Tilbage til bogen

Uddrag af novellen At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten
fra novellesamlingen "Trælår":

 

 

De havde begravet Vorte-Morten i haven.
                Selvfølgelig havde de ikke begravet Vorte-Morten i haven. Ikke hele Vorte-Morten, hans hoved stak op af græsplænen. Dog havde det vist sig nødvendigt at proppe hans mund til. For at sætte en stopper for råbene. Brølene. Skrigeriet.
                De satte de mest voldelige spil og film på, skruede helt op for fjernsynet, knitrede med slik og chipsposer, pruttede og bøvsede.
Burp. Buuurp. Buuuuurp! Men selv Jeppes gorillabøvs, hvor han, med strittende albuer og et fast greb om lårene, ligesom lod bøvsen komme rullende fra regionerne under navlen som en opadstigende lavine gennem kroppen og ud af halsen og mundens megafon, ufattelig langstrakt og skraldende, kunne ikke overdøve Vorte-Mortens tuderi.
                Jacob blev sendt ud for at dæmpe ham. Umiddelbart var effekten modsat: Vorte-Morten himlede op! Jacob forsøgte at underholde ved at genfortælle sidste film, men flere gange gik han i stå, rodede rundt i personerne, blandede adskillige scener og helt andre film sammen. Han blev bitter.
                ”Se nu! Det er din skyld jeg ikke kan huske det!”
                Derefter gik Jeppe ud med glasset i hånden. Han smurte Vorte-Mortens ansigt ind i nutella.
                ”Ssssh!” sagde Jeppe. ”Ellers kommer
nutellamonsteret!”
                Det var spild af god nutella, mente Jacob. Det hjalp heller ikke. Vorte-Morten sang med fornyet energi.
                ”Din tur,” sagde Jeppe.
                ”Nix. Har forsøgt.”
                ”Det har jeg også!”
                ”Vi hugger om det.”
                Denne gang nøjedes de med at hugge til halvtreds. Det blev 50-47. 47-50. Jacob tabte.
                Han tøffede ud i haven, venligt smilende til personen i græsset, hvilket fik Vorte-Morten til for en stund at holde op med sit hyleri.
                Jacob slog sig ned ved siden af Vorte-Mortens hoved, som om det var et kæledyr, han havde taget med ud på græsplænen.
                ”Sikke en sej dag!” udbrød Jacob.
                Vorte-Morten så op på ham.
                Jacob tog en dyb indånding.
                ”Ah! Sikke en sej dag!”
                Han tilføjede: ”Har jeg ikke ret?”
                Vorte-Morten undlod at svare.
                Jacob tog et endnu dybere åndedrag.
                ”Og se!” udbrød han. ”En bogfinke, der sidder og pipper!”
                Vorte-Morten skar ansigt af ærgrelse.
                ”Det er sgu da ikke …”
                Pip! Pip! Pip! Jacob stoppede tre sammenkrøllede chipsposer ind i munden på Vorte-Morten, der spærrede øjnene op og rokkede med hovedet, som om han var en spillemaskine på nippet til at sprøjte mønter ud.
                Jacob kom på benene. Han så fra Vorte-Morten til træet og tilbage igen. Fuglen var forsvundet som i fornærmelse over ikke længere at kunne synge duet med sin nye ven. Jacob bukkede dybt og gik ind.
                Jeppe og Jacob er alene hjemme. Forældrene er på ferie i Thailand. Eller til en konference i Canada. Drengene kunne ikke blive enige. De diskuterede frem og tilbage i sofaen. Så nåede de frem til et kompromis. Skiferie i Pakistan. I hvert fald var de væk i fjorten dage, og drengene vidste præcis,  hvornår de kom hjem.
                Det var Vorte-Morten, der lukkede lyset ind i stuen. De havde spillet og set film hele dagen, aftenen og natten. På ellevte eller tolvte døgn. Vorte-Morten var kommet forbi for at spørge om de ikke ville med ud. Ud? Ud. Ud! Det ville de vel. Og så havde de stået og svajet på den langhårede græsplæne, de endnu ikke havde fået slået, mørbankede i alle lemmer, stive i nakkerne og med pupiller som knappenålshoveder, jordens to sidste, segnefærdige dinosaurusser, ude af trit med tingenes almene tilstand, ikke gearet til denne verden. Fremmedgjorte. For hvad skulle de dog lave?!
                Vorte-Morten foreslog: De kunne grave en underjordisk hule.
                En hule? En hule.
                Da de stod med spade og skovl i hænderne, mærkede de blodet bruse af begejstring, de næsten udviskede bondegener slå sig i tøjret, de sammentrukne muskler skrige på at blive brugt.
                En hule!
                De gik i krig med krum hals og store sving. Jord og ord fløj igennem i luften.
                Så meget desto mindre græs at slå! Så meget desto kortere til kineserne!
                Tri smi kinisir sid pi hijbiplids!!!
                Men med lerlagene dampede den første begejstring af. Det var tungt og klæbrigt arbejde. Pauserne blev længere. Det tog syv gange syv bredde. Jeppe, der havde valgt skovlen, fordi den var størst og bredest, forlangte at få en af spaderne, og nu mente Jacob nok, at Vorte-Morten kommanderede med ham.
