Tilbage til bogen

Uddrag af titelnovellen fra "Og havet klapper":

 

Og havet klapper

Vi gik i stå tre hårnålesving fra toppen. Den havde arbejdet sig opad med en lyd som forsøgte den at bore sig gennem bjerget; så gik varevognen død som en symaskine. Jeg nåede at dreje ud i gruset.
- Fuck! råbte Oscar og knaldede en knytnæve i taget. I samme bevægelse bankede han døren op i bjergvæggen og sprang ud. Det tredje brag lød da han smækkede kølerhjelmen op. Jeg kunne ikke lade være med at føre to fingre op til næseroden, lukke øjnene, og puste langt og lydligt ud. Jeg kunne høre Oscar råbe "fuck" til hver eneste skrue og møtrik i motoren. Bagpå solskærmene sad hans damer på stribe. Der var stadig mindst tre miles til Beverly Hills.
Han løftede armene og hagen mod himlen, og jeg steg ud. Selvom vi befandt os langt over havets overflade lagde varmen sig tungt over nakke og skuldre. Jeg kunne huske en fyr med briller længere nede ad gaden derhjemme. Han lå altid og rodede med sin knallert på fortovet. Hvis det regnede eller sneede stod han i læ under husmuren. Nogle gange holdt der tre-fire knallerter, når han var i gang med at ordne andres; han så aldrig op, idet man gik forbi. Jeg smækkede kølerhjelmen i. Oscar stod med hænderne i siden; han havde ikke fået én olieplet på fingrene.
Solen kom op til overfladen to gange, så sank den. Det var som en pære der gik. Oscar vendte sig mod bilen.
- "Den er så go' som ny", vrængede han.
Snydt igen. I den varme burde man ikke fortsat være våd bag ørerne, men alligevel. Vognen var blevet malet op. Det, og kun det. Man kunne ane skriften diagonalt over ladet: "Hot and spicy - very nicy". Et lys blændede os samtidig. Vi tumlede tilbage, da en lav sportsvogn gled hurtigt og lydløst om hjørnet som en kat, kun med et kort piv fra hjulene. En-to, så forsvandt de røde baglygter. Oscar blev ved med at råbe længe efter.
Vi sad i bilen. Oscar tændte en marihuana.
- Hvad med din onkel?
- Onkel-fuck-hoved, svarede han.
Der var sort. Vi kunne have siddet inde i en rumraket.

*

Onkel-fuck-hoved råbte og skreg i en time. Han hed Luis og ejede pizzeriaet, så det var vel okay. Oscar råbte igen.
Næste dag kørte alt igen som det plejede. Der havde været et par klager, ellers intet. Og bestillinger kom der ikke færre af, snarere tværtimod: Det var som om, det gjaldt om at skide mest muligt på folk i denne verden. Så troede de automatisk, at man var mere end dem. Og med den logik kunne man bilde folk ind, at de også var noget særligt hvis man gad aflevere en pizza hos dem.
I forvejen var Luis's hot and spicy ramt af et svineheld. En af de nye store tv-showværter havde i et interview med et modeblad sagt - han var fotograferet på forsiden med åben mund og et stykke pizza (ikke Luis's) i hånden - at han var pisseligeglad med fin mad og dyre restauranter, og havde i stedet for nævnt Luis's hot and spicy som en af sine yndlingsrestauranter. Der var ingen dér som kunne huske ham. Han var sikkert kommet kørende på vej hjem fra en eller anden stor fest, havde pludselig følt sig sulten og så bedt chaufføren køre ind ved det nærmeste sted og købe noget ædeligt, og både fuld og skæv og syret havde han ikke kunnet smage hvad han åd. Men det var altså fra Luis´s hot and spicy.
En eftermiddag ringede telefonen, havde Oscar fortalt mig. Han tog imod bestilling. Der gik to minutter, så ringede den igen. Idet han lagde røret på, ringede den for tredje gang.
Den havde ringet lige siden. Det var derfor jeg var blevet ansat; og en hel masse andre. Stedet var et Babylon: Det var for lille til at vi rigtigt kunne være der, alle var nye, og vi kom fra hver vores hjørne af verden. Jeg lærte aldrig alle navnene.
Peter var fra Ungarn. Han talte dårligt engelsk, men var fantastisk til at lave dej. Hænderne arbejdede på ham uafbrudt. Han var som en tryllekunstner: To fingres vibreren lagde mel i lange bølger ud over bordet. Dejen udvidede sig og trak sig sammen mellem hans hænder, den syntes at lustre og ændre form og størrelse på hans ordløse kommando. Håndroden i klumpen, som ved en række hurtigt ryk under fortsat drejen voksede fra lille rund kugle til stor flad cirkel på få sekunder, der så forlod bordet ved et vip med håndleddet, op under loftet som en lodret frisbee, ned på oversiden af underarmen, ud på bordet til yderligere strækkende ryk, og op igen. Tre gange roterede den som et lykkehjul i luften, for hver gang at lande sikkert på hans arm.
- All okay?
- Yes, very fine. And you Peter?
- All okay.
Han lagde dejen til højre for sig og gik i gang med en ny klump. Dejen var blevet en perfekt cirkel. Den lå bredt ud, og det var så man nærmest kunne fornemme den hæve og sænke brystkassen dér på bordet. Luis slog den ihjel. Han kom med sin tomatpuré, ost, og kødsovs i store spande og øste op. Han druknede den yderligere i kylling, kødstrimler, majs, chili, oliven, og bønner. (Tv-showværten havde kaldt det "ægte italienske pizzaer", selvom Luis var mexicaner helt ind i sin blege tequila-orm af et hjerte.) Og så ind i ovnen, hvor den sydede og boblede, indtil han besluttede sig for at det var nok. Så skulle den bringes ud.

