Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Trælår":

 


Skæv komik giver læseren et trælår

Førsteklasses modbydelige og modbydeligt morsomme voldsnoveller i ånden fra Villy Sørensen
En dreng suser råbende gennem luften, hans skateboard forsvinder under ham, og han lander tungt og smertefuldt på de sorte togskinner under sig. Er det skægt? En gruppe drenge mobber ondskabsfuldt en pige; de tvinger hende til at spise afføring og skarpe genstande. Er det morsomt?
            Ikke nødvendigvis, må vi nok forlegent fremmumle. Men her er det, at Jesper Wung-Sung (f. 1971) træder ind med sin helt særlige og slagkraftigt forfinede novellekunst og udfører uomtvistelige mirakler. I samlingen ”Trælår”, der består af tyve korte noveller, får vi én lang, udtrukken og ikke desto mindre monomant opfindsom variation over den samme grumme grundmodel: voldens, torturens, mobningens, nederlagets, hadets, ydmygelsens og smertens repertoire.
            Vi er i provinsen, i yderområderne, i taberland; vi er i barndommen eller i puberteten, på tærsklen til voksenalderen; og vi er sunket ned i socialgruppe 3-5, hvor det flyder med pizzaer, dåseøl, hash, Campari og computerspil, for slet ikke at tale om tyveri, indbrud og overfald. Det burde vel i princippet være blevet en næsten ubærlig påmindelse om, at mennesket (også) er ondt, dumt og svagt, ligesom verden (også) er grusom og uretfærdig.
            Men det er kun den ene og relativt lille side af sagen. For Wung-Sung har som forfatter en usædvanlig evne til at fremskrive bizar komik midt i ulykken og katastrofen. Hans drenge – og vi er med mandeforskeren Wung-Sung her gået i barndom – optræder ofte som par, eller som kollektiv. Parrene nedstammer i lige linje fra Becketts Pozzo og Lucky, der sadistisk og masochistisk drev deres spil med hinanden, mens de ventede på – vi ved ikke helt hvad.
            Ude i parcelhuset er Jacob og Jeppe alene hjemme i 14 dage. Forældrene har skødesløst efterladt dem en bunke pengesedler, og de går øjeblikkelig i lag med tv og computer, pizzaer og Nutella.
            Nu kommer Vorte-Morten imidlertid forbi, de beslutter at grave en hule ude i haven, men det kuldsejler, for pludselig får Jacob og Jeppe den idé at begrave Morten i hulen, så kun hovedet stikker op. De propper brutalt nogle chipsposer i munden på Morten for at stoppe hans skrigeri.
            Og bagefter tager Fanden ved dem, nu gør de rent som besatte i huset; og i det begyndende nattemørke skubber Jacob igen og igen plæneklipperen over en særlig genstridig stor klump på græsplænen … Drengene er blevet besjælet. De er besjælet af at have set Charles Ingalls være en klog og god mand i ”Det lille hus på prærien” og vil nu på deres egen måde efterligne rollemodellen. Og på den led er Wung-Sung indlagt i kølvandet på Villy Sørensens ”Sære historier” og aktuelt beslægtet med en kollega som Jens Blendstrup i ”Pludselig flæben”.
            Med sine tekster formår Wung-Sung at oprulle en kavalkade af surreel komik, der præcist knalder sine trælår ind i den intetanende læser, der på skift griner og gyser.
            Fornemt står en syret udtænkt opdatering af Franz Kafkas berømte novelle ”Forvandlingen”, hvor Gregor Samsa jo vågner op og ser sig forvandlet til insekt. Her er det den øldrikkende teenager Viktor, der pludselig en morgen er blevet til en kloning af John Travolta, Kurt Cobain, Michael Jackson og Justin Timberlake – og så går den vilde gæk ellers derudad, i en travesti over berømmelseskultens og efterlignelsestrangens sørgelige råddenskab.
            ”Trælår” kan voldeligt varmt anbefales.



Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken, d. 24/9-2009



Dem, de andre ikke må lege med

Bedstemor må ikke læse med, men andre kan nyde Jesper Wung-Sungs uhyre korte, men vældigt sjove og velskrevne fortællinger
Jesper Wung-Sung skriver skarpt og godt om drenge i puberteten. Det vil sige; møgunger, bøller og ballademagere …
            Børn er onde, men også underholdende i ”Trælår”, der er Wung-Sungs fjerde novellesamling. Hans tidligere novellesamlinger er blevet kaldt mande-noveller, og det er først og fremmest mænd, der vil kunne genkende det konsekvens-korporlige forhold mellem pubertære hankøn. Kønt eller kærligt er det ikke, men Wung-Sung skriver præcist og intelligent om de vanvittige ting, som drengene foretager sig. Det vanvittige er dog helt normalt i ”Trælår”, og man tror på det, fordi Wung-Sung fortæller det.
            Kvalitetsmæssigt er novellesamlingen sat mærkværdigt sammen; de bedste historier ligger i midten, flankeret af historier uden helt samme bid, humor og opfindsomhed, som man finder i de bedste. Men ”Trælår” har en bred midte, der fortjener flere gennemlæsninger. Fortællingerne er korte, uden omsvøb og er forbi, før man aner det, men man suser hurtigt videre til den næste fortælling.
            En af de bedste fortællinger vender Franz Kafka-fortællingen ”Forvandlingen” på hovedet. En ung fyr vågner op og ser sig forvandlet, ikke til et kæmpestort kryb, som hos Kafka, men til en superstjerne med svulmende biceps og veludviklet brystmuskulatur. Det er guf for dansklæreren, men det er også tankevækkende stof for os andre.
            Disse bølle-fortællinger taler også til unge, modvilligt læsende mænd. Bare de ikke lader sig inspirere af det dårlige selskab, som Jesper Wung-Sung befolker sine bøger med.



Theis Vallø Madsen, Fyens Stiftstidende, d. 24/9-2009



Planken ud med Wung-Sung

Som anmelder har man så travlt med at veje for og imod og fremhæve gode sider ved selv middelmådige frembringelser, at det kan virke fuldstændig overrumplende, når man for en gangs skyld sidder med noget virkelig godt mellem hænderne. Det er tilfældet med Jesper Wung-Sungs seneste novellesamling ”Trælår”.
            Samlingen består af 20 små stykker grusomhed. Og ja, det ser ud til, at grusomhed er årets trend; sidste år ved det Norge, og sådan er litteraturverdenens luner så omskiftelige.
            Wung-Sung går linen ud, når han beretter om børn, unge og andre ubefæstede sjæle. Det er naturligvis sprogligt overlegent, men det er nu indholdet, som virkelig trækker.
            Hvor gerne man end ville, kan man ikke komme omkring 20 fortællinger i en enkelt anmeldelse.
            Fælles for dem er imidlertid, at hovedpersonerne ikke er over gymnasiealderen – og at de fleste noveller begynder som harmløse, ”vi har set det før”-ungdomssocialrealisme af den slags, som dansklærere elskede i min ungdom. Ganske hurtigt knækker de imidlertid, og de små tekster ender alle – et andet sted. Hvor er ikke altid helt til at forklare; af og til ikke engang, efter at man har afsluttet dem.
            Det er denne uforudsigelighed og selvfølgelige originalitet, som gør Wung-Sungs seneste umulig at komme uden om – både for dansklærerne og for alle andre, som vil forkæles med litteratur ud over det sædvanlige.
            Forfatteren lader fortællingerne gå planken ud, fuldstændig ligeglad med, om de ender i ubetrådt land. Resultatet er overrumplende småbidder af høj, høj, høj kvalitet, som omgående bør skrives på enhver bogelskers ”må læse”-liste.

