Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Og havet klapper"

 


Bifald

(Kaleidoskopisk. Jesper Wung-Sungs noveller spænder vidt, ofte halsbrækkende spring fra realisme til pop. De fleste noveller lander på benene igen.)

Klaus Rifbjergs novellesamling fra 1964 Og andre historier blev af nogle opfattet som en tilnærmelse til såkaldt dansk nyrealisme, mens andre, også forfatteren, pegede på, at de var tænkt som rene poptekster, ugebladsagtige skabeloner, som igennem historiernes demonstrativt tynde fernis skulle tydeliggøre en dobbelt pointe: Novellernes glitter og skin refererede til oplevelsen af filmisk uvirkelighed som grundlæggende erfaring af verden, men selvfølgelig også til, at novellerne selv med deres velpolerede og shiny overflade tog bevidst del i 60ernes eksploderede mediebillede. Man kan kalde det for "medierealisme", en henført og udforskende behandling af alle tiders fantastiske synsmaskiner, en litterær teknologi, hvor video-sonder kan afsøge et hvilket som helst fænomen fra alle sider, hvilket forlener fænomenet med en både banal og gådefuld superrealisme.
For Rifbjerg vedkommende var resultatet et kaleidoskopisk eksperiment uden sidestykke i det 20. århundrede. Men Jesper Wung-Sungs noveller i Og havet klapper kan faktisk sammenlignes med Rifbjergs opvisning, selvom de er skrevet af en forfatter, hvis eksperimenter endnu må forstås som tilløb og bøsseskud, mens Rifbjergs eksperimenter var den professionelle forfatters forsøg på at finde væk fra en allerede alt for etableret position.
På den ene side besidder alle novellerne en krystalklar fænomenologi, som enten kan tage sig ud som traditionel realisme med karakterportrætter og glimrende situationskarakteristikker som i "Sange syd for grænsen" og titelnovellen "Og havet klapper", eller kan være så nærgående og udspekulerede, at virkningen bliver surrealistisk eller hyperrealistisk, som i det onde eventyr om "De tre veninder". På den anden side er novellerne også pop. Det viser sig i heltens pludselige forvandling til popkunstner, hvis infantile drøm om, at ikke kun moderen, men alle klapper ad hans små numre, både holder drømmemaskinen varm og betyder, at den ikke når nogen steder hen. Men pop er også indfældet i form af montage og citater, hvor Hollywood-ikoner som Marilyn Monroe, Marlene Dietrich og Ingrid Bergman mødes med mediemegastjerner som Billy the Kid, Mao og Michael Jackson.
Novellerne er virkelig meget forskellige. De tester hver især en ny litterær model eller afprøver en ny mulighed i perspektivkassen. Hver enkelt novelle spænder vidt, ofte i halsbrækkende spring fra realisme til pop, og de fleste og de bedste noveller lander faktisk på benene igen. Jesper Wung-Sung har virkelig talent for opfindelse. Mange af modellerne er allerede så selvkørende, at forfatteren bør anmode om patent, nogle skal justeres og andre smides væk. Men for dem alle gælder det, at de er udført med både logisk og sproglig stringens ( for eksempel i billeder som: De tre veninder var "næsten gennemsigtige som danskvand, citronvand og cola," "Hans hjerte svulmede som et popcorn ...").
Selv de mest sindrige, umulige og egensindige konstruktioner er interessante. Men i de tekster, hvor synsfænomenologien og poppen hænger bedst sammen i en vellykket medierealisme, er forsøgene mest bæredygtige, bl.a. fordi de rækker ud over deres egen eksperimenteren.
De bedste noveller rummer det hele. De er både Sonnergaard-realisme og Catcher in the Rye. De er selv en film med perfekt kameraføring og patetisk ending, men fremfor alt er de et forsøg på at gå væk fra bifaldet og slippe ud ad kulissen.
 