Udbringen, det var os. Mig og Oscar. Vi kørte den ene vogn (den gamle), mens et par andre fyre kørte den nye. Oscar havde øjne der stod ud af hovedet som sikringer, og jeg foretrak selv at køre. Imens sad han og trommede på instrumentbrættet eller snakkede med sine damer. (Luis var hans onkel.) De hang på solskærmene og i klemme mellem ruden og den øverste gummiliste: Naomi Campbell, Demi Moore, Cher (med en mikrofon der sprøjtede), Cindy Crawford, Madonna, Elizabeth Hurley, Claudia Schiffer (tysker - ikke scandinavian en skid!), Anna Nicole Smith, Julia Roberts, Sharon Stone, Pamela Anderson, Cameron Diaz.
Han kunne snakke i timevis til dem: Komme indenfor, gerne, nice place, thank yooou, uuh-uuh, speciel delivery baby ... Det er mig, I'm back baby, uuh-uuh ...
Jeg bad ham holde kæft.
- Jeg øver mig, jeg øver mig! råbte han.
Vi lå faktisk og kørte rundt i området, Beverly Hills. Der er en mile mellem hver adresse, så store er grundene. Det er rene slotte, eller borge, der raver op, alle sammen omkransede af høje mure med pigtråd, glasskår, og elektricitet. Alligevel var det lykkedes en fanatisk fan at snige sig ind i Brad Pitts hus, tage hans tøj på, og lægge sig i hans seng. Siden da var paranoiaen steget, og det var svært bare at få lov til at aflevere en pizza. De troede alle at fansene var desperate nok til at gemme sig i pizzaæsker, eller lade sig hakke i stykker og bruges som topping for at komme tæt på dem. Og så var der frygten for bomber og forgiftninger. Sylvester Stallone har foreksempel en personlig mundskænk der følger ham overalt. Stedet minder om en bananrepublik i borgerkrig med alle de vagter og hunde. Og Oscar kunne godt spare sig alt sit "uuh-uuh baby", for når det endelig lykkedes at komme ind, så blev man altid henvist til en personaleblok eller en køkkenindgang. Det var sgu aldrig Cindy Crawford selv som kom ud og tog imod i badekåbe. For det meste var det hos nogen vi overhovedet ikke kendte, men som altså var blevet stinkende rige på et eller andet. Én gang så vi åbenbart en berømt eks-quarterback gå og svinge en golfkøle langt nede på en plæne. Èn gang så vi, da vi passerede en bil på vej ud, (vistnok) Brooke Shields på bagsædet bag tonede ruder. Og én gang hørte vi en stemme i samtaleanlægget sige, at Elizabeth Taylor ikke havde bestilt nogen pizza. (Hun var mere end os.) Ellers så vi ingen. ...

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.