Tilbage til bogen

Artikel om "Ud med Knud":

 

 

 

 

 

Nedenstående er et uddrag af Bodil Christensens (læreruddannelsen Aalborg, Master i Børne- og ungdomslitteratur) glimrende artikel ”At læse er at se – med den andens øjne”:

Jesper Wung Sung: Ud med Knud, Høst og søn, 2014
”Og resten er litteraturhistorie
!”- sådan slutter mange af Knuds enetaler. Og det udtryk bør få vid udbredelse.

”Der var engang et barn. Der har naturligvis været mange børn, så mange at man kan komme i tvivl om, der er en plan med dem alle. Det brude ellers være en regel: at der altid er én, som passer på hvert eneste barn i verden. Sådan er det ikke. For så ville livet måske ikke være livet!

Ud med Knud handler om drengen William. Og om Knud. William er en helt almindelig dreng, som tænker på helt almindelige ting såsom om han kan beholde sin faste plads ved siden af hans bedste ven Sebastian, og han tænker på, at Katrine fra klassen er sød. Og ja, så er William kræftsyg. Knud derimod er ingen almindelig dreng. Knud er personificeringen af Williams sygdom. Han er på samme tid et barn på Williams alder og tusinder af år gammel. Det er en sørgelig, sårbar og sygehusfyldt fortælling, der fortælles i et sprog så skarpt, at man næsten ikke kan bære det. – ”Og resten er litteraturhistorie”, som Knud ville sige.

Her er bogen analyseret i en afsender-værk-modtager-tredeling med særligt fokus på identifikationsfigurer, inklusion og denne artikels overskrift: At læse er at se med de andres øjne.

Afsenderorientering:
Jesper Wung-Sung er født i 1971 i Marstal. Fødebyen er interessant, da mange af hans ungdomsbøger (og hans voksenbog Men) tager geografisk afsæt i egnen omkring Sydfyn og Ærø. Wung-Sung har skrevet mange ungdomsbøger, enkelte billedromaner, voksenbøger og novellesamlinger. Mest brugt i folkeskolen er hans roman fra 2001: En-To-Tre- NU, men også Kopierne og Skolen er ofte læst i folkeskolens overbygning. I 2011 fik Jesper Wung Sung Kulturministeriets børnebogspris for Kopierne.

Ud med Knud
  har en bagsidetekst, der på ingen måde lokker de unge læsere til. I lighed med hele første kapitel Legen er det skrevet set fra en alvidende fortæller, der i 3. person fortæller generelt og distanceret om et barn, som ”vi” holder øje med. Bagsideteksten er en voksenhenvendelse, hvor første del er et citat, og anden del er den ”dansklærerhenvendelse”, der viser, hvilke tematikker der kan læses ind i teksten.
Bagsidens billede viser den ensomme William i silhuet. Han står i vinduet og kigger ud i natten, hvor solen lige netop har givet farve til horisonten. Han står alene, blommetræet udenfor er bart og med sorte grene, der er et gitter fra værelsets lys på græsplænen: William er lukket inde i et fængsel. Oven over svæver underlige kræftceller i cirkler. William synes, at scanningsbilleder ligner meteorer og rumskibe.
Forsiden er en vandoverflade, hvorpå der sejler en virkelig dårlig udgave af en tømmerflåde. Der er ikke megen spejderfaglighed over den, den bærer et hvidt flag på en mast, der helt sikkert kun holdes vertikalt af gode ønsker. Oppe i den grønsorte himmel svæver en blomme med to friske grønne blade (modsat det nøgne træ på bagsiden, så er disse blade forårsgrønne) og her står Knud i sine nye, smarte, farvestrålende sko og med hænderne i lommen.
Forfatterens navn: Jesper Wung-Sung står øverst, så man kan se, at her er ”en ny bog af Wung-Sung”. Dansklærere vil vide, at han er leverandør af gode bøger til danskundervisningen, så forfatternavnet skal stå i centrum Titlen Ud med Knud står i en solopgangshalvcirkel i lysgrønne farver.
Forsidens æstetik er lige så ”voksenhenvendt”, som bagsideteksten er det med den tilhørende illustration. På den måde er Ud med Knud én af mange ungdomsbøger, der først og fremmest læses (og dermed også eksplicit henvender sig til dansklæreren i det ydre) af skoleelever. 
Undervisningspotentialet er stort, og Jesper Wung-Sung og forlag markerer denne dobbeltmodtager i den ydre form.
Som intro er der bragt to citater. Dels fra H. C. Andersens: Springfyrene og dels fra Jose Saramago: Historien om Balthasar og Blimunda og den forunderlige Pasarola.

