Tilbage til bogen

Uddrag af drengeromanen "Pelle Johns Engle":

 

Et møde hos Englene, Dr. Fingerfiks og lidt hustruvold


- Og så tager jeg en sylespids bambuspind og stikker op under hendes tånegle. Ikke hårdt, men lige nok til der bliver prikket hul på huden og en bloddråbe kommer frem. I alt ti små bloddråber.
De to andre stirrede fascinerede på hans hånd, mens Niklas prikkede hul i luften ti gange.
- Hun begynder at klynke endnu mere, vrider sig, og be’r om nåde, og tiende gang hun siger ”bebe, åh, bebe” – så slipper jeg hende endelig løs.
Der blev ikke sagt en lyd blandt De Tre Engle – Aksels øjne var kuglerunde, og Joakims glødede under huen – Niklas var ikke for ingenting Dr. Fingerfiks.
Dr. Fingerfiks lænede sig tilbage og foldede hænderne bag nakken, som en mand der er vant til at udføre beskidt arbejde, hvilket Niklas på en måde også var, da han mente at have været torturdirigent i sit tidligere liv.
De Tre Engle sad på Aksels værelse, og Aksel og Joakim havde lige oplevet, hvordan Niklas ordnede Den Slanke Smukke. Det havde stået knivskarpt som på en skærm foran dem, og først nu turde de genoptage vejrtrækningen forsigtigt, som var de bange for at få luften i den gale hals.

Under normale omstændigheder holdt Englene altid deres møder hos Joakim, der havde hele kælderetagen for sig selv, men i dag var undtagelsen, hvor Joakims mor gik amok og spulede og sprøjtede kælderen igennem med sæbevand og rengøringsmidler, så alt der ikke kunne svømme eller vejede under 50 kilo blev skyllet væk. Det var kun lykkedes Joakim at redde sig selv og sin hue – Jan.
Udover al pladsen var der én stor fordel ved Joakim og hans kælder: Han var den eneste af de tre, som havde både tv og video på værelset. Aksel havde kun sine forældres gamle tv uden fjernbetjening, mens Niklas hverken ejede tv eller radio, men en gang imellem, når han placerede to strittende fingre på sin isse, kunne han pludselig få forbindelse til en 30-40 forskelligsprogede kanaler, der væltede ud af munden på ham.
Men selv dette ville ikke være nok nu, hvor alle tre sad med et summende behov i kroppen for at se videoen: ”Charlie’s Angels”. Filmen om de tre piger der lægger skurkene ned på stribe. Den Slanke Smukke, Den Søde Bløde, og Den Seje Sorte. De plejede at se videoen lige før eller lige efter hver gang ”S eller S”, hvor de enten uddelte Slag eller Sex til de tre piger. Aksel tog sig altid af Den Søde Bløde, Joakim af Den Seje Sorte, og Niklas af Den Slanke Smukke – som han netop havde pint og tortureret i 48 timer i træk! Og nu manglede filmen, nu manglede de forskellige scener med pigerne … De havde svært ved at sidde stille, inden Niklas fandt en udvej. Træning. Kamp-træning.
Niklas foldede sine magiske hænder og gik ned i knæ i den kampstilling, der hed ”svajende klapperslange” – og snart var de i gang. De tre drenge hoppede rundt og slog og sparkede og lammetæskede den ene hær af ubarberede cigaretrygende fjender efter den anden, indtil Aksel faldt om med et vræl. Det var Joakim, som var kommet til at ramme ham i maven med et teknisk perfekt udført flyvespark.
- Er du sejlende sindssyg!? brølede Aksel.
- Undskyld, jeg ville ikke ramme rigtigt, mumlede Joakim.
- Du kan da ikke bare svinge vildt og vanvittigt rundt med din fod, sagde Niklas. – Den er jo lige så lang som en landingsbane.
En landingsbane var at overdrive, men sandt var det, at Joakims fødder og hænder var vokset uhæmmet på det seneste. Lemmerne hang for enden af kroppen som livsfarlige jernkugler i kæder. De var som fire rebelske provinser, Joakim havde mistet herredømmet over, og som efterlod sig et kaos af ødelagte glas, tallerkener og vaser, hvor de end kom frem.
- For fanden, mand! Aksel var stadig blodrød i ansigtet.
- Undskyld, gentog Joakim.
Men det var ikke nok, der måtte en anden og voldsommere straf til.
- Hustruvold, gnækkede Niklas tilbage i rollen som Dr. Fingerfiks og trak understregende ud i fingrene, så det gav et knæk i hvert led.
- Ja! jublede Aksel, og kom på højkant.
Egentlig burde opgaven udføres af Den Seje Sorte, men da hun ikke var til stede, måtte de finde et hunkønsvæsen, der kunne erstatte hende. De fik halet Aksels 4-årige lillesøster, Anna, ind på værelset.
- Du skal bare slå manden alt hvad du kan, forklarede Niklas, der sammen med Aksel holdt fast i Joakim.
Lillesøsteren slog to gang så blødt, at Joakim påstod det kildede.
- Kalder du det hustruvold! Hårdere! råbte Aksel.
Og denne gang ramte hendes lille knytnæve Joakim i skridtet, så han foldede sammen og begyndte at jamre højlydt. Ansigtets røde farve skiftede snart til blå. Lillesøsteren, der troede drengen hylede for sjov, begyndte at grine over hele femøren.
- Ser du det samme som jeg? spurgte Niklas.
- Ja, det er utroligt, svarede Aksel.
De to Engle var med ét klar over, at her stod de over for et væsen, som var i ledtog med Den Onde Selv, deres klasselærer Regner Wold.
- Hun har de onde kræfter i sig! udbrød de i kor. – Vig bort! Vig bort!
Drengene strakte armene ud og krydsede fingrene. Det hjalp: Lillesøsteren begyndte at tude og flygtede ud ad døren.