                ”Jeg kommanderer da ikke,” sagde Morten. ”Jeg opmuntrer.”
                Jeppe havde fået sidesting.
                ”
Tyv tror hver mand stjæler,” sagde han.
                Hvad han mente med det? spurgte Morten.
                ”
Tyv tror hver mand stjæler,” gentog Jeppe.
                ”Jeg forstår ikke, hvad du mener,” sagde Morten og gravede videre.
                Jacob pillede i det der var ved at blive til en vabel ved venstre ringfinger. Han sagde: ”
I de døves rige er den enøjede konge,  hvar!” Det var noget, han havde fra en film; helten stående over for skurken nede i en guldmine.
                Morten måbede. Han rystede på hovedet. ”Okay. I to skiftes til at grave i den side, og så ta’r jeg denne her alene.”
                ”Din tur!” Jacob rakte Jeppe spaden.
                Efter halvandet spadestik skævede Jeppe til Vorte-Morten, der skovlede løs.
                ”Hvorfor er det liiige, at du skal stå i den side?”
                Morten holdt inde. Han havde kulør i kinderne, men så ellers upåvirket ud. Der var klar forskel på dybden i de to sider. Morten fløjtede kort.
                ”Okay. Så bytter vi.”
                Jeppe nikkede tilfreds.
                ”Hvorfor vil du lige pludselig bytte?” spurgte Jacob. Det var hans tur til at skovle.
                Morten gryntede og gravede videre. Jacob bøjede sig, så han kunne se ind i den arbejdendes nedadvendte ansigt.
                ”Hvorfor vil du bytte plads?!”
                Med hagen hvilende på spadens håndtag, så Morten ham længe i øjnene. Så kiggede han op på Jeppe og tilbage igen.
                ”Okay,” sukkede han. ”Hvis I fortæller mig, hvilken side I foretrækker at grave i, så stiller jeg mig over i den anden.”
                Jacob kravlede op af hullet.
                ”Du bestemmer,” sagde han og stak Jeppe spaden.
                Jeppe cirklede omkring hullet. Det ville være oplagt at vælge det sted, hvor Vorte-Morten stod. Han var næsten en halv meter foran, men det kunne jo hurtigt blive udlignet. Jeppe kredsede, indtil han fandt en udvej. Det slog ned i ham.
                ”
Hvorfor er du i det hele taget så ivrig efter at få gravet det hul?” spurgte han.
                Jacob opdagede, at spaden på en eller anden måde var endt op ad hans ben, og han istemte: ”Ja,
hvorfor er du så ivrig efter at få gravet det hul?”
                ”Hvis det skal blive en bare nogenlunde hæderlig hule, må vi da mindst dobbelt så langt ned,” sagde Morten.
                Det var rigtigt nok. Som den var nu, ville de ikke engang kunne stå oprejst. Og der var slet ikke plads til nogen turbomobil. Den kunne lige så godt holde parkeret i garagen. Men det her var for hårdt. Og for barnligt. Det var i det hele taget en skidt idé. Så huskede Jeppe noget fra den tredje eller fjerde af de film, de havde set. Han kneb øjnene sammen.
                ”Er det fordi der venter os en
overraskelse dobbelt så langt nede?”
                ”Hvad skulle det være?”
                ”Ja … Ja, det spørger jeg
dig om?!”
                Morten pustede ud, undlod at svare, kløede i stedet for på med spaden.
                ”Forsøger han at
tale udenom …”
                Jeppe så på Jacob. Han havde fat i et eller andet.
                ”Ringer det med klokker, hvis jeg siger:
Bagholdet. Attentatet. Sammensværgelsen. Kysset på højre kind. Containeren i gyden.
                Morten arbejdede ufortrødent. Jeppe mærkede usikkerheden.
                ”Svar mig!”
                ”Svar ham!” sagde Jacob.
                Vorte-Morten piftede opgivende.
                ”Okay, så stopper vi.”
                Han smed spaden op på græsset og plantede hænderne på kanten af hullet for at løfte sig op, da Jacob trådte et skridt frem og satte håndfladen mod panden, så Vorte-Morten trimlede bagover.
                ”Hvad laver du?” Vorte-Morten børstede jord af buksebagen. ”O-kay. Nu kan I selv grave det hul.”
                Han vendte sig for at kravle op modsat, men trak hånden til sig med et hyl. Jeppe havde ramt ham med den runde side af spaden.
                ”Skovl!”
                ”Skovl!!”´
                ”Skovl!!!”
                Fanden tog ved dem, de to drenge skovlede på livet løs. Armene arbejdede som maskinstempler, kun afbrudt når en af dem måtte forhindre Vorte-Morten i at forcere siderne. I starten holdt det alene den ene fuldt beskæftiget. Så begyndte Vorte-Mortens fødder at sidde fast, han mistede sin ene sko, han blev forpustet, udmattet. Det hjalp også, da Jeppe gokkede ham oven i hovedet. Så sad han fast. De kunne skovle rundt om ham. Forfra, bagfra, siderne.
                Sådan! Jacob stampede græstørvene på plads rundt om Vorte-Mortens hals. Færdig arbejde.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.