Tilbage til bogen

 

Interview med Jesper Wung-Sung om novellesamlingen Lad os rejse os

Åben interviewet som Word-dokument

 

Forfatteren Jesper Wung-Sung debuterede i 1998 med novellesamlingen To ryk og en aflevering. Siden har han skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne. Han har engang i et interview udtalt, at hans mål er at skrive i alt 200 noveller. Der er hidtil kommet seks novellesamlinger fra hans hånd: To ryk og en aflevering (1998), Og havet klapper (2000), Mænd er fra Marstal (2007), Trælår (2009), Tretten tynde teenagere (2011), Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl (2012). Og nu altså den syvende: Lad os rejse os (2020).

FUGL: Du har sagt, at du agter at skrive i alt to hundrede noveller. Så vidt jeg kan regne ud, har du – medregnet den nye samling – til dags dato skrevet i alt 123 noveller. Altså et godt stykke over halvvejs mod det bebudede mål, men der er gået otte år mellem Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl og den nyeste samling Lad os rejse os. Hvorfor så lang tid?

 JWS: Det er faktisk kun 122 noveller, fordi en novelle – ”At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten” – forekommer i to af bøgerne … Men otte år … Åh, det er ikke bevidst. Der har blot været en del andre bøger, som skulle skrives først, blandt andet En anden gren, som er romanen om mine oldeforældre, San og Ingeborg Wung-Sung … Og så er der også den forskel, at hvor jeg tidligere har sat mig ned over en lang periode og udelukkende skrevet noveller, så er disse noveller kommet drypvis, via mere pludselig inspiration. Måske er det derfor, at enkelte af dem også er længere end gennemsnitslængden for mine noveller. De er ligesom et univers i sit selv. Den eneste retning jeg blev trukket i, eller den eneste regel, jeg havde opstillet for mig selv, var, at de skulle handle om at være ung. Det unge blik på verden af i dag …


SNEMANDEN 

FUGL: Godt. Så lad os prøve at forholde os til novellerne en for en. Den første novelle i Lad os rejse os hedder ”Snemanden”. Ikke den længste novelle, men en af dem, der i forhold til dine øvrige noveller, har en vis længde. Hvordan fik du ideen til ”Snemanden”?

 JWS: Det er en klassisk coming of age-historie. Vi forandrer os alle hele tiden, men når man er ung er forandringerne voldsomme – nærmest overvældende – både fysisk og psykisk. Man står i midten af en orkan, og skal samtidig forsøge at forstå og erobre verden – at finde sin plads. Det gør man blandt andet ved at være selvoptaget, urimelig og firkantet. Det er der ikke noget grundlæggende forkert i. Jeg er på de unges side. Man må prøve sig frem. Man stiver sig af ved at finde sammen med nogen, men også ved at stille sig i opposition til noget andet, nogle andre. Daniel distancerer sig i forhold til morens liv og skæbne. Hans liv skal i hvert fald ikke ende som hendes. Derfor føler han også en spontan sympati og forståelse for blafferen.

          Der er ofte en lillebitte smule af mig selv i mine karakterer, og det er der også i Daniel. Denne længsel efter frihed. Efter at leve anderledes. Dette med ikke at ende på et kontor, hvor man gør, hvad andre mennesker siger, at man skal gøre. På en måde er det jo lykkedes for mig. Jeg har aldrig haft et fast arbejde. Sidste gang jeg skulle noget, og hvor andre bestemte over min dagligdag, var da jeg gik i gymnasiet. Jeg kan skrive når som helst og hvor som helst. Men omvendt er det jo også det, jeg gør. Jeg skriver hver dag. Jeg har en familie. Jeg bor i et hus. Min hverdag er fyldt med godt nok selvvalgte rutiner, men stadig masser af rutiner. Blafferen – Miguel - siger det på et tidspunkt sådan her: Tilfældigheder møder lovmæssigheder. Der er en masse i vores liv, som vi ikke er herre over, og der er andet, som nærmest uvægerligt styres i én retning, eller som er dømt til at give et bestemt resultat.

          Der er også en underliggende trussel i denne bemærkning. Måske en dødstrussel. Og der er en anden inspirationskilde til novellen, nemlig gyserfilm. Dette med at unge mennesker stopper ved den forkerte tankstation, eller de tager den forkerte blaffer op. Der er noget Døden over Miguel. Først kommer han ind i bilen med et sus af frihed – og anderledeshed – for Daniel, men langsomt, mens de triller ud af landevejen i en lille rød bil, kommer han til at stå for fængsel og død. Truslen udefra. Og dermed viser det sig, at i virkeligheden har Daniel – også i den forstand – mere til fælles med sin mor end med denne blaffer. Det er næsten bibelsk: Han har bidt af æbleskiven. En uskyld er tabt. Daniel kan ikke længere bare sige, sådan vil jeg være eller sådan vil jeg aldrig være. Ligesom en identitet, et menneske, aldrig er entydig, hvilket både mor og blaffer beviser i løbet af køreturen.

 FUGL: Hvordan knytter en novelle som ”Snemanden” sig til dit øvrige forfatterskab? 

JWS: Ved netop at være en historie om at være ung og blive konfronteret med verden, knytter novellen sig til rigtig meget, som jeg har skrevet fra ungdomsromanen En-to-tre-NU!, hvor hovedpersonen, Jeppe, også møder verdenen på godt og ondt gennem Cecilie og hendes kræftsygdom, til romanen Skolen, hvor døden ikke kommer i form af en blaffer, men som en virus, der spærrer de unge mennesker inde. En novelle som ”Naive Farbror Johnny” fra Mænd er fra Marstal er samme slags novelle. En biltur, der forandrer hovedpersonen for altid.

 FUGL: Hvad med titlen? ”Snemanden” spiller jo kun en lille rolle i novellen?

