Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Skolen":
 




Jesper Wung-Sung har skrevet en grum, skræmmende, barsk og stærk ungdomsroman, der sætter spørgsmålstegn ved værdien af et menneskeliv – eller rettere: samfundets opfattelse af værdien af et menneskeliv.

                    Jesper Wung-Sung har tidligere beskæftiget sig med store samfundsmæssige spørgsmål. Både i ”Ægte brøker” (2009), ”Kopierne” (2010) og i ”Den sidste henrettelse” (2010) er der mange store etiske og moralske spørgsmål i spil, og det er der så sandelig også i ”Skolen”, der fremstår som en slags fremtidsscenarie – ikke særligt langt ude i fremtiden.

                    Skoleinspektøren på skolen har netop givet eleverne og lærerne fri, da tre sortklædte mænd ankommer til skolen og meddeler, at ingen – absolut ingen – må forlade skolens område. Lynhurtigt opsættes også et flere meter højt hegn, der går hele vejen rundt om skolens grund.
                    Ingen ved tilsyneladende hvorfor, ikke engang skolelederen, der naturligvis som embedsmand gør, hvad han bliver bedt om. Pakker med mad, medicin og ligposer bliver smidt ned fra fly på skolens idrætsplads, men snart skal det vise sig hvorfor. En smitsom sygdom udvikler sig lynhurtigt på skolen. Det går ud over lærerne først, to lærere dør for hver elev. Snart er idrætspladsen lavet om til en kirkegård.
                    Over skolen vogter en drone. Flere forsøger at flygte, men nedskydes med stor sikkerhed fra dronen.
                    Langs ad vejen skabes forskellige elevgrupperinger, og det kommer også til kampe imellem grupperingerne, som man har oplevet i andre ”øde-ø-romaner”, men det helt overordnede spørgsmål er naturligvis: vil samfundet – i den virkelige verden – ofre én skole med dens elever og lærere, hvis det kan redde resten af landets beboere?
                    Hovedpersonen er Benjamin, skolelederens søn, men også dansklæreren Emilie er som en af de voksne en fremtrædende person med en tydelig integritet. Også andre elever spiller vigtige roller.

                    Jesper Wung-Sung skriver igen fantastisk, kraftfuldt og med kæmpe store spørgsmålstegn – men han svarer ikke. Han laver ”bare” ”set-uppet” – det er sgu godt lavet. Der er noget vigtigt på spil. Han kan noget, ham Jesper Wung-Sung!


Bent Rasmussen i Skoleboblioteket, september 2013


 

Der var en, der var to, der var tre…

Skolen er et ensomt og frygteligt samfund i Jesper Wung-Sungs ungdomsgyser

»Der var en, der var to, der var tre…«
                    Den første linje i den velkendte børnesang om cykelturen, der ender så grumt, går igen i Jesper Wung-Sungs skolegyser.
                    Ligesom i sangen falder børnene fra et efter et, da en sær epidemi begynder at hærge, og landsbyskolen fra den ene dag til den anden kommer i ufrivillig karantæne. Uden forklaring og uden trøst beder nogle sortklædte mænd en dag skolens elever og lærere om at blive på skolens område, indtil de får andet at vide. Men de får intet at vide.
                    De kan blot se til, mens et stort elektrisk hegn opføres om skolen, mobilsignalet forsvinder, og en helikopter flakser rundt over skolens boldbane som en stor ulykkesfugl, der jævnligt gylper nye forsyninger af mad, juice – og ligposer op. Der var en, der var to, der var tre.    
                    En efter en bukker lærere og elever under for den mærkelige sygdom, der begynder som hoste og sære blodudtrækninger som mærker efter katteklør og efter få dage tager livet af den syge. De voksne først. To lærere for hver elev.

”Fluernes Herre”-tradition

Lejrskolefællesskabet, som skolens inspektør forsøgte at indgyde de første dage, afløses af paranoia, rædsel og mærkelige magtmønstre. Snart er der kun en håndfuld børn tilbage på skolen, og skoleinspektørens søn, Benjamin, bliver læserens guide i det inferno, skolen forvandler sig til.
                    Børnene grupperer sig, og umærkeligt dannes to lejre med hver sin selvudnævnte anfører, Elias og Liam. I Liams gruppe hersker vildt anarki, kaostilstanden nydes i en rus af frihed og magtfølelse, mens Elias og hans undersåtter barberer sig skaldede og hylder asketisk disciplin. Det hele ender lige så pludseligt, som det begyndte. Uden forklaring og uden trøst.
                    Tematisk læner bogen sig op ad en ”Fluernes Herre”-tradition, der afsøger de psykologiske mekanismer, som får frit spil, når rammer og regler forsvinder. Men børnene i skolen bliver ikke onde. Snarere forsøger de desperat at genskabe en form for orden – Elias og hans følge finder et fællesskab i bevidstheden om, at der ikke findes nogen orden: »Vi har levet på en løgn! Vi har levet falskt! Vi har bildt os ind, at der er et samfund, et fællesskab, når dette viser sig at kunne opløses, ophæves, sløjfes i løbet af fireogtyve timer! Der findes ikke næstekærlighed eller empati! Der findes kun begær og egoisme! Og fordi vi ikke erkender det, har vi det dårligt!«
                    De mest ekstreme af reaktionerne – især i Elias’ gruppe – er dem, der står svagest i fortællingen. Forfatteren fylder tungt romanstof og komplekse psykologiske mekanismer ned i en meget stram, kort form, og det lykkes ikke hele vejen igennem. De magtmønstre og mekanismer, der fører til, at Elias bliver leder, virker ikke grundfæstet i den forudgående fortælling.
                    Mest interessant er sådan set den mindst ”vilde” af børnene – skoleinspektørens søde, empatiske Benjamin. Hans venskab med Simon, der beskrives med ADHD-lignende træk, er et forbillede for den inkluderende folkeskole og utroligt rørende beskrevet. Lige så hjerteskærende er det, da venskabet knækker under presset, og Benjamin bryder ud af skallen som den flinke.
                    ”Skolen” er en velskrevet gyser med tyngde, men den stiller krav til sin læser. Man skal kunne godtage, at der ikke er nogen forklaring.
 


