Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Kopierne":

 


Gysende god 

Jesper Wung-Sungs ”Kopierne” er et dystopisk gys, der er svært at ryste af sig, fordi den lægger sig tæt op ad kendte tendenser i tiden. For år tilbage ville et ægtepar således føde et barn, der skulle levere de nødvendige ”reservedele” til et uhelbredeligt sygt barn, de havde i forvejen. Handlingen i ”Kopierne” er beslægtet hermed, hvor det drejer sig om børn, skabt som erstatning for børn, som er midlertidigt sat ud af funktion på grund af f.eks. sygdom. Hovedpersonen Jonas i ”Kopierne” tror sig derimod ægtefødt og får derfor et chok, da han glad vender hjem efter at have scoret tre mål i en fodboldkamp, og fordi smækre Maria har givet ham en gave. Men forældrene vil ikke lukke ham ind. I entréen står nemlig den ægte dublet af ham selv, mens deaktiveringsfolkene er klar til at fange ham. Jonas, der lige akkurat når at flygte, finder to andre ”kopier”, og sammen kæmper de mod vinterkulde og for deres liv. Historiens styrke ligger ikke mindst i sproget, som følger personens ændring fra tindrende glæde til ren opløsning. Det er blændende skrevet.


Kari Sønsthagen, Berlingske Tidende, d.21/5-2010



Blade Runner for teenagere

Med ”Kopierne” har Jesper Wung-Sung skrevet en ungdomsroman, hvor alle hovedpersonerne udgøres af kunstige mennesker, og romanen er vel egentlig en slags sciene fiction-roman. Men den handler først og fremmest om venskab og kærlighed, og om hvad det vil sige at være et menneske. Og det gør den glimrende!

Jonas er en helt almindelig teenage-dreng, som bor hos sine forældre, elsker at spille fodbold og er skoledrengsforelsket i klassekammeraten Maria. Tror han da. Men en dag, da han kommer glad hjem fra en særligt vellykket fodboldkamp, rives tæppet væk under alt, hvad han har taget for givet. Jonas finder ud af, at han i virkeligheden er en kopi, en slags klon, som hans forældre fik som midlertidig erstatning, da deres rigtige søn blev ramt af en uhelbredelig sygdom. Nu er den rigtige søn vendt rask tilbage, og Jonas’ forældre overdrager vores hovedperson til de såkaldte Kopi-Befriere, som har til opgave at ”deaktivere” kopierne.

            Mens han kæmper med at forstå at alle hans erindringer og alt, hvad han nogensinde har følt, kun er kunstige implantater, flygter Jonas for at redde sit kunstige liv. På en rejse mod et skib, der måske kan tilbyde befrielse for kopier, møder Jonas kopi-drengene Ian og Ronnie, og et smukt venskab opstår mellem de tre unge, bandlyste væsner.

            Hvis du syntes, du kunne høre soundtracket til Blade Runner i baghovedet, mens du læste dette handlingsresumé, er du ikke helt gal på den. Kopierne har en Philip K. Dick’sk stemning og minder på mange måder om Ridley Scotts film om bladerunneren, der havde til opgave at ”pensionere” replikant-mennesker. Og det mener jeg på den mest positivt tænkelige måde. Ligesom Blade Runner udnytter Jesper Wung-Sung fremtidsscenariet og kopierne til at stille nogle væsentlige og vedkommmende spørgsmål om nutiden og det at være menneske (hvor langt vil vi gå i videnskabens og fremskridtets navn?, hvad adskiller en kunstig følelse fra en ægte følelse?), men han gør det på en måde, så selv de helt unge teenagere kan være med og få noget ud af bogen. Jonas’ forhold til Ian og Ronnie er sødt og genkendeligt skildret og minder om ethvert andet teenage-venskab, og det får bogens problemstilling til at virke så meget desto mere hjerteskærende og vedkommende, og får de filosofiske pointer til at glide let og ubesværet.

            Samtidig formår Wung-Sung at bruge ungdomsromanens form på en noget nær genial måde. Det er vel nok kutyme, at ungdomsbøger holdes i et letlæseligt sprog, men i Kopierne får sproget en ekstra, uhyggelig funktion: Når Jonas’ jeg-fortællerstemme bliver gradvist mere forenklet i løbet af romanen, skyldes det nemlig, at han og de andre kopi-børn alle sammen ligger under for en mekanisme, der får deres kunstige kroppe og hjerner til langsomt, men sikkert at degenerere og nedbryde sig selv.

            Det er en skræmmende mareridtsagtig historie, der fortælles i Kopierne, men også en vigtig historie, som kan introducere unge læsere til sci-fi-genren som mere end bare seje rumskibe og laserpistoler.



