Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "Skolen":

 

 

I

 

Skolens tegltag bølgede som forseglingsvoks. Bag rødstensbygningen henlå sportspladsen som en stubmark af gult græs, og foran, flankeret af en nyere og en ældre tilbygning med fladt tag, som sammen med hovedbygningen mindede om et triptykon, glitrede skolegården under solen som støbt af diamant iblandet sort asfaltbeton – men der var endnu varmere foran ovnen i den nye fløjs billedkunstlokale, hvor edderkoppen udførte sine langsommere og alligevel stadig mere desperate dansetrin bag ruden.
                    ”Du bliver stemt hjem, hvis du ikke opper dig.”
                    Det var en, der var to, der var tre, det var den fjerde edderkop ud af fem. Klassens historielærer var syg, og da selv Benjamins far vikarierede i en anden klasse, havde de fået en fritime. Der var fire elever i billedkunstlokalet.
                    De havde været fem, men Simon var løbet hjem for at hente sin skoletaske. Liam havde hånet ham, som han nu hånede den døde edderkop, så Simon havde haft svært ved at slippe dørhåndtaget. Det var ganske givet sandt, at han havde glemt sin skoletaske – Simon glemte alt – men Benjamin havde også kunnet fornemme, at Simon ikke brød sig om det med edderkopperne. Simon havde været ovenud begejstret, men allerede efter den første edderkop, skete der noget med ham. Blikket begyndte at flakke, kroppen kunne ikke finde ro, latteren blev skinger og hysterisk.
                    De var vokset op sammen, Benjamin og Simon. Simons mor boede i et lejet husmandssted nede for enden af vejen, hvor Benjamin aldrig havde brudt sig om at komme, fordi stedet så ud som noget fra en gyserfilm. Og fordi der var et syndigt rod. Og fordi Simons mor lå tavs på sofaen. Og fordi der altid sad forskellige mænd i stuen og skulede gennem flaskehav og cigaretrøg. Men Simon skulle nok finde Benjamin.
                    Benjamin havde tidligt fornemmet, at Simon ikke var som andre børn. Hans udsving var voldsommere. Simon kunne skifte fra at være mut og indadvendt til at komme løbende og råbende ind ad hoveddøren, sprinte gennem Benjamins hus, op og ned ad trappen, åbne samtlige døre, inden han forsvandt ud ad bagdøren – efterladende alt åbent bag sig. Simon kunne sige det samme ikke 10 men 100 gange på en dag. Simon bevægede sig gennem forskellige faser af besættelser – for eksempel en, hvor han insisterede på at klappe alt og alle i røven; knap så hensigtsmæssigt for eksempel at være med ham i Brugsen i den periode. Eller: Godt der ikke lå en rockerborg i nærheden.
                    Simon burde ikke gå på skolen. Engang havde Benjamin sagt det til sin far, fordi han jo var skoleinspektøren. Hans far havde set på ham og sagt: Hvis vi og vores lille skole ikke kan rumme ham, hvordan tror du så, at verden kan?
                    Simon havde været forvirret og grædefærdig, da Liam kaldte ham en tøssedreng. Simon beundrede Liam, ganske enkelt fordi han var den største og stærkeste på skolen, og fordi han kunne finde på at dunke Simon hårdt mellem skulderbladene og lade, som om de var venner.
                    Men fordi Liam betragtede Simon som dum – og dermed ufarlig – var det aldrig ham, der fik den hårdeste medfart. Der var andre, som det gik værre ud over. For eksempel Elias, der nu fik et drag over nakken.
                    ”Det var din edderkop. Fandeme dårlig opdraget.”
                    ”Edder-mame,” sagde Elias med sammenknebne øjnene og det blodløse hoved nede mellem skuldrene, forventende endnu et slag.
                    ”Nu kommer fars monster.”
                    Edderkoppen fyldte Liams velvoksne håndflade. De havde aldrig været så store. Edderkoppen havde et gulligt kors på sin brede bagkrop, krumme mundklør og et rødligt skær af hår på benene. Måske var det en ny art. Varmen slog mod dem, da Liam åbnede lågen og kastede edderkoppen ind i ovnen.