 JWS: Lille, men vigtig. Først er der selve fænomenet: en snemand. Det er i grunden lidt mærkeligt, at når man kan bygge lige, hvad man vil, så bygger man en snemand. Altså noget, der skal ligne et menneske. Vi er så besatte af os selv – vi mennesker. Vi forsøger hele tiden at forstå os selv. En snemand er som en karikaturtegning. Den skal minde om et menneske, så vi kan trække på smilebåndet. Vi forstår os selv gennem alt fra en snemand til en novelle.

          Vi hører meget lidt om Daniels far, ikke andet end at han nu er sammen med en udenlandsk mand – i et formentlig anderledes liv, end det han levede sammen med Daniel og Daniels mor. Vi ved alle, at en snemanden vil ende med at smelte, når man bor i Danmark. Derfor er en snemand en tragisk figur. Vi ved på forhånd, at den skal dø – hvor meget den end står og smiler i haven. Ligesom vi mennesker. Det er jo i grunden rørende. Filminstruktøren David Lynch har i øvrigt udgivet en lille skøn bog med fotografier af snemænd. Lynch er jo besat af død og perversiteter, så jeg tror det er der, at han har dette blik for snemænd …

          Daniels far synes, at hans søn skal konfronteres med det faktum, at alt dør. At lige meget hvor hårdt du har knoklet for noget – for eksempel med at bygge en snemand – så bliver det taget fra dig. Hans søn skal hærdes. På en måde har faren selvfølgelig ret i sit livssyn, men jeg har nu også stor sympati for moren, der synes den slags overvejelser er spild af tid. Som giver snemanden risengrød, og dermed lever sig ind i illusionen, om at den er levende, og at ting varer ved. Det er hendes blik på livet: Ja, ja, men spis nu en æbleskive …

 

DEN SIDSTE AVIS

FUGL: Så kommer ”Den sidste avis”. Hvad var inspirationen til denne novelle?

JWS: Man kan godt sige, at ”Snemanden” og ”Den sidste avis” er beslægtede. De har begge en mandlig teenager som hovedperson, der møder en fremmed, som efterlader dem forandret. Der er et personligt udgangspunkt i forhold til det rum, som novellen fortælles i. Jeg har kørt med aviser. Jeg havde den samme rute på havnen i Marstal i tre år. Man burde komme op til Dronningen og få en medajle, når man har kørt med aviser i tre år! Det er elendigt betalt. Der er ikke noget, som hedder orkan- eller hagltillæg. Hvis du ikke kan komme frem på grund af sne, får du ikke en krone mere …. Og så brugte jeg mine avispenge på havnegrillen, inden jeg kørte med aviserne. Så det var én stor underskudsforretning. Det er jo en lignende situation, som hovedpersonen befinder sig i. Han befinder sig i denne teenagertilstand, hvor man ikke orker noget. Hvor han bare flyder med strømmen. Eller han er reelt på nippet til at bryde ud af den. Han ved, der skal og må ske noget. Eller som om der var noget, jeg skulle forstå, står der.

            Da han træder ind på grillen, sidder en mand på hans sædvanlige plads – nærmest som er det sit fremtidige, voksne-jeg, han kan se. Man kan overveje om det er et skræmmebillede – altså hvad han bliver til, hvis han ikke forstår, at han skal tage sig sammen. Og at han må træffe valg. For eksempel i forhold til Nanna-Sofie. Han kan ikke være passiv længere og lade andre handle på hans vegne. Han handler jo til sidst ved at kvitte avisjobbet.

          Samtidig handler novellen om, hvorvidt vi har en skæbne. Og om nogle ting er bestemt på forhånd. Det fornemmer hovedpersonen, når han konkluderer, at jeg ville forspilde de chancer, jeg ville få for at blive smart eller rig. Men den mærkelige mands spådom peger i en anden retning, og eftersom hovedpersonen ikke har tilknytning til sin far, ikke rigtig ved hvordan det er gået ham, så kunne manden på grillbaren jo godt være hans far. Der er ikke noget i teksten, som udelukker det. I så fald kunne han komme for at advare sønnen mod at ende som ham selv. At denne forestilling som manden har, om at hovedpersonen vil komme til at dø i en swimmingpool på toppen af en skyskraber er et billede, der skal få ham til at tage hånd om sin skæbne.

 FUGL: Du har selvfølgelig været inde på det, men titlen ”Den sidste avis”?

 JWS: Det er både den sidste, altså overskydende avis, som hovedpersonen har tilbage, fordi et menneske på ruten er død. Det har jeg også selv oplevet, og det er et lille, sært og smukt billede på dette med, at livet går videre. Aviserne bliver trykt og bragt ud – selv om der ikke længere lever nogen på adressen … Det er også den sidste avis i den forstand, at hovedpersonen siger sit job op. Og dermed siger titlen også, at han ændrer sig. Er på vej et andet sted hen i livet.

FUGL: Det er ikke første gang, der optræder et avisbud i en tekst af Jesper Wung-Sung!

 JWS: Sikkert heller ikke sidste gang! På en måde er novellen en blanding af to af de første noveller, jeg nogensinde skrev. ”Avisen” og ”Pølsen”, der begge står trykt i To ryk og en aflevering. Den tykke mand i kedeldragt, der er i gang med en ribbenstegssandwich, er en hilsen til hovedpersonen i ”Pølsen”, og ligesom i denne novelle er det den fremmede – den der kommer ind mellem stamkunderne på grillen – der skubber til hovedpersonen. I ”Avisen” er der også en kunde på ruten, der er død. ”Varmen” fra samme samling handler også om et avisbud … ”Force majeure” fra Mænd er fra Marstal foregår på en grillbar. I erindringsbogen Lynkineser er der et kapitel, der hedder ”Det sidste avisbud”, og som handler om min storhed og mit fald som avisbud i Marstal. Så der er mange tråde ud i de forskellige værker …



DEN DØDE BABYSITTER

FUGL: Hvilke tanker ligger der bag novellen ”Den døde babysitter”?

