Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "Kvinde set fra ryggen":

 

 

1

 

Ida trækker vejret. Bogøs kystlinje er uklar og gnidret, som har nogen forsøgt at viske den ud på en tavle. Hendes baghoved gløder af sol da hun sænker hagen og lugter til blomsterne. Hun får øje på sin skygge, afstumpet og deform, og det får hende til at træde tættere på havnebassinet.

Hun har plukket buketten til Peter. Da han rejste rundt i Sydeuropa og Afrika sendte han blomster hjem til hende. Røde genzianer og kameliaer. Han sendte bregner, hvor hun ikke nænnede at svare at de var forvandlet til et smulder af gulnede flager, da de nåede frem. Peter er ikke gulnet og smuldret. Tværtimod. Da han kom hjem fra den store rejse var han bredere over brystet, havde fået en solid mave, og et tættere, afbleget skæg i det mahognibrune ansigt.

Peter har set det meste af verden. Han er i hvert fald blevet en verdensmand, og han har fået en guldmedalje for et af sine billeder. Da hun spurgte ham hvorfor han ikke gik rundt med guldmedaljen, havde han lagt nakken tilbage og leet højt. Hans latter er lang og larmende. Den lyder så gemacht, at hun kan blive flov på hans vegne. Men der er ellers intet gemacht ved Peter. Det er kun ham, der kan finde på at tage hende i favnen og gøre en lille svingom. Kun ham, der kalder hende for min lille stump.

Peter er den selvsamme, og alligevel altid forandret. Hun må spærre øjnene op og slå ørerne ud, også bare når han kommer hjem fra København og fortæller om hvad han har oplevet når han går ud ad døren på Nytorv. Det er som om han taler stadigt mere og højere. Gad vide om ordstrømmen har fået yderligere et nøk opad, eller føles det i virkeligheden bare sådan, fordi dagligdagen mellem deres forældre og hun selv er så lavmælt og ordknap?

Ida er spændt og begejstret. Hvordan mon han ser ud denne gang? Har han trimmet sit skæg på en anden måde, har han fået en ny vest, tillagt sig et nyt ord? Hun suger alt der er anderledes og enhver forandring til sig. Alt er som små gaver; undseelige beviser på at der findes en anden verden. I Rom, sagde Peter, kan man ikke tage tre skridt, uden at der er en kirke, en plads, en port, en statue, et springvand eller en søjle, man må stoppe op og beundre og studere.

Ida vender sig om og ser forbi toldkammeret op ad Strandgade. En hestevogn rumler langsomt nærmere med varer der skal med båden. Der ligger en halmbunke på hjørnet af Dosseringen. En hund gør bag en låge mellem to huse. En stabel af tønder foran en kælderskakt. Kirkens tårn rager op over husrækken, vender sin rødstensside til så solen sætter kanten af trappegavlen i flammer. Længere ude fiskeskurene og deres ophængte garn. Ida flytter buketten fra den ene hånd til den anden. Ikke at hun er nervøs, men hun får dårlig samvittighed hvis hendes hænder ikke er foretagsomme. Hun piller ved kraven på sin kjole, som er det sin forlovede hun venter på. Ida, der ikke har haft en kæreste, siden hun brød med Boye for flere år siden. Selv om Fiske-Mads med klumpfoden bliver ved med at sige, at det skal være de to. Hun forestiller sig at lægge nakken tilbage og le så højt som Peter, næste gang Fiske-Mads kommer med sit forslag.

            Der er ingen Fiske-Mads, men en snes mennesker der også venter på båden fra København. Ida nikker og smiler, hvis nogen hilser, men gør ellers hvad hun kan for at undgå kontakt. Folk finder heldigvis andre at sludre med og Ida trækker længere væk fra havnen. Vandet klukker mod bolværket.

            Der er ting som Ida ikke kan holde ud. Hun kan ikke holde ud at stå i kø, for så er man tvunget til at vrøvle om hvad man skal købe, om vejret, dårligdomme og familier. Eller når der er spil på Freys Hotel. Hun kan ikke holde alle de mennesker ud, røgen og lugten af varme kroppe, af sved, øl og rådne tænder. Hvis bare hun kunne overvære det mutters alene. Selv om det selvfølgelig ville være endnu værre – hvis skuespillerne kun havde hende at stirre på nede i salen. Ida kan ikke lade være med at dreje en halv omgang ved tanken. Hun hvisker ned i buketten.

            Lille Ida. Du er en sær snegl.

Det er hun. For hun er også bevidst om at hun hele tiden undgår at se mod nordvest, selv om det er vanvittigt meningsløst. Der er så mange bugtninger, utallige høje, skove, så mange mil, at man aldrig, ikke med en halv himmelstige og den kraftigste kikkert, ville kunne bare skimte Stubbekøbing havn, og alligevel har Ida på fornemmelsen, at hendes mor kan se hende fra bakken syd for Vordingborg, hvor Oringe ligger. Hun ved endda at hendes mor er sengeliggende fra morgen til aften. De tilråder den horisontale stilling, den skal fremme en udligning af det forstyrrede blodomløb. Overlægen har sagt, at det er det hendes mor har brug for. Ro og rutiner og så lidt som muligt der minder om hendes dagligdag.