 
Christina Dahl, Flensborg Avis, d. 29/9-2009



En lille skarp

Er du til indkogte saucer, Biotex, bouillonterninger, og andre højkoncentrater, vil du elske Jesper Wung-Sungs nye novellesamling Trælår (Forlaget Samleren). Drengen er i centrum, og de 20 noveller er dermed et stjålent kig ind i drengens besynderlige univers, ind i hans barndom, ungdom og spæde voksenliv.
        Novellerne er fortællemæssigt lidt af en udfordring, for Wung-Sung fortæller af karsken bælg uden at tage sig stort af hverken kronologi eller episk harmoni, og flere steder skal man virkelig holde tungen lige i munden for ikke at blive slynget ud af historien i høj fart. Til gengæld er Wung-Sungs billedsprog klart som en sjælden kilde, og en udsøgt fornøjelse. Jeg vil sammenligne Trælår med at bunde en snaps på en vinterdag: Den kradser og bider fra sig og er ikke helt let af få ned, men bagefter ruller blodet rask af sted, og man får lyst til at råbe højt og larmende fra en bjergtop. Eller måske give nogen et trælår?



Sissel-Jo, Femina, no. 48 2009



Den korrekte fortolkning                                                            

Jeg sad på en ganske almindelig torsdag bøjet over stilebunken. 2.p’s stile skulle rettes. De røde streger skulle sættes under de sproglige fejl, og jeg skulle kontrollere, at eleverne var kommet frem til en korrekt fortolkning af teksten. Jeg havde læst et par af dem og jublet indvendigt og givet flotte kommentarer, for flere elever havde set de samme ting som jeg i teksten. Novellens omdrejningspunkt var en familie på tur i en autocamper, men hvor, det der skulle have været en idyllist familietur, hurtigt udviklede sig til et mareridt pga. en livsfarlig situation – en situation, hvor autocamperen ender med det ene hjul ude over skrænten. De to store børn i den forkerte ende af camperen, tættest på afgrunden, og forældrene og den lille tumling i den anden. Novellen ender med, at de store børn får lokket den lille tumling over i deres ende med et bolsje, og familien styrter i afgrunden.

Jeg var som lærer inde i en fase, hvor troen på, at tekstens række af modsætningspar ville kunne føre os frem til den korrekte fortolkning af teksten, var stor. Jeg havde selv set parrene barn-voksen, kultur-natur-død-liv og cinematografisk livsførelse-realitetssans, som de afgørende modsætningspar for fortolkningen.

Jeg vidste, at mit analytiske spørgsmål, der bad eleverne om at finde en passage i teksten, der afspejlede den cinematografiske virkelighed, nok ville volde en del elever problemer. Jeg fik ret – det var ikke alle der kunne koble det vigtige citat til begrebet, og de ville på den måde ikke kunne nå frem til det sidste modsætningspar cinematografisk livsførelse-realitetssans. De ville altså ikke se, at børnene i teksten repræsenterer det cinematografiske i kontrast til forældrenes realitetssans. Nogle ville misse citatet, hvor sønnen himler med øjnene over forældrene: ”Det er bare så urutineret spillet af dem! At sidde der og brøle, første gang man hører redningshelikopteren, når alle og enhver ved, at det først er tredje og sidste gang, at den får øje på dem. Og at der desuden skal gå så lang tid mellem anden og tredje gang, at man rent faktisk har opgivet håbet om redning.” Den store dreng lever i en cinematografisk virkelighed. I stedet for at forholde sig til den alvorlige situation han er i med sin familie, kører der en indre film i hans hoved, hvor de redningsseancer, han har set i film bliver hans referenceramme, og denne illusion om, at han vil blive reddet af helikopteren tredje og sidste gang, er også med til at føre ham ud i at stille urimelige krav til forældrene om computerspil og fritagelse fra pligter i huset. Alt dette gør han mens de forsøger at få ham over i deres side af autocamperen for at få vægten væk fra den side, der fører mod afgrunden og døden.

En dag i timen spurgte en elev ind til begrebet cinematografisk virkelighed. Jeg hjalp hende med betydningen, men sagde, at hun selv skulle koble det til teksten. Denne teenager var ikke som teenagerne i teksten – hun indvilligede uden protest. Hun ville gerne selv ”se lyset”, og jegglæden og lyset i hendes øjne, da jeg, et halvt modul senere, nikkede til det citat, hun pegede på i teksten. Hun fandt selv citatet.