JWS: Igen handler det om at vælge. Og om et ungt menneskes blik på de såkaldte voksne. Først det rent overfladiske blik: at det kan tage sig pinligt ud, når de voksne går til klæd-ud-fester. Men også et blik, der viser, at det her er to kulturer i samme by, der støder sammen. Den rige, overklassefamilie, hvor Selina – som kommer fra en anden baggrund uden denne helt præciseres – er babysitter. Det er ofte mødet med et andet miljø, som får mennesker til at reflektere over deres eget liv. Det gælder også for Selina, når hun babysitter. Hun fik lyst til at være en anden. Måske er det endda dette rigmandshjem, der har fået hende til at droppe sin kæreste, Andreas.

          Det er også kun, når hun er i dette hus, at hun tænker på Gud. Det er altså en slags eksistentiel krise, hun befinder sig i. Det er også årsagen til, at hun konfronterer Andreas med hans drømme. Er han manden, der kan skaffe hende sådan et hus? Så hun tænker over livet, men samtidig er døden højest nærværende i form af rygter om en seriemorder med uglemaske. Det får hende til at tænke: Hvor var der lille forskel på at være levende og død. Det synes jeg er et fantastisk udgangspunkt for at vælge, hvad man vil her i livet! Selina vælger jo Andreas til sidst, og det kan forstås som, at hun forliger sig med den, hun er. Hun skal ikke være en anden. Hun vil ikke bære en maske. 

 FUGL: Novellen set i sammenhæng med dine øvrige bøger?

 JWS: Den ligger i lige forlængelse af en novelle som ”STUDENTERGILDET IX” fra Mænd er fra Marstal, der dog er en pastiche på en gyser – blot med en jeg-fortæller. Og så er den beslægtet med det eneste, jeg nogensinde har udgivet, som ikke er drevet af et behov for at diskutere livet gennem litteraturen, men mere skrevet for underholdningens eller genrens skyld, nemlig de to bind af Fugleskræmslet, som er regelrette gysere. Der er visse konventioner i gysere, som er fornøjelige at arbejde med og mod. For eksempel stiger uhyggen i ”Den døde babysitter” i det øjeblik, Selina hælder vodka i sin sodavand – altså gør noget ulovligt eller vovet. Dem, der først har sex i en gyser, det er også dem, der dør først – sådan lyder en af reglerne. Et digt som ”De valgte” fra Kommer let, går let handler også om de samme ungdommelig valgsituationer og er skrevet med samme slags genrebevidsthed.

 FUGL: Titlen ”Den døde babysitter”?

 JWS: Ha. Gysere har ofte en sådan lige-i-fjæset dum titel. Der kommer selvfølgelig også et element af spænding i historien med sådan en titel. Og så ligger der en uhyggelig modsætning i ordene ”baby” og ”død”. Endelig passer det til en verden, som vi indimellem må betragte som syg, fordi der er mennesker, som myrder andre, blot fordi de tilhører en bestemt gruppe. For eksempel fordi de er ”kvinder”, ”venstreorienterede”, ”sorte”, ”jøder” og så videre. Her er ”babysittere” denne udvikling sat på spidsen.

 

PIGEN PÅ TORVET

FUGL: Hvordan opstod ideen til ”Pigen på torvet”?

JWS: Jeg tror, at vi alle har oplevet ”en scene” i byrummet, hvor vi ikke har grebet ind, eller har været på vej videre. Den kan være observeret gennem et bil- eller busvindue. Vi kan også have siddet på en café og set det ske udenfor, eller det kan være, at vi bare er gået forbi. Jeg ville gerne skrive om en sådan scene, men hvor hovedpersonen stopper op og dermed erhverver sig en indsigt i det skete. Altså hvorfor sidder pigen der på torvet? Det var udgangspunkt for novellen.

          Så er der synsvinklen. Man taler især i undervisningen meget om ”den utroværdige jeg-fortæller”. Dette er vist en af dem. Men årsagen til, at de er interessante for mig som forfatter, er at disse stemmer jo ikke er utroværdige, men derimod højest troværdige inden for deres eget univers. Alene i kraft af deres stemme skaber de en suveræn verden. Det er det, der lykkedes i Huckleberry Finn og The Catcher in the Rye – for at nævne to af verdenslitteraturhistoriens mest vidunderlige og inciterende jeg-fortællere. Det har jeg selv tidligere forsøgt med Jeppes stemme i En-to-tre-NU! eller Flemming Brønds i Kender du ikke akkusativ. Det er formentlig tydeligt for læseren, at jeg-fortælleren i ”Pigen på torvet” er skæv på sin egen måde. I virkeligheden er det ikke ”pigen på torvet”, men ”fyren på torvet” der er den mest mystiske.

          Jeg overvejede om det kunne være en fælde, fortæller jeget. Hvis man skal bevare sin totale frihed – og dermed opretholde sit verdensbillede – må man ikke engagere sig i andre, få et indblik i deres blik på verden. Normalt plejer hovedpersonen også at lade, som om han er fra et andet land, hvis nogen henvender sig til ham. Så det er her, tingene går galt for hovedpersonen. Han henvender sig til pigen – og hun rykker ved hans selvforståelse og verdensbillede. Måske beder hun endda om hans hjælp, og han ved ikke, hvad han skal stille op.

          Der er et par små sprækker i historien, der levner plads til en konkret forklaring. At han noterer sig, at hun muligvis er tre et halvt år yngre end ham. Det kan tilskrives hans kringlede, småautistiske tankegang, men det kunne jo også være, fordi han har forsøgt at regne ud, om hun kunne være en han kendte. For eksempel en halvlillesøster han ikke har set i mange år.

          I hvert fald kan man komme til at betale en høj pris for at se verden – og dermed sig selv – med en andens blik.

 FUGL: Kan du også sige lidt om titlen?

 JWS: Der er et ærbødigt lille nik til ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Der er jo også disse eventyr-henvisninger i novellen. Pigen mangler sin ene sko som Askepot. Hun venter på prinsen på den hvide hest. Men det bliver jo et antieventyr, for der kommer ingen prins, og hvis de tomme flasker er det halve kongerige, så bliver de smidt i vandet til sidst. Ingen lever lykkeligt, som det ellers går i den cowboybog, som hovedpersonen læser. Her er sheriffen upåvirket af omgivelserne. Han handler altid rigtigt. Denne bog, jeg nu nævner, er ikke en western, men titlen har en lignende klang som novellen: Det lille hus på prærien.

