Tilbage til bogen

Anmeldelser af "To ryk og en aflevering"
(BogForums debutantpris 1998):
 

 

Score-Kaj

(Debutanten Jesper Wung-Sung har begået et stykke begavet mandeforskning i novelleform.)

Det er en skæppegod lille bog, Jesper Wung-Sung debuterer med. Tyve prunkløse tekster om manden af i dag fra vugge til grav. Tyve forholdsvis kærlige hudfletninger af det stærke køn og dets uhyggelige svagheder. Tilsammen intet mindre end et stykke mandeforskning i en cyklisk novelleform, som konstant bevarer en fin, skær tone og dén let slørede form for realisme, man også finder i film af Niels Malmros og Søren Kragh-Jakobsen.
I en tid, hvor fodboldspillet er så blevet intellektuelt hipt, at det ikke er til at holde ud - og alle der bare kan holde på en blyant og har skubbet solbrillerne op i panden tror, at de kan skrive lange essays og romaner om fodbold som metafor og livsstil - er det en fornøjelse at følge en debutant, der bruger sporten og spillet begavet. Som led i en langt større og bredere psykologisk beskrivelse af et køn, der åh-så gerne vil erobre, og for hvem konkurrence-mentaliteten fra barnsben af bliver noget nær den eneste målestok, hvormed man forsøger at finde en kvalitet og rytme i tilværelsen.
Det handler med andre ord om denne for kvinder så uforståelige drøm om at nette det afgørende mål og blive socialt tiljublet og respekteret i én uendelighed af andre netteivrige mænd. Intet synes vigtigere for mænd end at score og bevare det store overblik. På værtshuset, i kantinen, til bestyrelsesmødet, i partiet, på dansegulvet og i sengen. Scor! Scor! Scor!
Derfor elsker manden fodbold. Her kan han i henhold til et knivskarpt regelsæt få lov at være ude med drengene i tre lange halvlege og i ly af bolden nærme sig sine våde, vilde drømme, mens kæresten, konen og børnene pænt venter på sidelinjen.
Ak ja. Det er denne kønnets tragiske fastlåsthed mellem barnligt håb og voksen desillusion, mellem den faste, smidige drengekrop og en skvulpende, midaldrende ølvom, Jesper Wung-Sung har så fantastisk godt blik for og på så besnærende vis fastholder i novellernes koncentrerede, lavmælte form. Nogle steder er der mere rytme end handling i Jesper Wung-Sungs tekster, skønt det ikke er uspændende, for her er det, som om den rå og knappe realisme krakelerer, og fortid og fremtid pludselig stikker fjæsene frem og giver teksterne et uimodståeligt, overraskende ryk i nye retninger.
Ikke alle noveller er - naturligvis - lige gode. Enkelte er for spinkle, for lidt dybde og resonans. Men skal der inden årtusindeskiftet laves en antologi med 1990'ernes bedste noveller, så kommer man ikke uden om "Æblet"; en rent ud sagt mesterlig novelle som mangen etableret forfatter ville give alt undtagen skrivearmen for at lægge navn til.
I denne klassiske novelletekst, klinet op omkring en midaldrende mands tavse nattemøder med et pindsvin ude i haven, åbner der sig et perspektiv omkring begrebet "mandevenskaber", som sætter hele novellesamlingen i relief.
Alt i alt en debut med format.
 

Jens Andersen i Berlingske Tidende d.3/4-1998


 

Den danske mand

(Debutnoveller om maskulin ensomhed er vellykkede)

Det lyder ikke sådan, men den 27-årige Jesper Wung-Sung er pæredansk ligesom de noveller, han debuterer med. Det kinesiske efternavn stammer fra en oldefar, der under en rejse i Europa mødte en dansk pige og slog sig ned her.
Det er den danske mand, fra lille dreng til olding, der er på programmet i de 20 korte noveller, som udspiller sig i en provinsby med fodboldbanen, busskuret, grillbaren, kiosken og baghaven som typiske lokaliteter.
Der indledes med drengen, der ikke kan finde sin fodbold og afreagerer sit raseri ved at slå løs på buskene. Mønsteret går igen hos den voksne mand, der ikke kan få græsslåmaskinen til at makke ret, og som ligesom drengen har magtfantasier, der skal rette op på en skrøbelig selvfølelse.
Afmagt, frustration, aggression og konkurrence er de psykologiske omdrejningspunkter for disse drenge og mænd. Fodboldspillet går igen som samlende billede på denne tilstand, både når drengene bliver høje af spillet, og når det indgår i en magtkamp. Eller når de midaldrende mænd i baghaven, opildnet af øller, skal vise, at de kan endnu.