Marie Theilmann, KultuNaut, d. 27/4-2010


Da Jonas A. Andersen var lille, blev han alvorligt syg. Derfor besluttede hans forældre at sætte ham på standby, indtil man kunne kurere ham. I stedet fik de en klon, der hedder Jonas A. Andersen. Når han ikke hører det, kalder de ham for ”den”. Jesper Wung-Sung åbner sin historie om ”Kopierne” dén dag, hvor Jonas-klon kommer glad hjem efter en fodboldkamp, hvor han scorede tre mål, og Maria smilede til ham. Men ak! Forældrene vil ikke lukke ham ind. Bag døren skimter han en dreng, der ligner ham selv. Og to mænd med deaktiveringsgrej og onde hensigter kommer ind i haven. Jonas flygter, og det gør han hen over resten af siderne i Jesper Wung-Sungs mørke og intense drama. ”Kopierne” kan minde om Cormac McCartys ”Vejen”. De har det sortladne, udsigtsløse bagtæppe til fælles.

            Ude i skoven møder Jonas to andre kloner. På flugt for dusørjægere og vildsvin søger drengene vestpå. Drømmen er at finde skibet, som ligger der og venter på sådan nogle den’er som dem. Det bliver vinter.  Og i takt med at gruppen formindskes og kulden strenges, rister forfatteren sine ord i runer. Korte, klare udsagn, hvor alt unødvendigt er skrællet fra. Jonas-klon drømmer og fantaserer, mens han langsomt slukker sig selv. Eller finder han skibet? Jesper Wung-Sung ynder åbne slutninger. Tid og sted spiller heller ingen rolle. ”Kopierne” har en sjælden sproglig power. Det er på en måde også bogens svaghed. Den spænder ben for sig selv, fordi historien ikke lever helt op til anslaget. Klonernes vandring er i mol. Det handler om at miste identitet og (måske?) senere sin forstand. Venskabet imellem de tre vandrende den’er er beskrevet med varme og med stærke ord. Så ensom og rodløs må ingen være.

 

Steffen Larsen, Politiken d.28/5-2010



Hvad et menneske egentlig er

 To nye bøger fra Jesper Wung-Sung er meningfuld tale til tidens teenagere.

 De fleste børn kender både drømmen og mareridtet: Drømmen er, at min mor og far ikke er mine rigtige forældre, så jeg endelig kan blive den, jeg i virkeligheden er.
                      Mareridtet er, at det er mig, der viser sig at være forkert, så de med ét ikke vil kendes ved mig.
                      Jesper Wung-Sungs ungdomsroman ”Kopierne” skriver mareridtet helt ud. Og ind i debatten om kloning og menneskelige robotter, der er så aktuel, at Henrik Schärfe, leder af Center for Computermedieret Erkendelse, skitserede bogens handling, da han forleden i et interview med Kristeligt Dagblad sagde: ”Kunne man eksempelvis forestille sig, at et forældre par mister deres barn, men får lavet en kopi, som kan hjælpe dem gennem sorgbearbejdningen? Jeg ved det ikke, faldgruberne er jo mange.”
                      ”Kopierne” handler om faldgruberne. Om hvad der sker, da Jonas en dag kommer hjem og opdager, at han bare har været en erstatning for forældrenes rigtige barn, der nu er kommet tilbage. Om hvordan han stikker af fra den planlagte destruktion af kopien og sammen med to andre drenge flygter igennem skovene i retning af kysten, hvor rygtet vil vide, at et skib venter.
                      Det er en bog, der handler om, hvad det vil sige at blive tilovers i et samfund, hvor man har haft sin funktion og nu ganske enkelt opfattes som affald. Det er en fremtidsvision komplet med overvågningssamfund, ministerielt tilsyn og sproglige omskrivninger af en ubarmhjertig virkelighed. Det er råt og voldeligt og så spændende, at man som læser sidder med hjertet (ens eget, det kan man mærke) i hænderne.
                      Men ”Kopierne”, der netop har indbragt Jesper Wung-Sung Kulturministeriets Børnebogspris 2010, er også og ikke mindst en bog om identitet og om, hvad et menneske egentlig er. For de tre kopierede drenge holder på deres månedlange flugt hinanden fast på fællesskab og menneskelighed; når de trods alle strabadser opretholder høflighedsformer, når de fortæller vittigheder og historier fra den barndom, der viste sig ikke at være deres, og når de gang på gang viser hinanden, at deres liv er værd at redde.
                      Da Jonas til sidst er den eneste overlevende med et sprog, der er gået helt i stykker, og der bliver rakt ham en hånd, forstår man, at det er Løgstrups suveræne livsytringer – tillid, talens åbenhed, barmhjertighed og kærlighed – drengene har haft med sig.
                      Hvis konfirmanden skal have en tankevækkende bog, der med sikkerhed bliver læst, kan ”Kopierne” bestemt anbefales. Og i pakken kan der også blive plads til ”Tretten tynde teenagere”, forfatterens seneste novellesamling, der ikke har helt samme tyngde, men kommer omkring mange af de samme temaer.
                      Det er sprog til tiden og de teenagere, der skrives om og til. Novellerne er selv tretten tynde teenagere, og Wung-Sung taler lige ud af posen. Men aldrig efter munden. Der er modstand og udfordring i de ofte kropsligt og socialt utilpassede skikkelser, det handler om. Det er lige til at blive voksen af.”
 

 Sara Nørholm, Kristeligt Dagblad, d. 25/5-2011

 

 

 

Til start på siden