Jeg har oplevet det modsatte – blikke fra elever, der er faret vild i forsøget på at finde mening i teksten og som er faret vild i dræbende kedelige analysemodeller, der ikke automatisk viser en vejen. Elever, der nedskriver analytiske observationer og bruger svære analytiske begreber uden relevans, og som derfor ikke oplever mening. Hvad er meningen med danskfaget? Kan min fortolkning ikke være lige så god som lærerens? Dansklæreren svarer så ofte: Jo den er god nok, hvis du blot kan argumentere for din fortolkning ved hjælp af tekstuddrag.

Nå, men mine refleksioner over danskfaget og fortolkningsdisciplinen reducerer ikke stakken af 2.p’s stile, og jeg kaster mig derfor over pigen med blomsternavnet.

Efter at have læst det første afsnit er jeg allerede forvirret. Hun forfølger andre spor end jeg. Hendes række af modsætningspar er liv-død, udenfor-indenfor, natur-mennesker og kontrol-mistet kontrol. Jeg bliver forvirret, og jeg er lige ved at misbruge min magt som lærer som en senmoderne og kvindelig version af Lektor Blomme. Han havde ikke sat spørgsmålstegn ved sin egen fortolkning og ladet sig udfordre af en elevs perspektiv på en tekst. Jeg beslutter mig dog for at læse teksten igen, og igen, og igen....

Jeg når til denne erkendelse: Vi sporer os tidligt ind på en fortolkning og søger kun efter tegn, der bekræfter vores egen fortolkning. Vi overser de tegn der ikke ”passer ind” i vores syn på teksten. Jeg så jo godt citaterne første gang jeg læste teksten, men jeg ignorerede dem. Jeg ignorerede dem af frygt for at styrte ned i en afgrund af manglende overblik og forvirring. Jeg ignorerede de citater, der vidner om, at forældrene, ligesom deres børn, også er kulturelle produkter, og den kloge blomsterpige udfordrende med sin række af modsætningspar min logik i forhold til, at forældrene repræsenterer naturen og børnene kulturen. Det man jo også kan spørge sig selv er, hvor i al verden fascinationen af teknologi skulle stamme fra, hvis forældrene ikke på en eller anden måde selv var slaver af den? Ja de flygter fra kulturen, ud i naturen, væk på idyllist familietur, men de afslører sig selv som produkter af kulturen, når moren f.eks. siger ”Ikke på det nye køkkenbord!” som reaktion på datterens krav om at få lov til at have sex med kæresten hvor som helst i huset. Og da jeg nåede videre i stilebunken, så jeg at mange flere elever kom til.....de opdagede denne splittelse i forældrene i forhold til naturen og kulturen. Hvorfor missede mine øjne disse passager i teksten? Var det fordi jeg selv er voksen og ikke magter at kritisere min egen generation og mig selv?

Men hvor findes den korrekte fortolkning så? Findes der en korrekt fortolkning? Lektor Blomme ville nok fra sin grav råbe, at HAN sad med den, at den var hos ham. Men i så fald er den korrekte fortolkning død og begravet. Vi finder den ikke mere, for Lektor Blomme er ikke i blandt os mere. Den sorte skole er død.

Hvornår ved man som lærer, at man er kommet frem til en fortolkning, der er loyal overfor alle tekstens tegn? Svaret på være - Der er stor sandsynlighed for, at læreren sidder inde med en tekstloyal fortolkning efter at have læst 2.p’s stile. Først der har man været ude i alle afkroge af tekstens hjørner. Det er her svaret findes.

  

Blomsterpigens række af modsætningspar:

Liv         udenfor           natur                  kontrol                                 fred

-----  =  -------------  =  ----------------  =  ---------------------  = min tilføjelse: -----------------------

Død       indenfor          mennesket        mistet kontrol                                            magtkamp

 

Lærerens:

Barn              kultur            død               cinematografisk livsførelse

---------  =  -------------  = -------------  =  ---------------------------------------

Voksen         natur               liv                         realitetssans

 
Essay af Rikke-Line Lindberg, 2014

 

Til start på siden