 FUGL: Hvordan indgår novellen i forhold til dit øvrige forfatterskab?

 JWS: En stor del af mit forfatterskab kredser om det, jeg kalder F&F. Frihed og fællesskab. I et moderne liv er det den sværeste balance at finde: Hvordan man vedbliver med at være sig selv og vælger frit, samtidig med man forpligter sig på næsten og fællesskabet. Jeg har især skrevet meget om at stå uden for fællesskabet. Det gør Jonas i Kopierne. Det gør Janus og Marcus i Ægte brøker. Det gør Zam i Zam. Det gør Alfred i Alfred og gabestokken. Det gør Diego i Diego & Dolly. Man kan vel godt kalde fortælleren i ”Pigen på torvet” for en fjern fætter til Diego, til dels på den psykologiske indholdsside, hvor han definerer sig i opposition til ”de andre”, og til dels på det fortællemæssige niveau, hvor de begge er indehavere af den samme sære – eller utroværdige – jeg-stemme. De er begge konger i et rige med én indbygger.

          Et digt som ”Ensomhed” fra Kommer let, går let har dette pige-drenge-blik på at føle sig anderledes. Noveller som ”Vi er streger i luften” eller ”Ingen tid” fra Tretten tynde teenagere følger lignende, aparte sind.


 

SUKKERMUSEN

FUGL: Så er vi nået til novellen ”Sukkermusen”. Hvorfor skrev du den?

JWS: Det er en novelle til tiden og om tiden. Den handler om en verden, man kan være ung i, og som ikke eksisterede, da jeg var ung. Der findes i dag en mulighed for at leve et parallelt liv, eller i hvert fald at skabe en delvist fiktiv person, som man deler med verden. Der ligger en fascinerende blanding af magt og afmagt i at have en sådan persona. Det handler om en balance, der kan tippe; mellem at styre og blive styret. Og om at udvikle en afhængighed af likes og følgere. At det ender med at blive den måde man forstår sig selv og verden på. Familien, der sidder i parken i novellen, fremstår derfor lige pludselig som frie – og rige – fordi de gør noget uden at vise det til andre, uden at bekymre sig om andres mening. Selv om de ikke foretager sig andet end at sidde på et tæppe og spise købekage.

          Jeg behøvede blot at åbne for computeren eller telefonen – så væltede det ind med inspiration til novellen. Men ét er de børn og unge som selv har en sådan profil eller identitet. Noget andet er, når det er voksne – typisk forældre – der bruger deres børn i hvad, der i sidste ende er et forretningsmæssigt eller sympati- og identitetssøgende projekt. Det rejser et etisk spørgsmål: Kan man som voksen tillade sig det? Er det ikke et misbrug af børnene? Der kan være noget vampyragtigt over denne opførsel, hvor der suges blod og identitet ud af det unge liv.

          Så også i denne novelle er der en voksen-barn/ung relation på spil. Der sker også en anden skævvridning i forholdet. Det er en helt naturlig del af et ungt menneskes udvikling at distancere sig selv i forhold til dets forældre og andre voksne. Men i ”Sukkermusen” har moren obstrueret denne mulighed for løsrivelse, fordi de ikke bare er mor-datter. De er et team. De er nærmest ét.

           I novellen forsøger Asta at gøre oprør. Den sidste hun snakker med er fulderikken, der viser vejen ved at fortælle, at han kravler ud af toiletvinduet, hvis han ikke længere kan holde ud at sidde stille i et selskab. Og det sidste Asta tænker på, er et udklip af en mammut, der bliver dræbt af nogle hulemænd. Hun vil tilbage til en verden, hvor man spiser for at overleve. Ikke for at blive set.

FUGL: Og hvis vi forsøger at anskue ”Sukkermusen” i forhold til dine andre tekster?

 JWS: Temaet med at blive ædt op eller miste sig selv, har jeg skrevet om adskillige gange. Et digt som ”Vi mister forbindelsen” fra Kommer let, går let handler i høj grad om dette. Det gør en novelle som ”Den fede frue” fra Tretten tynde teenagere også. Man kunne måske også nævne ”Catwalk” fra samme bog på grund af det med øret, som i ”Sukkermusen” er et fysisk – og symbolsk – udtryk for, at hun er ved at miste sig selv, men det gør hovedpersonen i ”Catwalk” vel også gennem sine pumaører-operation. Jonas i romanen Kopierne går i opløsning, og det endda måske fordi omverdenen fornægter hans eksistens. Julie i novellen ”Karakter” fra Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl har også altid forsøgt at gøre det rigtige og være den bedste i forhold til skolen. Astas rådvildhed på bænken kan minde om det øjeblik, hvor Julie går fuldstændig i stå til eksamen.

 FUGL: Den hedder ”Sukkermusen” – hvorfor?

 JWS: Fordi jeg ville have en sukkersød titel, og pointen er jo netop, at man kalder sig noget på sin profil, der signalerer, hvad man er eller vil identificeres som. Ellers skulle den jo bare hedde ”Asta” – som hovedpersonen. Og ”sukkermus” er sådan et barnligt kælenavn, der får en til at trække på smilebåndet, men det er også en etikette, der kan holde en person fastlåst i en rolle. Indtil musen får gnavet sig ud ….

 

KUNDEN

FUGL: Så følger en lidt anderledes novelle ”Kunden”? Det er også en af de korteste. Kan du sige lidt om den?