Karen Lise Søndergaard Brandt, Jyllands-Posten, d. 6/10-2013




Dødens skole

HVIS SPROGET KUNNE flytte bjerge, ville Jesper Wung-Sungs nye, korte roman for unge buldre lige igennem. ’Skolen’ er en veritabel sproglig kraftpræstation om noget, der ligner dommedag.
                    På overfladen er ’Skolen’ en ligetil gyser. Den fortæller om en skole ude på landet, der bliver afspærret fra omverdenen af sorte mænd og høje hegn og belures af en dyster, dødbringende drone ovenover. Børn og lærere dør på stribe af en ukendt sygdom. Undervejs bliver en række elever præsenteret. De er bestemt ikke helt almindelige. Benjamin er inspektørens søn og en slags hovedperson. Bogen starter med, at han sammen med nogle barske drenge ser på, hvor længe en edderkop er om at dø i en tændt ovn med glaslåge. Samme tema dukker op til slut. Hvad der sker undervejs, er mareridtsagtigt og tankevækkende.
                    Jesper Wung-Sung tæller sig igennem historien. De korte kapitler står med romertal. Det sidste er LIV (= 54). Historien piskes frem i en blanding af lange sætninger med svære ord og enkle konstateringer. Bogen indledes sådan: »Skolens tegltag bølgede som forseglingsvoks«. Og forfatteren ser ind i både bange øjne og den menneskelige evne til at tilpasse sig. ’Skolen’ er hårdkogt, poetisk, fuld af sidespor og dunkle udsagn. Den skaber billeder.


Steffen Larsen, Politiken, d. 28/11-2013



Der var en, der var to, der var tre …

Jesper Wung-Sung har gjort det igen – skrevet en lille tekst med stor virkning.

Om der i Jesper Wung-Sungs nye roman Skolen er tale om en epidemi eller en pandemi er det vanskeligt at udtale sig, fordi fortællingen er henvist til bare én institution, nemlig en skole. Men selvfølgelig kan skolen anskues som symbol for noget større, f.eks. ”verden”.

            Sygdom handler romanen imidlertid om. Vi lever i en tid, hvor flere og flere bakterier udvikler resistens over for antibiotika. Det betyder, at mange sygdomme i fremtiden ikke vil kunne behandles, endsige kureres – og hvad vil det mon ende med?

            Når befolkningen er i fare for at rammes af flere og flere livstruende sygdomme, der f.eks. kan overføres fra dyr via vore fødevarer (vi har hørt om svinepest, fugleinfluenza (H5N1), SARS og senest MRSA) eller på anden måde, hvorledes kan vi så ruste os mod epidemier – subsidiært pandemier i fremtiden – eller kan vi overhovedet ruste os? Og i givet fald på hvilken måde?

            I begyndelsen af romanen møder vi på skolen en niendeklasse, som sidder alene. Ikke bare historielæreren er syg, så mange synes at være det, at selv Benjamins far, skoleinspektøren, er i gang med at vikariere, og hvorfor Benjamins klasse er uden lærer.

            Tiden fordrives med at mishandle og slå edderkopper ihjel. Edderkopper, der ikke har nogen mulighed for at undslippe, lukket ufrivilligt inde, som de er. Den ene falder efter den anden. Som det hedder:

            Den var en, der var to, der var tre, der var den fjerde edderkop ud af fem.

            Lidet kan eleverne ane, hvad dette varsler. Da alle elever kort efter er samlet i skolens ældre fløj, hedder det igen:

            Der var en, der var to, der var tre, der var alle skolens elever og lærere samlet …

            Og dette, at alle er involveret, skal vise sig at være temaet romanen igennem. Nu får elever og lærere nemlig besked på, at ingen må forlade skolen. Hvor længe det skal vare, ved ingen, men snart skal de erfare hvorfor. Med andre ord: Alle er lukket ufrivilligt inde, alle er samlet.

