Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Kamelen kom til sidst":


 

Kamelen var en rodebunke

(Man lukker "Kamelen kom til sidst" med et mildt smil. For det er en let og pudsig historie med en billedside med mange gode detaljer.)


Man kan godt forstå Gud i Jesper Wung-Sungs og Ursula Seebergs "Kamelen kom til sidst". Her har han knoklet i seks dage uden mad, drikke eller søvn, han har fået hovedpine og aner lige konturerne af en øl og en liggestol, hvor han kan ligge og nyde sit skaberværk. Men om han må det? Akkenej, for i det inderste hjørne i lagerhallen ligger der stadigvæk noget og roder. Han må til den igen. Let er det heller ikke. Faktisk bliver det et makværk, hvor intet rigtig passer sammen - med andre ord - kamelen er skabt.
Jesper Wung-Sung debuterer i fin stil som billedbogsforfatter med denne alternative skabelsesberetning. Han spænder teksten ud mellem det højstemte og jordnære, og resultatet er en let og pudsig historie, som faktisk ikke er ret meget andet end en sproglig anekdote. Men Wung-Sung fylder den ud og giver den reelt indhold, og ender med at forklare, hvorfor kamelen har sådan en værdig gang her på jorden. Man lukker bogen med et mildt smil.
På indersiden af omslaget har Ursula Seeberg lavet friser med kamelens liv og vandring i forskellig natur og klima fra vibrerende hede til iskoldt snedække. Kamelen er i centrum fra første bladring.
Gud toner først frem længere henne, siddende på en sky med et træt og besværet udtryk i ansigtet. Denne person har virkelig brug for et hvil. På to hele billedopslag følger hans skaberværk. Bedst er det, hvor Gud står med ryggen til læseren og læner sig nonchalant op mod et træ med glorien hængende som en kringle i overstørrelse, mens dyrene paraderer forbi. Antilopen kigger læseren lige i øjnene, og næsehornet kaster et træt blik tilbage på sin skaber. Spores der en vis utilfredshed?
Billederne er mest holdt i blå og gyldne farver og har mange gode detaljer. Når teksten fortæller, at Gud tager tre skridt tilbage, er der tre gyldne fodaftryk i græsset. Her er alt fra himmelsk lys til kropsnær parring. Og pointen er lige til at forstå for børn fra Spørge-Jørgen-alderen.


Kari Sønsthagen i Berlingske Tidende d.30/12-2000


 

Kamelens lod

(Fem pukler til Jesper Wung-Sung og Ursula Seeberg for en særpræget billedbog.)

Gud bevare kamelen! For det er et af Hans mere mærkelige skabninger. De andre dyr driller kamelen, men den er ligeglad.
Sådan er handlingen i Jesper Wung-Sung og Ursula Seebergs billedbog. "Kamelen kom til sidst", hedder den. For da Vorherre var færdig med at skabe i seks dage, så fandt han en underlig bunke støv og efterladenskaber, som der skulle pustes liv i.
Det blev til kamelen, der ikke ligefrem udstråler harmoni som en gazelle eller en giraf. Det er så slemt, at Vorherre må gøre noget ...
Uden at røbe for meget, så er Ursula Seebergs billeder i særklasse. Grove og forfinede. De er forløste i forhold til den stil, hun i mange år har arbejdet henimod.
For få måneder siden udkom "Skatten i højen" med tekst af Eske K. Mathiesen. Den var hendes bedste, før kamelen kom ind i billedet. Der er en robust grimhed og selvovervurderende udstråling a la Anders And over dette dyr, som rammer tegnerens hjerte. Vorherre spiller rollen som forvirret og overtræt. Han trænger bare til en øl nu.
Kamelen har haft et godt billedbogsår. Tidligere kom Sally Altschuler og Søren Jessens "Hvordan man får sin kamel til tandlægen". En forrygende billedbog om et særpræget problem. Der har da heller aldrig været andet end bøvl med det dyr!


Steffen Larsen i Aktuelt d.2/1-2001


 

Og der er kamel

(Bøger: Jesper Wung-Sung og Ursula Seeberg er et godt makkerpar i den herlige historie om, hvordan Gud skabte kamelen. Udkommer i dag)

Intet over og intet ved siden af. Kamelen er et vanvittigt fascinerende dyr, og hvis man én gang har oplevet kameler majestætisk skridte horisonten af i en fjern afkrog af verden, ja, så sidder den der, kamelen. Med sine tunge øjne og sin vuggende gang minder den én om, at verden er stor og uudgrundelig, og at det nok går alt sammen. I grunden burde man altid have en kamel i nærheden.
Som De måske forstår, er Deres anmelder ikke nogen uhildet læser af Jesper Wung-Sungs "Kamelen kom til sidst", der har illustrationer af Ursula Seeberg, men: den ligner en født klassiker til børneværelset. Kan man give sine børn noget bedre end en kamel og en god historie, de kan møde verden med?
Vi dumper ned i skabelseshistorien sidst på ugen, hvor Gud er begyndt at glæde sig til en fridag efter seks dages hårdt arbejde med at sætte stjerner på himlen, fisk i vandet og antiloper på savannen. Han tror, han er færdig, men finder en bunke lidt af hvert i et hjørne og går i gang med sit sidste dyr. Kamelen er resultatet, og vel at mærke ikke et resultat, der får Skaberen til at bryde ud i lovsang. Det var ikke godt, tænker han efter at være kommet på tre skridts afstand af kludetæppet. For at fuldende katastrofen fejer han noget støv op og putter det ind under huden på ryggen. Puklerne har set dagens lys. Kamel kalder Gud dyret og sender det væk. Men bondeangeren griber Herren, og inden kamelen drager ud mod nattehimlen, hvisker han noget i dens øre.
Gud kan endelig hvile ud oven på veludført dåd. Han ser ud over hele verden, og kan kun glæde sig fra sin himmelske liggestol.
En herlig historie.
Og Ursula Seebergs illustrationer er ganske uimodståelige for en kamelelsker. Hendes Gud ligner en klassisk Kristus, bestemt ikke nogen dårlig løsning på problemet med, at ingen har set Gud. Vi ved jo fra den hellige skrift, at Kristus var med fra begyndelsen - og som far så søn. Meget fint tænkt. Hvad Gud hviskede til kamelen? "Der er skidt - og der er kamel". Intet under, at kamelen har bevaret roen.
 

Birgitte Larsen i Kristeligt Dagblad d.15/12-2000

 

Til start på siden