 JWS: Der findes selvfølgelig mange årsager til at blive forfatter. Jeg har allerede nævnt min egen trang til frihed. Til selv at bestemme. Det er en slags ydre årsag til, at jeg blev forfatter. Min indre årsag – og egentlige drivkraft – er et grundlæggende behov for at diskutere denne tilværelse – alt det jeg ikke forstår, det der nager mig, pirrer mig, undrer mig. Her er naturligvis de helt store eksistentielle spørgsmål. Hvorfor lever jeg? Hvordan bør jeg leve? Hvordan er jeg mig selv, men stadig en del af et fællesskab? Overvejelser på det niveau. Men jeg har også en forkærlighed for alle de små skred og forskydninger i hverdagen. Det er jo på det niveau, at de fleste af os lever. Så på den breddegrad har jeg altid haft en dyb fascination af replikker. ”Replikker” er hvad, det kan kaldes, når det er kommet gennem en forfatters blik, øre, hjerne, men inden da er ”bemærkninger” det rigtige ord. De fødes som bemærkninger, der kommer ud af munden på et almindeligt menneske i en almindelig dagligdags situation. Jeg husker masser af bemærkninger, som folk har sagt til mig, eller som jeg har overhørt, da jeg var barn. Og her er der vel at mærke ikke tale om dramatiske bemærkninger, men noget umiddelbart hverdagsagtigt og netop i mere end en forstand udramatisk. Det kan være en bemærkning, som et menneske bag disken i en forretning er kommet med, eller den måde et voksent menneske har bedt mig om at hilse derhjemme på. Men hvorfor kan jeg huske disse bemærkninger? Det kan jeg, fordi de ikke var entydige. De skulle ikke kun sige det, som ordene ved en overfladisk betragtning betød – der lå noget andet og mere under eller bagved det umiddelbart sagte. Jeg var ude af stand til at forstå denne anden betydning, men altså kvik nok til at fatte, at der lå mere end som så i ordene.

          Den slags bemærkninger falder i talrige afskygninger på enhver arbejdsplads, ved ethvert middagsselskab, i enhver sportsklub … Jeg vil vove og påstå: Den slags bemærkninger falder i ethvert rum, hvor der befinder sig mere end ét menneske. I undervisningen og analysen af skønlitterære tekster taler man om, hvad der står mellem linjerne eller underteksten. ”Kunden” er skrevet på baggrund af min fascination af, hvor mange dagligdags bemærkninger der også rummer en undertekst eller noget mellem linjerne.

 FUGL: Du har valgt at kalde novellen for ”Kunden”?

 JWS: Kunden befinder sig i periferien af hovedpersonernes, servitricernes, eksistens. Kunden er kun til for dem, for at de kan realisere deres mål. At tjene penge til at købe en lejlighed. At tjene penge til at tage ud at rejse. På samme måde eksisterer vi alle i periferien af andres liv. De to piger er tættere på hinanden, fordi de arbejder bag samme disk, men om nogle år har de bevæget sig i hver sin retning og måske glemt, hvad kollegaen hed. ”Kunde” er en god betegnelse for dette perifere forhold. Samtidig er det kunden, der muliggør samtalen, fordi de to piger venter på, at han drikker ud. Deres blik på ham, får dem også til at sige noget om, hvem de selv er, og hvordan de har det med hinanden. Der er en magtkamp i deres dialog. Når den høje taler om at købe en bikini, siger hun samtidig, at hun vil se bedre ud i den end den lyshårede og så videre.

          Der er selvfølgelig en vis forbindelse mellem kunden og mig selv. Jeg har også skrevet novellen, fordi det er noget, jeg har skullet vænne mig til. Dette med at der efterhånden er en vis risiko eller chance for at nogen genkender mig, når jeg for eksempel går ind på en café. Det er lidt mærkeligt ikke at vide, hvem det er, der står bag baren eller sidder ved de andre borde, men at der måske er nogen af dem, der ved hvem jeg er, og derfor lægger mærke til, hvad jeg spiser eller drikker. Så der ligger nok også et behov for at omfavne eller acceptere den oplevelse, det blik på mig, i novellen.

FUGL: Hvordan føler du, at ”Kunden” knytter sig an til det, du ellers har skrevet?

 JWS: En novellesamling som To ryk og en aflevering trækker meget forenklet på to novelletraditioner. En realistisk fortællende tradition som jeg har været glad for – for eksempel repræsenteret ved Jørgen Nielsen og John Fante. Men også en mere minimalistisk realisme, hvor psykologien – hvor det der er på spil – ikke bliver forklaret af fortælleren via eksempelvis adgang til personernes bevidst, men hvor læseren må afkode især replikkerne for at forstå novellen. Her er amerikanere som Hemingway, Carver og Crane forbilledlige. Selv om sidstnævnte – sammen med landsmænd som Sherwood Anderson og Scott Fitzgerald – kan sige at stå med en fod i hver lejr. Det gjorde jeg også i To ryk og en aflevering, og derfor er der et slægtsskab med novellerne i min debutsamling og ”Kunden”.

          Der er vist kun én novelle, som jeg efterhånden har læst op flere hundrede gange i forbindelse med foredrag. Det er ”Par ting” fra Mænd er fra Marstal, som er en nærmest ubrudt dialog mellem et kærestepar, der er kommet til at snakke om vægt – og så tager det ene ord ligesom det andet. Så ”Kunden” minder en del om denne novelle i struktur, selv om man kan sige, at der ikke er så meget mellem linjerne i ”Par ting” som i ”Kunden”, fordi alt i førstnævnte bliver sagt linjen, mens der i ”Kunden” ligger mere end ét i en replik som: ”Du kan lige så godt vænne dig til det.” Ja, jeg ville kunne nævne de første fire betydninger af de ord. Plus alle dem, som forfatteren endnu ikke har gennemskuet. På den måde er ens egen tekst jo også lige så gådefuld og righoldig, som en bemærkning Jesper Wung-Sung hørte i SportsMaster i Marstal, da han var 14 år gammel.

 

SIDELINJEN

FUGL: Fra en af de korteste til den længste novelle i samlingen, ”Sidelinjen”. Hvad var din inspiration til denne?

