Tilbage til bogen

Uddrag af ungdomsromanen "Kopierne":

 

 

HVAD ER JEG SÅ?

Kender du den der tanke: Det kunne være en roman. Gør du?

Så kunne den begynde sådan her:

Jeg er en dreng, der kommer gående hen ad vejen, på vej hjem fra fodbold. At jeg skal gå hjem fra stadion betyder ingenting. Ikke denne dag. Tværtimod, jeg vælger med vilje at gå en omvej langs skoven, fordi jeg – selv efter en hel fodboldkamp – har så megen energi, som jeg skal brænde af.

Kender du den der følelse: Aldrig har jeg været så meget MIG! Så hel. Så rigtig. Gør du?

Det var sådan, jeg havde det den dag på vej hjem fra stadion. At det hele bare var perfekt! Vejret. Fodboldkampen. Maria. Mig.
                Jeg gik rask til – jeg kunne slet ikke lade være – med sportstasken over skulderen. Solen skinnede, fuglene fløjtede, og jeg fløjtede med. Selv det trælår, jeg havde fået over venstre knæ, kunne ikke lægge en dæmper på min glæde – det var beviset på, at jeg havde spillet en suveræn fodboldkamp.
                Alt, hvad jeg gjorde i løbet af kampen, var godt. Enhver aflevering, takling, dribling lykkedes. Jeg skød på mål tre gange – og scorede tre mål.
                Ved det sidste mål driblede jeg forbi tre mand og sparkede den op i det højre målhjørne. Da jeg kom ud af holdkammeraternes omfavnende flok, fik jeg øjenkontakt med Maria ude blandt tilskuerne. Hun stod mellem sine veninder, og hun smilede, enten af noget de sagde eller til mig. Måske begge dele.
                Når man spiller fodbold, har man normalt både gode, dårlige og okay kampe. Men denne kamp var fejlfri og fuldendt. Jeg satte ikke én fod forkert. Den eneste måde, modstanderne kunne stoppe mig på, var ved at lave frispark. Hive i min trøje, træde mig i hælen eller fælde mig. Deres anfører blev til sidst så frustreret, at han gav mig det voldsomme trælår, som jeg faktisk stadig svagt kan mærke. Mærkeligt ik’?
                Men jeg rejste mig og spillede videre. Og da kampen blev fløjtet af, var jeg overhovedet ikke træt, jeg kunne have spillet til det blev mørkt.
                Jeg fik ros af alle. Træneren, medspillere og modspillere, selv dommeren roste mig. Men ligegyldigt hvem jeg talte med, så forsøgte jeg hele tiden at holde øje med, hvor Maria befandt sig, og da jeg sad på trappen ind til omklædningsrummene og tog støvlerne af, kunne jeg fornemme, at hun nærmede sig. Hendes næsten glidende skridt. Hendes lange, sorte hår, de der brede kindben, som gjorde øjne smalle, så det så ud, som om hun syntes, alt var lidt morsomt. De hvide tænder.
                ”Hej,” sagde hun. ”Tillykke med sejren.”
                ”Tak,” svarede jeg.
                Så sagde hun: ”Gør det meget ondt?”
                Gør det meget ondt? GØR DET MEGET ONDT?
                Det var selvfølgelig trælåret, Maria hentydede til. Men nu er jeg ved at tude. Gør det meget ondt?!
                Jeg fisker skildpadden op ad lommen og tænker på dengang efter kampen, hvor Maria stak hånden i lommen og overrakte den til mig. Hendes øjne blev store og runde, da hun med ét forekom gravalvorlig.
                ”En gave,” sagde hun. ”Jeg har sparet sammen til den, siden jeg var fem.”
                Den var cirka fire centimeter lang. Af grøn plastic. Og støvet og ridset.   
                ”Okay,” sagde hun. ”Jeg har fundet den i gruset for fem minutter siden, og det er sikkert en vanartet unge, der har tabt den uden at gide samle den op, fordi den er så lille og grim og stammer fra et stykke chokolade til to og en halv. Men: Det er tanken, der tæller!”
                Hun havde ret: Den var lille og grim. De sorte pupiller i de hvide, udstående øjne var næsten forsvundet, som var skildpadden blevet blind. Jeg kom i tanke om en vittighed. Jeg kan godt huske vittigheder, men jeg plejer ikke at fortælle dem, men allerede der, var jeg så fyldt af ord, som bare måtte ud. Jeg holdt skildpadden op i luften og sagde:
                ”Den lille skildpadde forsøgte at kravle op i et træ. Det tog en, to, tre timer, inden den nåede toppen, hvorefter den kastede sig ud, baskede med forbenene – og faldt til jorden.”
                Jeg lod plasticskildpadden ramme trappen.
                ”Det gentog sig hele dagen: Flere timers kravlen opad – to sekunder: ned – bang! Imens sad to fugle og betragtede skildpadden bekymret. Så sagde den ene endelig: Helt ærligt, skat! Det går bare ikke længere! Vi bliver nødt til at fortælle ham, at han er adopteret!”
               
