Tilbage til bogen

Uddrag af novellen Den Fede Frue
fra novellesamlingen "Tretten tynde teenagere":

 

Hun havde kæmpet sig op fra bunden, og det havde været en lang og smertefuld opstigning. Der var kun den ene vej: Hun havde måttet forvandle sig til en ny skabning. Det havde taget 6-7 år at slette billedet af den stille, tykke pige med den lyserøde skoletaske, det kiksede tøj og de kiksede kommentarer fra de første klasser. Maiken kunne stadig mærke en voldsom vrede rettet mod forældrene, når hun tænkte på de år, og den lange række af fnis og himmelvendte øjne, hendes opførsel og udseende havde udløst. Hvorfor havde de ikke lært hende det spil, det er at være på 24/7 blandt piger og drenge? Men når hun så sig om i huset – på møblerne, vaserne, billederne på væggene, og bare lugten – og når hun så dem sidde ved køkkenbordet eller i sofaen, var hun klar over, at de altid selv havde været og altid ville forblive to tykke tabere.
                      I flere år havde Maiken derfor været overbevist om, at hun var adopteret. Hun havde eksperimenteret ved at underskrive med andre efternavne: McForce, Valencia, Milton, Zaratski, Nicholson. Én gang havde hun testet moren, forsøgt at overrumple hende ved at råbe: Hvorfor har I ikke fortalt, at jeg er adopteret?! Moren havde benægtet. Men Maiken var blevet ved med at råbe i håb om at knække moren. Moren havde beskrevet vejret den dag, hun blev født, talt alt for detaljeret om, hvordan fødslen var forløbet, havde endda fundet adressen på sygehuset frem. Hun havde kaldt hende for deres ”ønskebarn”. Men Maiken var blevet ved. Først da moren var sunket sammen med tårer i øjnene og bævrende hage, var hun stoppet.
                      Nu undgik hun dem bare. De levede i hver sin verden. Når Maiken gik forbi dem om morgenen, var det som at undvige medpassagerer på en station. Og når hun tænkte på familie, tænkte hun ikke på en anden familie, men at hun ganske enkelt ikke havde en. Der var bare hende.

 

 

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.