JWS: Jeg er selv meget langsom. Relativt sent udviklet fysisk og psykisk. Jeg forstår ting langsomt. Jeg reagerer langsomt. Sådan opfatter jeg mig selv, men jeg føler, at min fordel muligvis er, at når jeg endelig har fået fumlet og tænkt mig frem til noget, så er jeg sikker. Jeg har ikke løjet for mig selv undervejs. Det er så ærligt, som det kan blive. Altså kan jeg stå fast.

          Modsat en hel del af mine kollegaer har jeg ikke altid vidst, at jeg ville være forfatter. Jeg var i begyndelsen af 20’erne, før jeg fornemmede, at det nok var det jeg skulle være – og 24-25 før jeg var sikker. Til gengæld har jeg ikke ønsket at lave noget som helst andet siden den dag. Og jeg kommer heller ikke til det. Jeg sidder aldrig og tænker: Jeg kunne måske også prøve at … Eller: Jeg kunne jo bruge et år på at prøve … Jeg kommer til at dø i gang med en ny bog.

          Men hvis jeg altså skulle have været balletdanser eller fodboldspiller, ville det allerede have været for sent det øjeblik, jeg var klar til at begynde min karriere. Derfor har jeg altid været imponeret over og betaget af unge mennesker, der i så tidlig en alder kan satse så dedikeret på én ting. Men også skræmt af det. At man kan have en professionel tankegang som 15-årig. På en måde er det meget beundringsværdigt, men samtidig er det at vride armen om på sit unge jeg i en alder, hvor man ellers skulle have lov til at afprøve lidt af hvert. I stedet går man i en slags kloster, hvor man helliger sig én ting, om det er en bestemt sportsgren, musik, uddannelse eller noget helt fjerde.

          At blive voksen er én lang løbende øvelse i at give afkald. Når man går ind ad en dør, så lukker tre andre sig endegyldigt for én. Men som ung – er det ikke her, hvor man har lov til at kaste sig ind og ud af alle mulige døre? Det er de tanker, som hovedpersonen i ”Sidelinjen”, Johannes, er begyndt at tumle med. Novellen lægger ud med Johannes, som står midt i en kaotisk fest, men der hærger en endnu mere kaotisk eksistentiel krise i hans indre. Denne dag er mærkelig, som han siger til sin ekskæreste, Amanda. Han har slået op med hende, fordi han har dårlig samvittighed over, at han altid er et andet sted fysisk eller mentalt – nemlig på fodboldbanen. Han tager sig i at føle sig som en alien. Det gør han, fordi han har meldt sig ud i forhold sine kammerater. Hele tiden har han denne indre coach, der siger, hvad han skal gøre. Du burde sove nu. Passivrygning er usundt. Tid til strækninger. Det kræver en benhård disciplin, men det er også at have meget trygge rammer. Man ved, hvad man må og ikke må, skal og ikke skal, i denne verden. Og som han selv tænker: Det vigtigste ord er NEJ. Man kan tillade sig at være meget egoistisk, hvis man er meget dygtig til noget. Men Johannes spørger sig selv, om det er det hele værd? Om han bidrager med noget gennem sin opførsel? Der står: Det havde altid været de to. Johannes og bolden. Men nu må han spørge sig selv: Er det overhovedet sjovt at spille længere? Novellen er én lang krise eller søgen efter mening.

 FUGL: Hvordan ville du placere ”Sidelinjen” i dit forfatterskab?

 JWS: Det er nærliggende at sammenligne den med en ungdomsroman som En-to-tre-NU! Både roman og novelle foregår på Fyn, og Jeppe og Johannes har det samme talent og dedikation i forhold til deres sport – henholdsvis basketball og fodbold. Men de har også den samme tvivl. Er dét det hele værd? Jeppe vælger til sidst – i hvert fald i første omgang – sin ven, Jack, før basketball, mens Johannes synes at vende alt og alle ryggen – også fodbolden.

          Men faktisk vil jeg sige, at der er endnu mere Marcus fra Ægte brøker i Johannes. De er begge umiddelbare successer. Kærester med de skønneste piger og de bedste til at spille fodbold. Men det føles alligevel ikke rigtigt. Deres sind er skrøbeligt. De er for kvikke til at kunne lukke øjnene for det selvbedrag, der også ligger i at dyrke én ting. Og der lurer en selvdestruktivitet under overfladen hos dem begge. Slutningen af novellen rummer et selvpineri, der er mere Marcus end Jeppe.

          Jeg vil også nævne ”Lige netop dette”, et digt fra Kommer let, går let, fordi tonen og temaet minder om ”Sidelinjen”. Det handler også om at være i en krise, pludselig at se sig selv udefra, eller – ligesom Johannes – at stå på sidelinjen og glo ind på en fest, hvor du føler dig som en alien.

 FUGL: Så er du sådan set inde på det. Titlen ”Sidelinjen” …

 JWS: Når man står på sidelinjen, så er man ikke på banen. Man deltager ikke. Så titlen henviser til Johannes fornemmelse af ikke at være med. Til festen står han udenfor. Han er ikke en rigtig del af den. Titlen henviser også til Benjamin, Johannes’ holdkammerat, der har haft et frygteligt benbrud, og som derfor også er henvist til at sidde på sidelinjen. Så i livet er der to sidelinjer. Den sidelinje man frivilligt kan vælge at stå ude på, og så den som skæbnen, tilfældighederne, myndighederne – eller hvem der nu bestemmer – kan anbringe én ved.

 

AYA

FUGL: Kan du sige lidt om novellen ”Aya”? Hvorfor skrev du den novelle?