Springfyrene
er fortællingen om loppen, græshoppen og springgåsen, der konkurrerer om prinsessens gunst og giftermål. Springgåsen vinder, - og det er der ingen rimelighed i. De andre var bedre og hoppede højere, men sådan er tilværelsen: Urimelig og uden logik. Sådan er det også med kræftsygdommen, der ikke rammer, fordi der skal være mening med den, den er der bare.
I omslag, citat og indledning er henvendelsen til den voksne (dansklærer)læser. Først når bogens handling er godt i gang bliver det den unge 12-13-14-15-årige læser, den henvender sig til i sprog og indhold, samtidig med at der er masser af gode bemærkninger, som den voksne læser også vil nyde. Og resten er litteraturhistorie, - som vi sikkert vil sige mange gange under læsningen.

Værkorienteret:
Det er flovt at være mig, tænker William. Jeg er så kedelig. Jeg skal være lykkelig for at have Knud.

William bliver præsenteret allerede i introafsnittet, der har den muntre overskrift: Legen.  Det er en distanceret 3. personsfortæller, der først lakonisk siger: Her holder vi øje med et barn. Det barn er William, der bliver beskrevet som en heldig dreng med to forældre, mad nok og et hus at bo i. Men i bogens tiende linje kommer det første ”men”: Men så er der Knud.
Herfra går det lige netop ”in medias res”, og vi overværer et mord på en sportstaske – et mord begået med grillspyd. Der lægges tråde til den fortsatte fortælling: William er altid sulten, det må der være en grund til. Han har en taske med legetøj stående, så den altid er klar (til hvad?), han var ikke mørkeræd før (?), og han har ondt i hoften. Kapitlet slutter med Williams overvejelser over, hvilke metoder han har brugt til i sit forsøg på at myrde Knud. Det er mange. En hel liste. Nu får han hovedpine og kvalme.
Som læser er der meget, der skal læses mellem linjerne, men William præsenteres som den ukueligt kæmpende dreng, han oftest viser sig at være. Knud er derimod et element i fortællingen, der kan få de fleste til at læse videre. Hvad er der med ham? Hvorfor er han umulig at slå ihjel. Selv med grillspyd?
Næste introkapitel Gæsten er et tilbageblik på den dag, Knud ankom med en seddel: Mit navn er Knud. Jeg er ikke som de andre. Jeg mangler et sted at bo. Og så flytter Knud ind og William får sin fjende nr. 1, således som enhver superhelt har sine fjender.
Daniel Defoe citeres nu under overskriften: Fire måneder senere. Citatet fra Robinson Crusoe er: Jeg forlangte hverken, at den skulle hente noget til mig, eller at den skulle holde mig ved selskab, kun at den skulle tale til mig, hvilket den jo ikke kunne. Crusoe er ensom, men trods sin suverænitet på øen kan han ikke forlange det umulige af en hund. Det er også et tema for William: Han kan ikke forlange det umulige: at han bliver rask. Rimeligheden er ikke tilstede, når man har kræft. Her hjælper argumenter ikke.
William er hermed præsenteret som den identifikationsfigur, vi følger. Den voksne læser har moderen og faderen (der begge er yderst sympatiske, hjælpsomme og som hele vejen igennem forsøger at holde en facade overfor William, der signalerer optimisme og tro på helbredelse) som mulige identifikationsfigurer. Moderen har gennem Williams sygdomsforløb en bog, hun ikke får læst i. Hun kan ikke samle sig om andet end William. Og hun ler ikke mere. Og da hun lægger sengetøj på for William siger hun: Nå, du er ved at blive en hel lille hustyran, siger hun. Du bliver ikke nem at være gift med.

