Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "Kender du ikke akkusativ":

 

1

Det var ikke så meget det. Det var mere det, at alle andre vidste det, og havde måske vidst det hele tiden, mens jeg ikke vidste en skid.
Det var en onsdag jeg fandt ud af det. Det var dér brevet kom. Jeg husker det hele, som var det nu. Om onsdagen får jeg altid tidlig fri. Fik, hedder det sgu. Det må have været lidt over tolv og jeg var på vej hjem nede fra Værftet. Det lå dér på måtten, da jeg låste mig ind. Det var en af de hersens små hvide konvolutter, som når man sender kort ud og takker for konfirmationsgaven eller sådan noget. Den lå med ryggen opad, altså den side hvor man lukker den sammen og skriver afsender på. Der stod ikke noget bagpå. Jeg bøjede mig ned og samlede den op. Og vendte den om. TIL HANREJEN stod der på forsiden med store blokbogstaver.
Jeg var ikke rigtig klar over hvad en "hanreje" var, andet end sådan en lille rød én der ligger og plasker rundt nede i vandet. Jeg syntes bare det var noget underligt noget at skrive. Måske var det nogen som tog fis på mig, eller det var en slags gækkebrev. Der var ikke noget frimærke på. Jeg kunne ikke lade være med at kigge rundt for at se om der var nogen som stod gemt et eller andet sted. Det var der selvfølgelig ikke.
Jeg kan huske at jeg tænkte at Gert skyldte mig nogle penge, og at han havde lovet at give mig dem tilbage den dag. Men samtidig at han nok ville vente med at give mig dem til om aftenen, hvis jeg kom ned og spillede kort. Og at han aldrig ville putte dem i en konvolut, og slet ikke skrive sådan noget udenpå. Desuden kunne Gert godt finde på at snyde sig udenom, hvis han kunne komme af sted med det.
Jeg stod lidt med konvolutten i hånden, som var det en gætteleg og jeg skulle regne ud hvem det var der havde sendt det. Så jeg dagen efter kunne møde vedkommende og sige, den er fin med dig du, den havde jeg regnet ud. Men måske var det slet ikke til mig. Måske var det til Lisbeth. Det var i hvert fald ikke hende der havde skrevet det. Det kunne jeg se på skriften. Men måske var det det forkerte hus. Eller det kunne også være et eller andet åndssvagt kædebrev. Eller en konkurrence. Det vejede næsten ingenting. Måske var der slet ikke noget i. Jeg satte fingeren ind under kanten og flåede konvolutten op.