JWS: Det er en novelle med en klar bibelsk reference, nemlig til Jesus’ lignelse om ”Den fortabte søn”. Det er en af de smukkeste, men måske også lidt stødende fortællinger i Bibelen. Det, der støder os, er, at vi lever med et retfærdighedsbegreb, og dermed en tro på, at for eksempel hårdt arbejde og loyalitet skal belønnes. I ”Den fortabte søn” er den ene søn draget ud i verden, og har brugt alle de penge, han har fået af sin far, på druk og damer, mens den anden søn er blevet hjemme og har arbejdet samvittighedsfuldt for faren. Men da den bortrejste søn vender hjem, bliver faren så glad, at han vil holde en stor fest for ham – noget han aldrig ville gøre for den hjemmeboende søn. Da sønnen, der er blevet hjemme, bebrejder faren dette – at det forekommer ham uretfærdigt – svarer faren nærmest: Du er jo her hele tiden, men din bror har været død og er nu blevet levende. Lad os feste på grund af det! Punktum. Vi ved altså ikke, hvad der sker herefter, men i ”Aya” har jeg brygget videre på historien.

          Sharon, den hjemvendte storesøster, siger det sådan her: Jeg har lært, at den eneste afgørende forskel på mennesker er, at der er dem, der gang på gang kan kravle op af det lille hul, man falder ned i – og så er der de andre … Og jeg er glad for, at du er, som du er. Det er nærmest en tale om de to sønner fra lignelsen, og storesøsteren afslører vel også, at hun ikke selv kan komme op af et sådant hul, men at hun betragter lillesøsteren – og forældrene – som nogle der kravler op af små huller dagligt. Jævnfør farens 25 års jubilæum i firmaet.

          Jeg har altid været interesseret i den måde, som mennesker fortæller om deres liv på. Hvad siger de, hvis de skal koge 10 år ned til fem minutters snak? Hvilke huller der kan være i en sådan fortælling. Jeg kan ikke lade være med at sidde og tænke: Hvis det var så fantastisk at arbejde på den Michelin-restaurant i New Zealand, hvorfor sagde du så op for at rejse hjem og blive tandtekniker? Alle de mellemregninger der bevidst og ubevidst springes over. Det gælder også for den hjemvendte storesøsters historie. Hun udelader en masse mellem disse to ”billeder”: Hende, der er verdensberømt fotomodel, og hende, der vender hjem med to plasticposer i hånden. På den måde mangler både læseren og familien en masse informationer. Vi må alle selv fylde ud. Til gengæld har læseren lillesøsteren som jeg-fortæller, der til sidst kan fortælle noget, som resten af familien ikke ved …

 FUGL: Her kom så en novelle, der blot har et navn som titel, nemlig ”Aya” …

 JWS: ”Aya” er navnet på fuglen – storesøsterens fugl. ”Aya” har forskellige betydninger alt efter sprog, men det betyder blandt andet ”fugl” eller at ”flyve let og elegant”. Det er vel drømmen om et eventyr. At når man rejser ud i verden, så må man flyve let og elegant. Men sådan går det sjældent. Ligesom friheden altid kommer med en pris. En fugl i et bur er naturligvis om noget frihed og fængsel i et og samme billede. Der er noget fugleagtigt over den hjemvendte storesøster.

          Novellen har en trælårslutning – altså hvor en pointe falder hårdt og uventet som et trælår: Lillesøsteren har dræbt storesøsterens fugl. Men der følger også en forklaring på denne tilsyneladende ondskab: Og jeg vidste, at selvom jeg var grim som en dør sammenlignet med hende, så var jeg samme slags menneske. Altså at jeg-fortælleren ikke opfatter sig som sådan én, der kan blive hjemme eller kravle op af små huller resten af livet. Derimod kan hun grave Aya ned i et hul. Hun er ligesom storesøster: Én der må rejse. Én der må lære at smile falskt. Én der må lære at lyve.

 FUGL: Om hvis du vender blikket fra novellen til de andre bøger, du har skrevet?

 JWS: Novellen ”Brormand” fra Trælår er en tvilling, om end ikke enægget. Der er de samme elementer: Her er det en storebror, der kommer hjem. Hvad han har lavet i flere år er usikkert. En bror eller søster, der tager en slags konfrontation. En novelle som ”Hjemfalden” fra Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl om en storebror, der mister sine ben i krigen, set fra lillesøsterens synsvinkel, har noget af den samme søskenderelation. Det samme kan man også sige om et eventyr som Lillefingeren.

 

LAD OS REJSE OS

FUGL: Så er vi nået til titelnovellen ”Lad os rejse os”. Hvad var dit afsæt for denne novelle?

 JWS: Alt det, som vi mennesker gør, uden rigtig at stille spørgsmålstegn ved, er spændende. For eksempel den måde vi fejrer mærkedage på. I ”Lad os rejse os” er det en konfirmation eller måske endda en 18 års fødselsdag. I hvert fald en markering af overgangen fra barn til voksen – og de forventninger og pligter der ligger på et ungt menneskes skuldre i denne sammenhæng. Alene sådan en fest. Den måde man er påduttet regler og ritualer. Den fejrede bliver siddende, mens gæsterne rejser sig. Man takker for taler og sange. Der er et vist antal retter.

          Derfor bliver det også et øjeblik, hvor hovedpersonen i både novellen og til festen, Lauritz, virkelig kan mærke den spændetrøje af voksenliv, man forsøger at klemme ham ned i.Han forsøger at se lige gennem alt det. Havde han haft ild i øjnene? Så var det måske ikke i forsøget på at vinde, men på at forstå, hvorfor faren var, som han var, og han selv var, som han var. Hvem er de mennesker, og hvad vil de i grunden? Det forsøger han at forstå, mens der bliver råbt hurra ind i ansigtet på ham. At Lauritz har slået op med sin kæreste, er hans protest mod det regelrette liv, som omverdenen ville trække ham ind i.

          Den eneste, der skiller sig ud, er hans kusine, Tabita. Hende kan Lauritz spejle sig i. Hun har ikke en farve – men forskelligfarvet neglelak på alle fingre. Hun har skævt pandehår og bor sammen med katte. Hun lader sig ikke begrænse af regler. Samtidig er det, som om konsekvensen af at stå uden for noget, man ikke kan holde ud, er, at smerten flytter et andet sted hen. Kusinen har forsøgt at begå selvmord. Lauritz står foran et valg. I første omgang vælger han i hvert fald ikke den lige vej.

