Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Mænd er fra Marstal":


 

Marsmænd

Glimrende menneskenoveller fra Wung-Sungs skibsværksted.

 Det er ganske pudsigt, at fiskerbyen Marstal nu atter en gang dukker op på den litterære scene, efter at Carsten Jensen netop lod sin gigantroman foregå der. Men i tilfældet Wung-Sung er vi trods alt et ganske andet sted henne, markeret ved, at titlen på hans novellesamling ”Mænd er fra Marstal” ikke selv går igen i samlingens tyve tekster, der således er berøvet en titelnovelle.
            Ligesom den evige titelnovelle her er fraværende, er også teksternes realismeabonnement hullet; i de fleste noveller svinges der mellem en finurlig og skarp standardrealisme à la Helle Helle og så en helt bizar og vild udskejelse, enten tematisk med den bindegale ”Fætter Bersærk” eller genremæssigt med den fine lille spøg ”I dag havde jeg besøg af Cameron Diaz” (hvor en indlysende håbløs provinsnørd over for en vis ”Bettina” hævder dag efter dag at have haft besøg af henholdsvis Diaz, Madonna, Drew Barrymore, Pamela Anderson, etc.).
            Wung-Sung er blevet udråbt til at være en særlig udsøgt litterær mandeforsker, og det er bestemt ikke urigtigt (han er mindst lige så god som en Richard Ford eller en Vinn Nielsen), men jeg tænkte nu flere gange undervejs på selveste Peter Seeberg. Som bedst besidder Wung-Sungs noveller noget af den samme forfinede og sarte humor, som lyser gennem Seebergs kortprosa.
            Men han har også sit helt eget særpræg: f.eks. arbejder Wung-Sung ekstremt effektivt med ellipser og pludselige, bratte skift i vidensperspektiv, sådan at man – som på en anden fiskekutter – ofte bliver let svimmel og desorienteret midt i fortællingens søgang. Det gælder f.eks. i ”Føre”, hvor en yngre mandsperson for en stund vender hjem til landsbyen, skejer ud og muligvis endog har incestuøs hill-billy-sex med sin yngre søster (det kan jeg symptomatisk ikke helt afkode), hvorefter bror og søster muligvis sammen forlader byen. Nu er der også intime relationer mellem bror og søster i Bibelen eller hos Robert Musil, men måden, hvorpå novellemageren Wung-Sung skiftevis hallucinatorisk og blitztydeligt skildrer holmgangen, er helt hans egen.
            Novellerne er udgivet på det mig ubekendte forlag ”Fugl”, og bogen er rent grafisk udformet i en bevidst phony, 1970’er-agtig westernstil med brune planker som rå baggrund og en typografi som i ”Den gode, den onde og den grusomme”.
            Alligevel kan jeg ikke lade være med at mene, at det ikke er så forfærdeligt vigtigt, det med mande-perspektivet; det afgørende i Wung-Sungs novellekunst beror (i hvert fald i netop denne sammenhæng) på en veltimet bevægelse mellem det kuldslået rørende og hårde i en kropsnær hverdagsrealisme og så de brat ustyrlige herresving ud i skærende muntre eller rablende gale excesser.
            Begge yderpoler er holdt sammen et sted mellem Ekstra Bladets frokostsedler med deres svælgen i banale tragedier og så en eksistentiel komik, der pendler mellem Ole Lund Kirkegaard (f.eks. ”Der sidder en neger i haven”) og Leif Panduros karske humor. Det var mange sammenligningsnavne i en anmeldelse. Det skal ikke skygge for, at (rigtige?) mænd er fra Marstal og Wung-Sung dinglende god.


Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken, d. 13/1-2007


 

Kort og godt om mænd

Noveller. Jesper Wung-Sung viser igen, at han er en god novellekunstner, som ved noget om mænd.

