Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "Lidt berømt, meget berygtet":

 

1

Jeg står blandt tipskuponer og pornoblade i Centrumkiosken og tager en pakke op af min taske, da en svag, monoton bippen fra bommen ved ringmarken melder elleve-togets komme. De skolelærere har jo mere fri end fuglene i luften.

Det er derfor de eksempelvis har tid til at fifle med frimærker. Men der er også tale om en truet art, os sendepostgængere. Posthuset lukkede før jul. Helt afskære os fra at kommunikere udadtil, gjorde de ikke, nu kan den slags venligst besørges i et hjørne af Centrumkiosken. De stresser os, som det hedder. Tilbage er kun de gamle, sære og frigide. I Biologi ville man sikkert sige, at vi befandt os i den næstsidste fase, indavlens. I den sidste begynder vi at æde hinanden. Hvis ikke, fjerner man med et rent snit hjørnerne af kioskerne, der ligger som åreknuder og bremser telefonen, chatten og sms’ens frit strømmende flod.

Og hr. Lund er ellers sådan et behageligt menneske. Han har altid stået dér og smilet og takket, som var det gaver til ham, vi kom med. En konge der tog imod fra morgen til sen eftermiddag. Han fulgte med, accepterede et rige på retur, hvor vi denne formiddag er to som ønsker foretræde. En ældre dame der, selvom jeg holder mig et pænt stykke bag hylden med chokoladebarer, står med brystet lænet mod disken. Hun er lille, skrutrygget og iført en beigefarvet overfrakke, og til sin tid vil hun nok bare blive frankeret på skulderen og løftet over disken.

Dørklokkens ringen, men ingen der kommer ind. Mellem rudens klistermærker ser jeg skyggen af en dreng der forsvinder. Det var Sonny. Jeg er næsten sikker. Selvom vi har en aftale om at han skal være der til alle timer. Ellers får han ikke lov til at spille. Hvem af os er det, der har hånden på joysticket? 

Jeg kan høre Tale-Troels’ mumlen tydeligere. Han sidder på bænken uden for Centrumkiosken. Her sidder han hele dagen, og jeg ved at hr. Lund holder ham med kaffe. Tale-Troels – eller Højttaleren som nogle af ungerne kalder ham – er en spinkel mand i et mørkt, blankslidt jakkesæt. Hvis man udelukkende hører hans stemme, vil man tro, at han er langt yngre, end tilfældet er, når man drejer om hjørnet og ser det aflange furede ansigt under den lysegrønne baseballkasket. Tale-Troels holder øje med togene. Han taler med tog. 

Hans opgave vanskeliggjordes efter der blev indført ”Tryk-ved-stop”. Tidligere kunne han være forvisset om, at toget standsede, nu eksisterer Belstrup kun som en mulighed, et tilbud, hvis man virkelig insisterer på at stå af eller på. Ligesom Kværndrup eller Rudme. Man skal bekendtgøre, at der stadig er liv, levende væsener i nærheden af Belstrup Station. Ikke som i Odense eller København; her kører toget ikke videre.

Jo tættere toget kommer på stationen, desto højere snakker Tale-Troels. Han kan virke både krævende og overbevist, men i det øjeblik toget holder stille, falder hans toneleje som regel til det ydmyge. Men når nu toget indimellem bare drøner fordi, eksploderer hans talestrøm i en uforståelig men infernalsk råben, hvor spyttet står omkring munden. Så kan han finde på at vifte med armene, som et menneske der er blevet bestjålet eller bedraget.

Tale-Troels var engang noget nær et geni. Han havde siddet på sit lille lejede værelse og foretaget nogle pioneragtige udregninger inden for mængdematematikken, som en vaks skolelærer opfangede og sendte til en københavnsk matematikprofessor, der postede dem videre til et udenlandsk tidsskrift. Det vakte sensation, da de blev trykt. Han blev fløjet til London for at fremlægge sine resultater foran en sal af professorer. Her stod han. Nogen havde taget baseballkasketten af hans hoved og udstyret ham med et nyt jakkesæt. Tale-Troels har en måde at tørre sig under næsen på, med underarmen, selvom han ikke er forkølet – og nu gjorde han det flere gange i træk, som en hund der var blevet stukket på snuden. Der lød mumlen i salen. Usikkerhed. Beklemthed. Med den anden hånd holdt Tale-Troels fast i podiet så knoerne blev hvide, som en sømand der klamrer sig til rælingen i en orkan, mens han hakkede og stammede sig vej gennem beregningerne. Hans stemme svingede mellem mumlen og råben, som var han oppe mod en kraftig vind. Tilhørerne begyndte at vende og dreje sig på stolene og hviske med sidemanden eller dem på rækken foran. Oversætteren kæmpede stadig hårdere for at forstå hans ord. Tale-Troels sluttede pludseligt, midt i det hele, med ét sidste tal, der nærmest lød som et desperat skrig. Hans ben rystede så voldsomt, at det var ham umuligt at løfte dem fra jorden og træde ned fra podiet. I stedet sænkede han hovedet, som klar til øksens hug. Der lød et klask. Nej, et klap. Og et mere, flere, mange hænder der slog mod hinanden, nu taktfast. Bifald. Uroen havde ikke skyldtes utilfredshed eller ringeagt, men forbløffelse og beundring. Skrabben af fødder og skramlen af stole da alle rejste sig. Den ene højtuddannede personlighed efter den anden. Stående ovationer. Som et hav der ruller mod kysten, nåede den brusende lyd Tale-Troels’ sænkede ansigt. Han havde overhalet dem alle indenom. Det var en sensation. Det bragte ham endda på tale til Nobelprisen, og han ville muligvis også have modtaget den det år, hvis ikke han allerede var blevet slidt op af sin ensomme, anstrengende kamp med tallene og kort efter mistede forbindelsen til omverdenen. Siden da har han talt til tog.   

Sådan lyder historien. Og den er god, hvis ikke min far havde haft ham i skolen og havde kunnet fortælle mig, at han hverken kunne skrive, læse eller tælle knapperne på sin eneste skjorte. Og at han fik tæsk hver dag af sin fordrukne far, og at hans fordrukne mor var byens hjemmeluder. At Troels var en stakkel fra dag ét.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.