 FUGL: Og hvor ville du placere den i forhold til de øvrige værker?

 JWS: Lauritz kunne sagtens sidde ved siden af Janus fra Ægte brøker. Begge høje, tynde og med den der følelse af utilpassethed i større forsamlinger – som ved en familiefest. Den måde hvorpå de registrerer alt, men samtidig ikke er i stand til at tage del i det. Deres trang til at bryde ud af konformiteten. Hvad angår fortælleposition og tone, ligger novelle og roman heller ikke fjernt fra hinanden.

          Jeg vil også nævne et digt som ”Samfundets smilehul”. Det er nærliggende, fordi der i digtet er den samme frygt for og modstand mod at blive trukket i retning. At man kan ende med at leve et liv, man ikke selv er herre over, men som foregår på andres – samfundets – præmisser.

 FUGL: Titlen ”Lad os rejse os” er jo også titlen på hele novellesamlingen. Den må være vigtig for dig. Sig lidt om den.

 JWS: Det er den også. Der ligger en del i den. For det første kan jeg godt lide mundtlige – eller mundrette – titler. Noget er der taget ud af det talte sprog. Som To ryk og en aflevering. Som Kender du ikke akkusativ eller Ud med Knud. ”Lad os rejse os” er jo en vending, man bruger til en familiefest, gerne efter en tale eller sang, hvor man ønsker, at de øvrige gæster kommer på benene for at udbringe en skål for festens hovedperson. Vendingen kan også bruges – eller effektueres – i kirken i forbindelse med bøn og anden liturgi. Så kan der også ligge et andet perspektiv og en mere omfattende handling – at vi mennesker rejser os i en stor sags tjeneste. For eksempel for at gøre oprør mod en undertrykkelse eller uretfærdighed. For at lave om på verden. Som er tilfældet i den sidste novelle i samlingen ”Rispaladset”. Så bliver det pludselig til nogle meget smukke ord – og en slags opfordring til at gøre noget ved verden. Det kan jeg godt lide i en novellesamling for unge. Et håb og en ageren.

  

RISPALADSET

 FUGL: Nu har du selv nævnt den. Samlingens afsluttende novelle ”Rispaladset”. Kan du også sige lidt om den?

 JWS: Den er vel samlingens anden novelle, altså sammen med ”Sukkermusen”, der på den ansigt-til-ansigt-måde handler om vor tid, og det man betegner ”klimakrisen”. En bekymring de fleste af os deler, og som mange unge mennesker har engageret sig i med imponerende modenhed og energi. Men i virkeligheden er mit udgangspunkt lige så meget den lille restaurant, der er ved at blive udkonkurreret af den større. For ligesom det har betydning for klimaet, hvordan man lever, så har det også betydning for de enkelte butikker, hvor man handler. I virkeligheden har man større indflydelse på det sidste, især hvis man ikke bor i en storby. På en måde har alle ens handlinger konsekvenser. Vi er alle med til at bestemme, om bestemte forretninger overlever eller ikke. Det øjeblik vi køber noget på nettet eller i et center, har vi aktivt vendt den lille butik i centrum ryggen. I novellen er Mikaels families asiatiske restaurant blevet glemt. Selv hovedpersonen, der er klassekammerat med Mikael, har fejret sin fødselsdag hos konkurrenten.

          Under forberedelserne til en klima-demonstration tænker hovedpersonen: Jeg mærkede, hvordan liv og død altid er langt tættere på hinanden, end vi går rundt og tror. Det kommer også til at gælde for ham selv, fordi han ender med at blive kæreste med Mikaels tidligere kæreste, Emma. Så hvor Mikael oplever døden og på en måde mister både en kæreste og en far – fordi faren kommer i fængsel for at dræbe ejeren af den konkurrerende restaurant – får hovedpersonen livet i form af en kæreste, og bekræfter dermed indirekte et darwinistisk verdensbillede, hvor de svage bukker under.

 FUGL: Hvordan ligger novellen i forhold til dine andre bøger?

 JWS: Hovedpersonen i ”Rispaladset” tænker: Det var, som om alle voksne holdt sådan, med motoren kørende i en stor forurenende bil – og bare ventede på at få lov til at køre endnu stærkere. Et digt som ”Find en ny!” fra Kommer let, går let handler på en lignende vis om kloden, klima og kærester. Venskab og død er jo også temaer, der er i en novelle som ”Føre” fra Mænd er fra Marstal. Eller ”Mand med hale” fra Tretten tynde teenagere.

 FUGL: Og endelig – vores sidste spørgsmål – titlen ”Rispaladset”?

 JWS: Den refererer naturligvis konkret til den restaurant, som er direkte konkurrent til den, som Mikaels familie ejer. Et sted som folk kan lide at komme, fordi deres buffet er større og omgivelserne er flere etagers overdådighed med springvand, spejle og akvarier. På den måde er ”rispaladset” også et billede på vores materialisme, ekstravagance og overforbrug.

          Mikael genfortæller en gammel historie om manden, der havde arbejdet for kejseren, og som løn blot ønskede sig et riskorn for første felt på skakbrættet, to for næste, fire korn for det tredje og så videre – hvilket ender med at blive et astronomisk tal. Småt viser sig at være stort, som Mikael siger. Det samme gælder for det enkelte menneske og for kloden. I Mikaels fars hjerne har der været en multiplikation af forskellige små korn, der har fået ham til at skyde et andet menneske.

          Samtidig kan jeg godt lide forestillingen, altså ”billedet”, af et rispalads. Uendeligt stort og hvidt, men samtidig skrøbeligt. Hvis et riskorn går løs, kan resten smuldre og skvatte sammen. Sådan taler man jo også om klimaet, at vi laver små huller i et system, der måske hænger sammen på en så sindrig og elegant vis, at vores grådighed kan gøre, at det hele pludselig går i opløsning. Derfor er ”rispaladset” også et skræmmebillede på vor tid … I den forstand er der kun ét at gøre: Lad os rejse os.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.