            Der bygges et hegn op om skolen, således at alle veje væk fra skolen er spærret. Over dem flyver et stort fuglelignende monstrum, som har til opgave ikke bare at overvåge, men også at skride ind over for dem, der trodser ordren. De få, der forsøger, skydes ned.

            Men hvem holder øje, hvem spærrer inde? Og hvad er grunden? Alle holdes i uvidenhed – inklusive de voksne.

            Men hvad, der efterhånden udvikler sig skæbnesvangert, er allerede i fuld gang. Vi ved, at historielæreren er syg, og da biologilæreren kommer ind til eleverne i klasselokalet, hedder det om ham:

            Han åbnede munden, men det eneste, som kom, var en streg af blod fra næsebor til overlæbe. Så faldt han, så lang han var.

            Derfra går det stærkt. En for en rammes eleverne af den mystiske influenzalignende sygdom, får tårnhøj feber, får røde kradsemærker på halsen, og efter et ganske kort forløb dør de, hvorefter de begraves på skolens boldbane.

            Det er store og små elever mellem hinanden, og det er lærere, ingen synes at gå fri. Skolen bliver en lille afsondret enklave, man er nødt til at holde sammen om det; man ved, at mange bliver syge, og at alle de, der rammes, dør.

            Benjamin er romanens hovedperson, og det er igennem hans øjne og bevidsthed, vi følger de mange barske scenarier. Han kommer i romanen til at optræde som en slags observatør til, hvad der sker.

            Inde på faderens kontor er hans eneste – men indirekte – link til omverdenen, nemlig et fotografi af ham selv og moderen – men komme i kontakt til den, altså omverdenen, er ikke muligt, end ikke faderen kan forklare, hvad der sker.

            Også faderen rammes af den dødbringende sygdom og dør – og da den sidste lærer dør, er der kun eleverne tilbage. Herfra er det, som om alt civilisatorisk siver ud af den lille elevgruppe, og de rammer en art naturtilstand, der får dem til at dele sig i to grupper.

            Den ene centrerer sig om Elias, der påtager sig rollen som naturlig lederskikkelse, der med bibelsk sprog, metaforik og myndighed tager hånd om den ene gruppe, medens den anden mere anarkistisk ledes af Liam. De to grupperinger bliver hinandens ubodelige fjender.

            Man kan ikke læse om denne antagonistiske tilstand og udvikling uden at tænke på Goldings Fluernes Herre. Men hvad enten de nu gør hinanden fortræd eller ej, så bliver der stadig færre i de to grupper, i og med mange fortsat rammes af sygdommen.

            Og til stadighed flyver over dem den store fugl – og hver gang, en har glemt følger af andres tidligere flugtforsøg og gør et, har det samme knusende konsekvens.

            En gang ser Benjamin, hvordan en hel stor gruppe af Elias’ hold sammen styrter sig mod hegnet, mens Liam råber, og andre skriger – men ubønhørligheden gør sig gældende, og det hele minder i forfærdende grad om et kollektivt arrangeret selvmord, som let leder tankerne hen på nyreligiøse sekters desperate handlen.

            Benjamin har et par kammerater, som han føler noget særligt for, både Simon, selv om han er en lidt særlig karakter, der i grunden slet ikke burde gå på skolen – og Maja, som han er lidt forelsket i, men som tilslutter sig Eilas’ gruppe, da eleverne deler sig op. Da hun beder ham skifte side, er han tæt ved at love at gøre det, men vil han ikke, eller også er han for længe om det …

            Det frygtelige rammer dem begge.

            I afslutningen er der kun en enkelt, som Benjamin knytter sig til, nemlig Kate, som holder til blandt de syge i gymnastiksalen, hvor Benjamin mere og mere opholder sig. Kate siger til ham: Det er utroligt, hvordan man lever videre med ting … også store ting, der ændrer ens liv grundlæggende.

            Og da Benjamin spøger: Hvad er det, der gør, at vi kan glemme andre?, lyder svaret: Solen.

            På et tidspunkt aftager ikke bare sygdomstilfældene, de aftager også i styrke, og det kommer ikke længere end til den influenzalignende tilstand, hvorfra man kan blive rask. Dødsfaldene holder op. Pludselig kan man komme sig … Og hvad så?

            Slutningen skal ikke afsløres her, men nævnes skal det dog, at den lille roman – på ca. 140 sider – er inddelti 54 kapitler, nogle ultrakorte, bare på et par linjer, andre noget længere, men ingen rigtig lange.

            Pudsigt er det imidlertid, at romanens sidste kapitelnummerering (kapitlerne er benævnt med romertal) kommer til at tage sig speciel ud, idet den også kan læses som et ord. Prøv selv at sætte romertallet for 50 og romertallet for 4 sammen – og du vil opdage, at det også kan læses som et ord skrevet med versaler.

            Hvorom alt er: Wung-Sung har gjort det igen – skrevet en lille tekst med stor virkning, men uhyggelig intensitet og sproglig kraft og nerve. Wung-Sungs bøger er altid gode og meningsfulde at gæste. Han har noget på hjerte. Tak for det.

 
Eiler Jensen, Børn & Bøger nr. 2, 2014.
 

Til start på siden