Frits Andersen i Weekendavisen d.3/11-2000


 

Fluepletter på historiens ryg

(Jesper Wung-Sung sprænger med sin novellesamling realismen og gør humoren sortere)

Jesper Wung-Sung har tidligere udgivet en novellesamling og en roman. Begge skrevet med en fint ramt dansk realisme og sort humor, der gjorde dem underholdende. I denne tredje bog, "Og havet klapper", 21 korte noveller, sprænger Wung-Sung realismen og gør humoren endnu sortere.
Det sprængte gælder selve formen. De fleste af novellerne er mosaikker af episoder, eller de associerer tilfældigt gennem en række oplevelsesbilleder. Meningen er øjensynlig, at det hele kan være lige meget. Eller som Mao siger til Michael Jackson i sidste replik i sidste novelle, "M&M": "Alt er bare fluepletter på historiens ryg".
Splittetheden går mellem virkelighed og drøm, komisk hjerteskærende i "En hunsnegl er det tætteste en hansnegl kommer på at score en fotomodel". Her klipper en halvvoksen pige billeder ud af sit trøsteløse liv på grillbaren, sammen med nogle unge mænd, hos politiet. Damen fra myndighederne spørger hende, hvorfor hun ikke vil gå i skole. "Fordi der lugter af bræk på gangene," mumler hun. - "Jamen, hva' vil du da?" - "Jeg har tænkt mig at få lavet større bryster."
Der er meget stil i disse noveller, flot sprog, intense billeder. I "De lige marker" er naturen opløst i surrealistiske sansninger. Ikke desto mindre viser det sig at være en moralsk historie over temaet: dræb ikke flere bisoner, end du kan æde.
Afstanden mellem betydningerne, tomheden mellem de adskilte dele går ind imellem så vidt, at novellen selv går i opløsning, og heri ligger naturligvis også en pointe: der er ingen mening ud over nuets.
Eller meningen er åbenlyst absurd. "Hans fuldendelse" fylder mindre end en side, men fortæller en mands hele, banale livshistorie.
Andre noveller er mere traditionelt fortællende. Titelhistorien har en slags handling, der begynder med hovedpersonens oplevelser som pizzabud i Los Angeles og ender med en - næsten - idyllisk kærlighedsscene ved Stillehavets kyst.
Wung-Sung leger med novellens former. Der er forsøg i retning af allegori, fabel og eventyr, men kun ment ironisk. Det hele er mægtig godt skrevet.
 

Preben Meulengracht i JyllandsPosten d.24/10-2000


 

Hverdags-glimt udtænkt af en krøllet hjerne

På en strand i Californien ligger danske Christoffer. Han er halvfuld, er lige stoppet som pizzabud, selvom han har leveret junkfood til Bruce Willis, og nu ligger han altså med Carina fra Holte og bliver filosofisk: "Dette er lyden af livet, sagde jeg og rakte hende konkylien. Hun løftede den kort op til øret. Ved du hvad jeg synes det lyder som om? Det lyder som bifald, sagde hun og rejste sig op". Det er derfra, Jesper Wung-Sung henter titlen på sin nye novellesamling "Og havet klapper", der er hans tredje bog siden debuten i 1998.
Og det er sådan en lidt krøllet hjerne, som har udtænkt de 20 kortfattede fortællingsglimt, der udgør bogen. Hvis man overhovedet kan tale om fællestræk i novellerne, må det være, at de beskriver situationer, hvor personerne på en eller anden måde står foran eller efter et vendepunkt.
Der er lagerarbejderen, der dagdrømmer om at blive en helvedes karl, en sydstats-servitrice, der kvitter friturestanken, én der vinder en rejse i en konkurrence, og så altså pizzabudet, der skrider fra det hele umiddelbart efter situationen med konkylien.
De fleste af fortællingerne er en fascinerende blanding af helt jordnære, nærmest nøgternt beskrevne hverdagshændelser og så nogle pludselige ryk, hvor al realisme suspenderes, og man ikke aner, hvor det skal føre hen. For ofte stopper det lige så brat, som det begyndte, og man sidder tilbage i hverdagen med et plump og virrer med hovedet. Jesper Wung-Sung leger simpelthen dejligt med sin læser.
Trods det nærmest kliniske sprog og de lidenskabsløse billeder er der en lille dirrende streng af noget udefinerbart, en irritation eller let bitter snert. En lille splint, der prikker og gør, at man må læse dem en ekstra gang. Og det er vel ingen skam for en ung forfatter.
 


Michael Eigtved i B.T. d.26/10-2000

 

Til start på siden