                    ”Du ta’r tid?”
                    Benjamin nikkede med øjnene hvilende på uret. Edderkoppernes reaktionsmønster var det samme: først at krumme sig sammen, dernæst at undersøge ovnen for flugthuller oppe som nede, endelig – eftersom varmen var konstant og uudholdelig –  at søge mod lyset og kaste sig op ad glasset. Til sidst ville også denne edderkop krølle sig sammen, ikke længere være til at skelne fra ovnens bund, forsvinde. På samme måde var det med oplevelsen: først spændtheden, der løb i alle retninger, fascinationen, der dansede lidenskabeligt et kort øjeblik for så med ét at skrumpe ind til en lille hård klump af lede i en ellers tom sort ovn.
                    Derfor var Benjamins blik mere rettet mod Liams profil end edderkoppen bag glasset. Liams næse var som et klippefjeld. Et knæk på midten, derefter frit fald. Benjamin havde aldrig spurgt Liam, om den havde været brækket; den slags kunne koste en brækket næse. Liam burde også var anbragt et eller andet sted. I en celle, tænkte Benjamin.
                    Han lod blikket glide diskret væk fra Liam og ovnen. De sad på en stolerække som i et teater, to tomme sæder ved siden af Elias. Det var umuligt at aflæse Elias’ ansigt, uflydende og blegt som dej. Der var en uge til skolefesten, og lokalet var fyldt med skilte, kulisser og farverige kostumer. Benjamin tillod sig kort at dreje hovedet og se på Kate, der sad bag dem i vindueskarmen. Hun gengældte udtryksløst hans blik, inden hun igen stirrede mod ovnen.
                    Liam havde ikke kommenteret, at Kate ikke befandt på stolerækken, og Benjamin vidste godt hvorfor. Af alle skolens elever var der kun tre, som Liam aldrig var efter.
                    Benjamin, fordi hans far var skoleinspektør. Eller rettere, ikke på grund af stillingen, men fordi skoleinspektøren var: Johannes.
                    Maja, fordi Liam – ligesom halvdelen af drengene på skolen – var forelsket i hende. Maja, som lige nu sad på trappestenen foran skolen og lod solen brune hendes solbrændte ben, hvilket gav Benjamin en sær fornemmelse af, at Liam – og måske også han selv – tænkte på hende, mens han så edderkoppen kline sig op ad glasset.
                    Kate, fordi hun var mærkelig. Tynd, farvet sort hår og ringe i øjenbryn, kind og underlæbe. Fordi hun sagde underlige ting. Og fordi hendes far havde skudt hovedet af sig selv. Fordi hun havde været en lille pige, da han gjorde det. Og frem for alt fordi hun havde været en lille pige, der skulle have set det.
                    ”Det er mord.”
                    Kates tone var ikke anklagende, mere som var et facit i Matematik endelig gået op for hende. Liam svarede uden af tage øjnene fra de tre sidste sitrende edderkoppeben.
                    ”Ja, Gu’ er det mord. Men hvis den havde holdt sig væk, var den aldrig blevet fanget. Og hvem ved: Hvis vi ikke holder bestanden nede, vil de måske vokse sig større, invadere os og overtage magten? Så kunne du hænge der i et spindelvæv og læse bøger, indtil du blev ædt, Elias! Den bevæger sig stadig! Det må være rekorden?!”

                    Døren blev stødt op, så håndtaget bankede med væggen, og Bernhard Abrahamsen, biologi- og fysiklæreren, gloede vantro på de fire elever. Han var en af disse ældre lærere, der kunne fare i flint over det mindste; de havde ikke forventet en lærer midt i undervisningen, og nu havde han taget dem på fersk gerning. Han kom mod dem. To skridt. Abrahamsen var så edderspændt rasende, at han ledte efter ord i sit røde hoved. Han åbnede munden, men det eneste, som kom, var en streg af blod fra næsebor til overlæbe. Så faldt han, så lang han var. I tavsheden, der fulgte, tog Benjamin sig i for første gang at længes efter lyden af Liams skadefro grin.

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.