Så lidt som muligt der minder hende om Ida? Det er den tanke som Ida ikke kan standse, hvad de så end siger, hendes far og overlægen, så trykker den uafladeligt mellem mave og hals. Som har nogen slået en besked op med et søm på hendes brystben. På sedlen står Jeg er skyld i min mors sygdom. Og lige nu står moren ved vinduet i sit værelse på Oringe og stirrer på hende tværs gennem skove, åse og gårde, og Ida kan ikke lade være med at vende ryggen til.

Selv på denne vindstille junidag er det gråblå hav riflet af strøm. En barndom fuld af skrækfortællinger om mennesker, skibe og heste, der har mistet livet på grund af strømmen i Grønsund. Det er sådan jeg har det, tænker Ida. Rolig udenpå, men med et hjerte der trækker som denne strøm. Hvor mon det vil flyde hen? Resterne af en fordærvet roe synes at ligge og stirre op på hende med to sorte øjenhuler. Hun prikker til den med skosnuden så den vender sig. Hun hvisker med en pibende stemme, som er det roen der spørger.

            Hvordan skal det dog gå dig, Ida?

            Hun hører det på folks palaver, før hun ser det. Københavnerbåden er på vej. Ud over købmandsforretningen er hendes far også dampskibsekspeditør. Det er Jens Peter Ilsted der står for billetsalget til bådene. Saxo er den ene af tre. Navnet står i stævnen på det flade dampskib, der funkler i solen, og Ida skynder sig nærmere med en svedig håndflade om stilkene på buketten.

Rødkindede ansigter på landgangsbroen, og lige da forventningen kammer over i frygt for at han ikke er med, dukker Peter op. Han holder sig ikke tilbage, men vifter heftigt med armen der holder hans malerkasse. Hun smiler genert, men han ler allerede og lander på kajen med et langt benspjæt. Hun når at opfange at vadsækken er udskiftet med en taske af rødbrunt skind, som han smider fra sig for at tage hende i favnen.

            Ida, min lille stump.

            Jeg har plukket disse til dig.

            Er det blomster fra haven? Tak, men hvor fjollet, Stump, ler han. Vi er jo hjemme om et øjeblik. De må være til dig, Vilhelm.

            Peter rækker buketten bagud til en høj, tynd, ung mand der står bag ham. Han tager imod buketten og rører ved sit overskæg, som er det fingrene der planter det lille smil om hans mund.

            Vilhelm Hammershøi, siger han og giver hende hånden.

Han ser længe på hende, og Ida er forvirret. Peter har ikke skrevet noget om at han tog en kammerat med hjem. Han har brunsorte øjne. Så vender den unge mand sig og skuer mod Bogø. Han er barhovedet med kortklippet, mørkt hår. Lang hals. Hun kan se at han har en skindtaske, malerkasse og et staffeli i ens stofposer. Han tager et par skridt og skærmer for solen med håndryggen. Peter hvisker til Ida.

            Det er ham jeg talte om. Geniet.

            Ida nikker, men hun husker ikke at have hørt om ham. Peter taler om så mange og så meget. Nogle gange er hun slet ikke klar over om han taler om en udenlandsk maler eller en eksotisk spise.

Hvordan har far det? spørger Peter.

            Han er blevet gammel på ingen tid, svarer Ida.

Hun er selv overrasket, men det er sandt. Det sidste halve år er deres far blevet stadig mere krumbøjet. Han sidder med næsen nede i regnskabsbøgerne og hoster gennem sin cigar. Skægget næsten helt hvidt. Hun serverer te med mælk og honning for ham om aftenen. Lægger af og til en hånd på hans skulder. Lader den ligge. Håber, at han vil sige noget. Fortælle, hvordan han har det. Fortælle om Hans Christian. Om mors sygdom. Han rømmer sig som for at gøre klar til at berette. Lille Ida, siger han så bare.

Peter griber sin taske og giver Ida de to stofposer med staffelier.

            Lad os komme hjem og se, om vi ikke kan muntre ham lidt op.

            De begynder at gå op ad Strandgade.

            Ida er altid i godt humør, siger Peter bagud til vennen, der stadig holder buketten. Så ubekymret. Er du ikke?

            Næ, jeg kan vist bare godt lide blomster, svarer hun.

            Peter ler. Den høje, nye latter. Den smitter, Ida kommer til at le med. Hun kan ikke huske hvornår hun sidst har leet. Vennen ler ikke, men stadig antydningen af et smil.

            Ida kan virkelig være sjov, siger Peter.

            Kan jeg det? tænker Ida. Hun ved bare at hun kan lide at være glad. Faktisk føler hun sig med ét vemodig. For nu hvor Peter er kommet har hun ikke mere at glæde sig til. Hun kan i stedet begynde at grue for den dag, han skal af sted.

 

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.