Bang, du. Jeg sad bare dér i sofaen. Det var først da min mave knurrede voldsomt at jeg så op. Jeg må have siddet der i over tre timer. Jeg havde stadig mit arbejdstøj på. På bordet foran lå den lille lap papir, konvolutten og leksikonet. Det var små blokbogstaver, skrevet med den samme blå kuglepen. En linje. Jeg kan den udenad endnu. "Din kone går ned til Klaus Jensen i Sølvgade hver torsdag."
Jeg måtte sidde lidt og prøve på at regne ud hvem Klaus Jensen kunne være, Klaus Jensen der boede i Sølvgade, indtil det med ét gik op for mig. At det jo var Sorte. Sorte fra holdet. Som jeg altid havde spillet fodbold sammen med, og som var henne hos Tømreren. Jeg kunne se hans lille hvide hus for mig. Jeg kunne se ham for mig. Min kone, Lisbeth, gik ned til Klaus Jensen. Sorte. "Gik ned til". Det var umuligt. Løgn, fandenedme. Sorte. Med alle de der hår og krøller. Jeg så ham grine. Jeg prøvede at huske hvordan han så ud i badet. Lille, bred og tyk, og med hår over det hele. Jeg forsøgte at huske hvordan hans pik så ud, men det fik det hele til at vende sig i mig.
Jeg sad bare dér og stenede i sofaen. En gang eller to om ugen gik Lisbeth i Venindeklubben. Det var en flok tøser der mødtes. Lisbeth og Lotte, Pia, Carina Nielsen, og vistnok et par stykker mere. Det foregik altid hos Lotte. Hun havde lejet sig ind ovenpå hos gamle fru Sørensen i Strandstræde. Her drak de te og spiste masser af kager, så videofilm, og sladrede løs om gud og hver mand. Hønsegården, plejede jeg at kalde det. Jeg syntes det var noget fis, men dem om det. Selvom det gjorde Lisbeth lige lovlig pjattet nogle gange. Så kom hun hjem rød i hovedet og fnisende som en lille skolepige. Men det var ikke fordi hun var fuld, for de drak aldrig andet end te og cola. Og hun lugtede heller aldrig af sprut. Men man skulle tro det, sådan som hun skabte sig. Fnisede og fortalte mig en eller anden "mandevittighed" som hun havde hørt derhenne. Sådan noget som, "kvinder vil gerne føde børn - ikke giftes med dem." Som om det er morsomt. Bårk-bårk. Jeg sagde altid, at hun godt måtte tage nogle af de æg med hjem som de havde lagt henne i klubben. Så kunne jeg få dem sammen med baconen om morgenen.
De holdt vist møde hver søndag eller mandag, og så om torsdagen. Jeg havde ikke lagt mærke til noget særligt ved hende. Om torsdagen var jeg som regel oppe i Klubhuset. Her sad vi og sludrede og fik en bajer. Nogle gange slog jeg et smut forbi Fasanen på vej hjem, eller Bøjen og fik et pot billard. Så sov hun som regel allerede når jeg kom hjem. Hvis jeg var hjemme når hun kom, gik hun nogle gange på hovedet i seng fordi hun skulle tidligt op om morgenen. Jeg skulle godt nok altid tidligere op end hende, men jeg kan godt lide at sidde oppe til sent. Sidde i stuen og se lidt fjernsyn eller ryge en smøg. Til gengæld lægger jeg mig gerne en time på sofaen om eftermiddagen. Men nogle gange smed hun sig i lænestolen og fortalte. Men som regel var jeg vel mere interesseret i den film jeg var ved at se, og hørte derfor ikke altid ordentligt efter. Hvis hun virkelig havde fået fat i noget godt sladder, så ville hun alligevel nævne det igen næste dag. Er det ikke utroligt! Nu har han igen fået taget sit kørekort! De havde stoppet ham, og han kunne nærmest ikke holde sig oprejst! Noget af det hørte jeg efter, resten lod jeg fise ud af det andet øre. Det var ikke ret tit at jeg spurgte direkte om hvad der var sket i Venindeklubben. Det virkede som om det var det samme hver gang. Lad hønsegården passe sig selv, var hvad jeg tænkte. Så har de da det.
Derfor havde jeg sgu heller aldrig skænket det andet en tanke. Og så med Sorte. Sådan en lille fed abekat. Nej, det kunne ikke passe. Det var løgn. Der var nogen som forsøgte at lave fis med mig. Løgn var det.
Alligevel følte jeg mig tom inden i, som om mine indvolde var blevet fjernet og der var helt tomt derinde. Derfor kunne jeg heller ikke brække mig. Derfor kunne jeg ikke en skid. Jeg forsøgte at tænke mig om, men mit hoved brændte uden at jeg kom nogen vegne. Jeg så Lisbeth for mig. Så hende tage sin jakke på og råbe farvel ude i entreen, og så døren der smækkede. Eller en seddel på køkkenbordet. "Er i venindeklubben." "Er gået hen til Lotte." Jeg så hendes lyse hår stikke op fra dynen når jeg kom hjem. Senere, da hun havde farvet det rødligt. Jeg havde ikke lagt mærke til noget.
Men vi sov også i hver sin side af sengen. Og med ryggen til hinanden, fordi hun ville ligge ved vinduet og jeg sover bedst på venstre side. Hun kunne heller ikke udstå hvis jeg stank af sprut og lå og åndede hende i nakken. Og som regel falder jeg i søvn med det samme og sover som en sten. Fjorten vilde elefanter i fodenden ville ikke kunne vække mig. Slet ikke hvis jeg har fået en lille én. Så det er ikke sikkert jeg ville have opdaget det, hvis hun var kommet hjem og havde lugtet af ham.
Men det måtte være løgn. Ikke Sorte. Han lignede jeg ved ikke hvad. Hans lille hvide hus. Skulle Lisbeth måske rende derned. Sådan en fed, lille abekat. Men jeg kunne ikke holde op med at se ham i badet. Mine øjne ville hele tiden nedad. Alt det sorte hår og så snablen. Og så Lisbeth. Og det værste var at jeg kunne se det for mig. Ikke det. Men Lisbeth, bagfra. Se hende gå ned ad Sølvgade i hendes orange dunjakke, og så dreje til højre ved det hvide hus.
Jeg forsøgte at tænke det igennem, men kunne ikke. Jeg kunne heller ikke tænke på noget andet. Jeg sad på min flade røv og stirrede ud i luften. Jeg havde kigget ordet "hanreje" op i leksikonet, og vidste godt hvad det betød og det, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at se en reje der lå og sprællede rundt i sandet.

Jeg sad stadig i sofaen da jeg hørte nøglen blive stukket i døren. Det var halvmørkt udenfor. Klokken var næsten seks. Jeg nåede at stikke brevet inden for kedeldragten, da døren smækkede og Lisbeth kom ind i stuen. Jeg var ikke klar over hvad jeg ville sige, men det var også skide lige meget. Lisbeth skældte ud med det samme. Du sidder sgu da ikke i sofaen med kedeldragt på! Det har jeg sagt til dig tusind gange! Er du da tungnem! Jeg skulle lige slå noget op, sagde jeg. Jeg skyndte mig at bladre i leksikonet. Det kunne da vente til du fik dit møgbeskidte tøj af! Jamen, så ville jeg have glemt det igen. Så kan det vel ikke have været særlig vigtigt, sagde hun lidt mindre hidsig og gik ud i køkkenet. Hun smed indkøbsposerne, som hun havde haft med hjem fra Brugsen, på køkkenbordet. Hun mumlede noget, jeg hørte nogle tallerkener og glas klirre. Så startede hun igen. Det var noget svineri! Var det måske hende der skulle gå og gøre det hele! Jeg løftede jo ikke en finger, men smed mig bare hen foran fjernsynet og efterlod en hel losseplads som jeg regnede med forsvandt af sig selv! Men hun gad ikke være min lille rengøringskone som jeg kunne koste rundt med! Hvis det var det jeg ville have så måtte jeg heller købe mig en thaipige som Bent havde gjort!
Jeg sad og forsøgte at koncentrere mig om noget med "hjul". Jeg så på de forskellige runde hjul mens det kogte i mig. Mine hænder rystede. Jeg var lige ved at rejse mig op og flå brevet frem. Hvad er det her? Hvad er det her, hvar? Ville jeg hvæse op i hovedet på hende. Nå, så du boller udenom, hvar. Boller udenom med Sorte. Sådan en luder! Og jeg ville stikke hende en på bægeret. Men, nej. I stedet for rejste jeg mig og satte leksikonet tilbage på reolen. Jeg rystede over det hele da jeg gik forbi hende i køkkenet uden at sige et ord. Jeg gik ud i gården. Her stod jeg længe og røg et par smøger. Luften var kølig mod panden. Jeg måtte vente til i morgen. Så fik vi at se hvor hun gik hen. ...

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.