Maria lo. Hun lo kort, men hjerteligt. Jeg kan stadig høre hendes latter.
                Så gav hun den hånd, som jeg holdt skildpadden i, et klem.
                ”Vi ses senere,” sagde hun og forsvandt med de der glidende skridt.

 Da jeg gik hjemad, kunne jeg ikke lade være med at forbinde ømheden over venstre knæ med hende. Maria. Den helt perfekte skabning.
                Men midt i denne følelse af glæde og overskud var der alligevel en lille ærgrelse: Det var første gang, hverken min mor eller far havde været på stadion, når jeg spillede kamp. Normalt var de der begge to. Enkelte gange kun den ene af dem. Men lige netop i dag skulle de begge noget.
                Men ord. Jeg skulle bare finde de helt rigtige ord til at genfortælle kampen for dem. Ord, der var lige så stærke og varme som solstrålerne. Jeg var sikker på, at jeg nok skulle finde dem, inden jeg var hjemme. Jeg gik på stien langs med skoven. Jeg følte, at mine sanser var skarpe som aldrig før: Jeg kunne dufte blomsterne på skråningen og shampooen fra mit hår. Jeg kunne høre fuglene, og jeg ville kunne høre en bille kravle gennem græsset. Jeg kunne se som en ørn, få øje på det mindste insekt – og ud af øjenkrogen så jeg et glimt af en dreng! Oppe på skråningen, inden han forsvandt ind i skoven.
                Han var væk med det samme, men alligevel var jeg sikker. Jeg havde set drengen før. Ugen før, mente jeg. Nogenlunde samme sted. Hans hår var lyst, næsten helt hvidt, under hætten, som han havde oppe, selv om det var så varmt. Han havde set så alvorlig ud. Han var på min alder, men jeg kendte ham ikke. Han kom ikke i fodboldklubben, og han gik ikke på skolen. Måske var han bare en dreng, der samlede på biller, svampe eller grannåle i skoven! Hvad vidste jeg – jeg var også ligeglad! Der skulle mere end en underlig bille-boy til at ødelægge mit gode humør!

Jeg åbnede lågen i det hvide stakit med den ene tåspids, lukkede den også elegant bag mig med hælen.
                Bagdøren kunne jeg ikke få op med hverken fod eller hånd. Den var låst. Det plejede den ikke, men jeg gik om og benyttede hoveddøren.
                ”Det er mig!” råbte jeg og sparkede skoene af.
                Dog huskede jeg at samle skoene op og stille dem pænt ude på trappen, men så stod mor i døren og så på mig, som havde jeg anbragt dem oven på hendes rene vasketøj. Hun så så mærkelig ud i ansigtet, at jeg pludselig blev bange for, at der var sket en ulykke.
                ”Er det noget med far?” spurgte jeg.
                Da hun ikke reagerede, var jeg sikker. Der var sket noget med far! Jeg kunne mærke mit hjerte hamre. Åh, hvor det hamrede. Men så dukkede far op bag hende i entreen. Han stod ved døren til stuen og så ikke ud til at fejle noget som helst. 
                ”Er det moster Judith?” spurgte jeg.
                Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænkte på moster Judith, men det gjorde jeg bare.
                Men mor rystede på hovedet.
                Jeg sagde: ”Hvem så?”
                Hun blev bare ved med at ryste på hovedet.
                ”Det er …”
                ”Hvem?”
                ”Det er … Det er ikke så godt …”
                ”Hva’ er ikke så godt?!”
                Så sagde far: ”Det er bedst, du lukker døren nu, Sara!”
                Min mor sagde: ”Noget må være gået galt.”
                Min far svarede: ”Luk døren. Så ringer jeg til dem.”
                Mor så ikke på mig, da hun gjorde det: Hun lukkede døren foran næsen på mig.
                Jeg blev stående forvirret på trappestenen i strømpesokker.
                Så kunne jeg høre, at døren blev låst indefra.

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.