 Man skulle jo næsten tro, at Jesper Wung-Sung er ude efter Carsten Jensen, når man ser omslag og titel på hans nye novellesamling. ”Mænd er fra Marstal” hedder den, og kalder dermed Jensens seneste opus magnum om netop Marstal i hu hos læseren med dens beskrivelser af søfolk og andre mandhaftigheder. Men billedet, der pryder Wung-Sungs bog, punkterer sammenkædning. En tilmudret lilleput-målmand med armene opgivende ud til siden og tilsyneladende alene på banen. Kan det blive mere mismodigt?
            Men Jensens roman er ikke den eneste reference, man finder i titlen. For nylig gik vi alle med henvisning til psykologen John Grays bestseller og talte om, at mænd er fra Mars, kvinder fra Venus, når forskellen på kønnene og deres manglende kommunikation skulle luftes. Men mænd er ikke fra Mars, siger Wung-Sung med sin bogtitel. De er hérfra, fra vores egen virkelighed. Født provinsielle og som den lille fyr på billedet, bilder de sig gerne ind, at de er nogle fandens karle, som kan det hele. Men de fylder ikke trøjen ud og ender som regel i mudderet, mens boldene suser i mål om ørerne på dem.
            Lyder det trist? Kan De, kære mandlige læser, ikke genkende Dem selv i beskrivelsen? Tro mig, det kan De i mange af Wung-Sungs historier, for som blandt andre Jan Sonnergaard, Jakob Ejersbo, norske Johnny Halberg og amerikanske Richard Ford formår han at italesætte mandlig erfaring, identitet og sammenbrud. Ikke som en Hemingway’sk besyngelse af handyret, men en vedholdende konfrontation af det maskuline i situationer, hvor tingene sættes på spidsen, er brudt sammen, gået i hårdknude, hvor skeletterne springer ud af skabet, osv. Om kvinder stadig kommer fra Venus, melder titlen intet om, men ifølge novellerne er kommunikationen kønnene imellem lige så dårlig, som hvis de gjorde.
            Wung-Sung beviste allerede med sin debut ”To ryk og en aflevering” (1998), at han har håndelag for novellekunst. De bedste noveller fra ”Mænd er fra Marstal”, hans tredje novellesamling, fortjener da også at blive antologiseret. Til tider, især i de humoristiske af novellerne såsom teenage-gyser pastichen ”Studentergildet IX”, minder han lidt om Fupz Aakeson, men er bedst, når han lader alvoren råde. Det gælder for samlingens første novelle ”Fætter Bersærk” om en jaloux weekendfars tur med sin søn, for ”Fætter Bersærk II” om en skizofren ung mands forsøg på at komme hjem, og for ”Føre” om en mands årlige møde med fortiden i forbindelse med julen, mens ”3. halvleg” lader de sunkne russiske ubådsmatroser fra Minsk få stemme. Ikke alt fungerer dog lige godt. ”Der sidder en neger i haven” synes at dele tema med Fupz Aakesons børnebog ”Poulsens Pirater” (men Aakesons bog er sjov, det er denne novelle ikke) og den surrealistiske ”I dag havde jeg besøg af Cameron Diaz” er en tand for … nå, ja … surrealistisk. Men når Wung-Sung er bedst, er han rigtig god. Så tilgiver man gerne fyldstoffet.
 


Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende, d. 13/1-2007


 

Mænd, mænd, mænd

Jesper Wung-Sung har i sit forfatterskab tilsyneladende påtaget sig den opgave at finde ud af, hvad den danske mand er for en udsat og truet dyreart. Hidtil har det jo været et kvindeligt privilegium at være uudgrundelig, uforudsigelig og mystisk. Men efter at have læst Wung-Sungs noveller om danske mænd og drenge, må jeg tilstå, at jeg nægter at acceptere, at kvinder skulle være mere mærkelige. Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er for nogle ukatalogisérbare kraftkarle, der befolker disse små halvvejs absurde tekster, men der er noget meget ømt og meget maskulint på spil. Det er næsten som at stikke næsen gennem hullet på badeanstalten – og kigge ind til mændene!



Anne Dorte Michelsen, Femina, no. 18 2007


 

        Til start på siden