Tilbage til bogen

Uddrag af novellen Jakken
fra novellesamlingen "Tretten tynde teenagere & syv små (eventyrlige) skravl":


 

Min jakke er blevet stjålet på et diskotek. Jeg ved, hvem der har taget den, og nu skal han dø.
                    Læg mærke til, at der ikke var noget udråbstegn. Heller ikke her. Der er ikke tale om affekt. Jeg er ikke ophidset. Det er en konstatering. En sober beslutning. Fordi alt handler om ret og uret.
                    Man kunne kalde det at statuere et eksempel, men jeg bryder mig ikke om udtrykket, det får det hele til at virke så tilfældigt, som trækker man en mand ud af en lang kø for at lade det gå ud over ham. Pointen er: Det
går ikke ud over nogen. Man genopretter retfærdigheden. Så det netop ikke skal gå ud over en hel masse.
                    Derfor har vi alle et ansvar. Du har ansvaret. Fordi alt begynder og slutter med én – dig – selv.

Jeg opdagede, at min jakke var væk, lige efter han må have taget den. Jeg løb ud af diskoteket.
                    Jeg så ryggen af ham og hans slæng. Ryggen af min jakke, da de råbende og grinende forsvandt om hjørnet. Jeg blev stående. De var fem, alle ældre end mig, og jeg var fuld og forvirret, men én ting er sikkert: Jeg ville uden problemer kunne genkende ham.
                    Nat var ved at blive til tidlig morgen, da jeg gik hjem uden jakke, men det var ikke engang koldt. Det var forår. Jeg gik hjem med bare arme, solen farvede himlen lys, og omgivelserne stod pludselig krystalklart for mig. Mine læber spidsede sig, som fløjtede jeg verden på plads, hvordan den var og burde være. Jeg tænkte på den pige, jeg havde danset med, kort før min jakke blev stjålet. På hendes søde smil og funklende øjne. Det er for hendes skyld, du må gøre noget, tænkte jeg. Også selv om du aldrig kommer til så meget som at kysse hende. For hendes søde smil og funklende øjne. For alle de søde smil og funklende øjne. Det var så enkelt og så smukt.
                    Jeg lagde mig på sengen, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke sove. Jeg var ædru og så topgearet i hovedet, at jeg kunne have gået til ti eksamener. Hårene rejste sig på armene, da facit stod skærmskarpt over mig: Han skulle dø. Det var den løsning, der var korrekt. Det eneste rigtige svar.
Hvis man ikke forhindrer uretten i det små, vil den vokse som en svulst i menneskehedens hjerne,
så stor, at det ikke længere er muligt at standse den.

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.