De Tre Engle hang udmattede som pynt på et juletræ i hver sin lyserøde klubtrøje. Det var Joakims mor, der havde valgt farven, og hans far der havde betalt. Moren havde egentlig nægtet at sponsorere T-shirtene – Niklas havde bedt Joakim bruge dette ord – men da faren hørte, at de var til en forening, hostede han op med pengene. ”En mand skal have sig et netværk,” sagde han og klappede Joakim på skulderen.
Nu var der en mindre krise i klubben.
- Det Onde breder sig dag for dag, sukkede Niklas.
- Byens borgere sover uden at ane hvilke farer der nærmer sig, tilføjede Aksel.
- Måske skulle vi få fat i de tre andre engle, pigerne? spurgte Joakim tøvende, fordi han stadig havde svært ved at forstå deres forhold til Den Slanke Smukke, Den Bløde Søde, og Den Seje Sorte. Men det var vist ligesom derhjemme, hvor hans mor og far havde hver sit firma, og var gode kollegaer og konkurrenter på en og samme tid, som hans far kaldte det. På samme måde var de nogle gange venner med pigerne og andre gange fjender, det var bare svært helt at regne ud, hvornår de skiftede fra det ene til det andet. Men denne gang havde han valgt rigtigt, for Niklas sprang op af stolen.
- Vi må tage ned og besøge dem, og det kan kun gå for langsomt!
Der var fjorten dage til vinterferien, og ferie var fint, men udsigten til bidende minusgrader og forladte gader, hvor de som de tre eneste gik og skovlede sne som Oliver Twists forsømte fætre, var ikke ligefrem lokkende. Slet ikke hvis man kunne ligge under palmerne på stranden på en solbeskinnet ø sammen med ...
- Hvor mange penge har vi? råbte Niklas, og trak resolut sine 1,75 op af lommen.
Aksel lagde sine 5,50 til, inden Joakim fandt 15 kroner frem.
- Ikke flere?
Niklas stirrede vantro på Joakim, der rystede på hovedet. Der var med ét mere end langt til øen sydpå, hvilket dog ikke slog Niklas ud af kurs mere end et par sekunder.
- Jeg ved hvem der kan redde os.
- Hvem? spurgte Joakim.
- Det kan kun et menneske i universet, sagde Niklas højtideligt.
- Hvem? spurgte Aksel.
- Pelle John, svarede Niklas med løftet hage.
- Tror du han vil betale vores rejse?
Niklas sendte Joakim et foragteligt blik.
- Men hvordan? spurgte Aksel.
- Med sin kraft, svarede Niklas.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.