbejdsulykker og et par selvmord på grund af den dårlige landbrugsøkonomi.
        Sandheden var en anden: Politiet var ude at skide. De var på bar bund i sagen. De troede ikke et sekund på historien om et fugleskræmsel, der var gået amok. Den måtte være resultatet af, at Mick havde røget for meget hash i for mange år. Men faktum var: De havde intet spor efter morderen. Så det hele blev dysset ned i medierne.

        Moren gav Mick mere opmærksomhed, end hun tidligere havde gjort. Indtil det gik op for ham, at det var avisudklippene, som interesserede hende. Ellers var hun lige så glad for at se det karton smøger, han havde med, og som ugerne gik, tog skænderierne fart. Hun råbte ad ham: Han rodede! Han tog det sidste franskbrød! Han tømte ikke askebægeret! Han tog det sidste toiletpapir!
        Mick begyndte at holde sig væk for at undgå at sige ting til hende, han senere ville fortryde.
        Derfor havde han det okay med at gå til psykolog – bare det at komme væk fra lejligheden! Men psykologen kunne også sætte ord på hans følelser. Hans frygt, hans vrede. Hans fortrydelse.
        Mick fandt ud af, at han manglede dem. Ordene. De rigtige ord.
        Det var psykologen, der opfordrede ham til at begynde at male.

        Efter han havde købt malergrejet, var Mick gået hen på Café Jernstangen på Istedgade.
        Varanen sad i hjørnet af det tilrøgede lokale. Mick havde aldrig talt med ham, men vidste, at han var manden, der kunne skaffe, hvad der skulle skaffes. Varanen kneb øjnene sammen, så længe på Mick. Meget længe. Da han svarede, så han ned i sin kaffekop, som var det den, han talte til.
        »I morgen, klokken tre i en æggebakke i den blå container bag Aldi i Møgeltøndergade.«

        Det var med bankende hjerte, at Mick nærmede sig containeren. Men der lød ingen hylende sirener eller hvinende politidæk. Og den lå der. Æggebakken. Og indeni lå pistolen. En lille sort sag. Han lagde den under alle tuberne i malerkasserne. Nu følte han sig mere sikker. Han havde den med sig døgnet rundt.
        Men han kunne ikke få den ind i flyet. Det var første gang, han var af sted uden den. Men det var okay. Alt var okay nu.
        Mick så på Fies fredfyldte ansigt. De let adskilte læber, næsens bue, de lange øjenvipper og panden. Han kunne ikke lade være med at bøje hovedet lidt og dufte til hendes hår. Det duftede af liv. Og de var på vej til London!
        Der var dog én tanke, der stadig plagede Mick.
        Gylletanken.
        Da de tømte gylletanken, havde de godt nok fundet leen, men ikke andet. Jo, en gammel, halvrådden stråhat. Men ellers var den tom.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.