Men sagen er, at de ikke rigtig har magt over det. Novellerne udtrykker en kolossal maskulin ensomhed i et snævert menneskeligt univers. Den manglende kommunikation mellem mændene indbyrdes og mellem kønnene er slående. De fantaserer om sex, men deres seksuelle praksis er kummerlig.
Den unge mand, der går i seng med en pige, han ikke kan lide, ejakulerer ved første berøring og føler kun lede. Den midaldrende mand bliver impotent sammen med bartendersken og føler skam, ligesom pensionisten, der masturberer til et pornoblad. Ægtemanden, der endelig har et par dage alene sammen med konen, bliver slået ud, da hans forsigtige opfordring til at gå i bad sammen ikke bliver jublende modtaget. Krænket i sin maskulinitet bestemmer han sig for helt at afstå: "Men det var glippet. Halvt i søvne var han endt oppe i hende. To ryk og en aflevering".
Man må sige, at Wung-Sung er god til at udtrykke et kompliceret psykologisk forløb kort. I en prosa, der bruger underteksten som teknik, aner man en drøm om noget andet hos disse mænd. Men det kan ikke udtrykkes, kommunikeres eller udfoldes i handlinger. De er hjælpeløst fanget i klicheer og konkurrenceadfærd. "Det skal drikkes væk", som mændene i baghaven oprømt siger i et forsøg på at være på højde med situationen.

Ser den danske mand sådan ud? Realismen bevæger sig - bevidst går jeg ud fra - på kanten af stereotypen og karikaturen, men det er Wung-Sungs fortjeneste, at vi ender med at have medfølelse med mændene frem for at opleve dem som blot afstumpede eller latterlige.
Som debut er novellerne vellykkede. Forfatteren er i stand til at skabe stemninger ud af den tætte, objektive registrering, han dykker, uden at det kommer til at virke alt for skrabet. Næste gang tør han måske fyldiggøre tekstens ryk inden aflevering.
 

May Schack i Politiken d.3/4-1998


 

Livets fodboldbane

(Bøger: Debutforfatteren Jesper Wung-Sung kan fortælle meget med få ord)

At fortælle meget med få ord. Og at forene lethed med tyngde. Den kunst kan den debuterende forfatter Jesper Wung-Sung, der trods efternavnet er en dansker fra Ærø.

Med forbehold over for klichéen: man tør vente sig noget af denne debutant. Den lakoniske og letløbende stil i hans novellesamling "To ryk og en aflevering", der udkommer i dag, er slet ikke så skødesløs eller tilfældig, som den umiddelbart kan forekomme. Og heller ikke så ukompliceret. Wung-Sung er en meget bevidst stilkunstner, der hellere under- end overbetoner, og han er tilpas velberegnende og skarptsansende til også at få den historie frem, han fortæller mellem linierne. Koncentrationen har nerve. Den indre uro dunker.
Bogens gennemgående "han", bosiddende i en mindre dansk provinshavneby, er ingen og enhver. Den unge forfatter (f.1971) har den frækhed at ville fortælle alle mænds historie, fra den tidlige barndom over puberteten til ungdommen, manddommen og alderdommen. Ikke overraskende er det den sidste fase, der står svagest. Det vil sige: for lapidarisk. Selv den mest indtrængende indlevelsesevne kommer til kort, når erfaringsgrundlaget er for spinkelt.
Bogen begynder på en fodboldbane og forlader den egentlig aldrig igen. Titlen "To ryk og en aflevering" hentyder imidlertid også til noget ganske andet end fodbold. Hvad dét er, skal ikke røbes her. Kun at det er ret frækt! Og det mest direkte udtryk for, at fodbolden trods dens konkrete nærvær først og fremmest er en metafor.
Bolden ruller, og bajere drikkes. Mandehørmen hænger tæt over novellerne. Ikke at pigerne/kvinderne ikke spiller en rolle. Det gør de skam i høj grad - men her er de for en gangs skyld henvist til birollerne. Mændene slipper nødigt deres frihed, ægteskab eller ej - og på given foranledning blusser drømmen om det frie, uforpligtende liv op langt inde i den programmerede parcelhustilværelse med kone og børn. Men de gamle dage med vennerne er blevet gamle og genoplives lettere i dagdrømmene end i virkeligheden.
Jesper Wung-Sung har nogle fine registreringer af de øjeblikke, hvor det pludselig viser sig, at intet mere er, som det var engang. "Han" har i 30 år kunne åbne en bajer med tænderne, men en dag under manøvren falder den involverede tand fra hinanden "som et skelet i et flere hundrede år gammelt hus, der blev til støv ved den mindste berøring". En snigende forandring, der en tid lang kunne bagatelliseres, må derefter erkendes som et grundvilkår. Den slags kan udløse aggressioner. Og debutanten har god sans for de sorte pletter på sindets landkort.
Engang havde vi en kvindelitteratur. "To ryk og en aflevering" kan læses som et bud på en modsvarende mandelitteratur.
 

Claus Grymer i Kristeligt Dagblad d.4/4-1998

 

Til start på siden