Tilbage til bogen

Uddrag af erindringer "Mine ar":

 

 

Kapitel 2

Fra klatrestativets top

 

 

Vores ar taler til os.
             De er kroppens minder. De minder mig om den, jeg er. De minder mig om den, jeg var, og i sidste ende minder de mig også om den – eller det – jeg skal blive. Han faldt – og resten er historie.
            Jeg begyndte i Marstal børnehave. En beslutning der var truffet hen over hovedet på mine lyse lokker, og som jeg på ingen måde var enig i. Jeg var bestemt til store verdenshave og grænseløs frihed, og da jeg første dag havde været i børnehaven en halv time, kravlede jeg over hegnet og løb væk.
            Jeg var kvik nok til at forstå, at jeg næppe kunne vende hjem og påstå, at børnehaven allerede var lukket, så i stedet spænede jeg over til vores genboer, Hr. og Fru Olsen, nogle ældre mennesker, der sikkert ikke havde forstand på den slags.
            ”Børnehaven er lukket,” sagde jeg.
            ”Jøsses,” sagde Hr. Olsen. ”Det er sandelig ikke meget man får for sine skattekroner.”
            ”Nej, og den er også lukket om i overmorgen,” påstod jeg.
            Men hun stak mig, Fru Olsen. Hun ringede til mine forældre, og så blev jeg ført tilbage til børnehaven.
            Et par dage efter forsøgte jeg at blive smidt ud af børnehaven. Vi skulle på tur, og jeg protesterede ved at smide mit tøj og gå in puris naturalibus gennem byen. Uden held eller tilstrækkelig skandale.
            Men så fandt jeg endelig en måde, hvorpå jeg kunne gå i børnehave uden hverken at være nøgen eller påklædt, mæt eller fastende, alene eller sammen med nogen. Jeg kravlede op i toppen af klatrestativet, og her blev jeg resten af dagen.
            Pædagogerne lod mig være. Af og til blev der selvfølgelig råbt:
            ”Jesper! Hvornår kommer du ned?”
            Og jeg råbte:
            ”Om hvornår lukker børnehaven?!”
            Det gik godt indtil den dag, hvor et af de andre børn også ville op i toppen af klatrestativet.
            Næste dag var der to børn, som ville op til mig.
            Men det var jo hele pointen: at jeg ville sidde alene deroppe.
            Jeg var ikke en dum due, som syntes, at det var åh så hyggeligt at sidde ti på stribe og kurre derudad.
            Så jeg begyndte at forsvare min plads. Jeg trådte de andre børn over fingrene, når de forsøgte at komme op til mig, men de blev stadig flere. De kom fra alle sider, og jeg var snart som King Kong i toppen af Empire State Building, der sloges mod flyvemaskiner. Jeg slog for mig i blinde.
            I virkeligheden udviklede jeg mig nok til lidt af en tyran. Jeg ville sidde alene på tronen. Jeg drømte allerede om at indrette toppen af klatrestativet med lænestol, parasol, en stak Anders And-blade og en kopholder til saftevand.
            ”MU! HA! HAAA!” brølede jeg, hver gang det lykkedes at forhindre et barn i at komme op til mig.
            ”MU! HA! HA! HAAAA!”
            Jeg kendte ikke til Tyranens Lov: at på et eller andet tidspunkt bliver selv den mest magtfulde tyran stødt af tronen.
            ”MU! HA! HA! HAaaaaaaaaaaaa ….”
            Jeg faldt ned fra klatrestativets top.
             AV!
            Jeg havde slået hul i hovedet.

 

 

 

 

 

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.