Så forsvinder mors smil…
. Smilet forsvinder, for her kommer hun (og det står jo kun mellem linjerne) til at tænke på, om William nogensinde vokser op, så giftermål (og sengetøjskskift) kan blive en aktuel begivenhed. De ved det begge, at det er et spørgsmål, der ikke har et ja eller nej. Så derfor taler de ikke om det. Og faderen, der altid har haft ”noget med” sjove slips ved, at når man har en kræftsyg dreng, så bærer man ikke slips med lyserøde elefanter. Far har et blåstribet slips på. William ved godt, at der hænger et andet blåt et – et med havfruer og ankre – i skabet. Det er et af de slips far ikke længere bruger.
Begge to er så sympatiske, at man kun kan glæde sig over, at William bor lige netop der, men samtidig viser deres figurer, at ingen (ud over Knud?) kan forstå noget som helst af det, William går igennem. Da han på sidste side gentager: Og William er rask har han en følelse, han ikke kan dele med nogen: At han har mistet sin bedste ven. Det kan han ikke fortælle nogen.
William er tolv år og ser verden fra en tolvårigs synspunkt, men han ser det også fra Knuds syn, og Knud er et sted mellem to og 3000 år. Der har altid været død og dødelighed. Altid. I mere end 3000 år.
William har en fætter, der er 16 år. Han har været alene på ferie i Spanien, og han har en kæreste, der går med solbriller og stramme cowboybukser. Sådan ser verdenskloge 16-årige ud set fra en 12-årig drengs vinkel, og William er bange for, at han aldrig kommer til at opleve, hvordan det er at være 16 år.

Det værste af alt er at se, hvor kede af det min mor og far bliver.

Sygdommens forløb ses således gennem Williams øjne, men til den almindelige læser gives der også en ”lægefaglig” forklaring, hvor enten sygehuset eller den ”informerede” William sætter ord på sygdommen. Sygdommens opdukken ses i et tilbageblik. Det begyndte med at William var træt, meget træt, så fik han taget blodprøver – og så gik det stærkt. På samme vis giver hospitalsindlæggelserne stemme til sygeplejersker og læger, der kan forklare (netop fordi de forklarer til den 12-årige) hvad der sker, når man behandles for kræft med kemo.
Sygdommen og Williams kamp mod denne er naturligvis bogens overordnede tema, men der er andre sidetemaer.

Man kan (som moderen og William gør) spørge: Hvad kan man tro på. William sætter spørgsmålstegn ved det meste. Sågar Guds skaberværk sætter William spørgsmålstegn ved, for han er sikker på, at:
… at Gud ikke havde planen klar, da han begyndte at skabe livet. Det er ligesom, når hans dansklærer, Matilde, siger, at man ikke bare kan begynde på en historie uden at have en idé om, hvad der vil ske på side 2. Her var én, der tydeligvis var startet oppe i venstre hjørne uden at tænke én linje videre … .
William ser gennem hele bogen også sin sygdom fra forældrenes side. Og forsøger at se den fra sine klassekammeraters side. Han har forældrenes perspektiv, når han ved, at de gør mange ting anderledes, fordi han er syg. De taler ikke til ham som til en normal dreng. De taler ikke sammen, de sover ikke sammen, de ler ikke, de læser ikke, og de går ikke med kulørte slips. Alt dette ser han, men det kan man ikke tale om. Kun Knud kan give stemme til det tabubelagte samtaleemne: Skal jeg William snart dø?
Katrine og Sebastian forsøger at se verden fra Williams side, det lykkes for Katrine glimtvis, eksempelvis der hvor også Katrine har udsagnet: I alle mennesker er der et lille barn, der skal lære at dø.

Modtagerorientering:
Hvordan er det at være anderledes? Også det spørgsmål bliver stillet i Ud med Knud. Her er klassen en referenceramme, hvor kammeratskabet i klassen med Sebastian og Katrine som hovedpersoner er en del af den almene erfaring for 12-årige. Her er William en del af et fællesskab, men den virkelig kamp med en dødelig sygdom kæmper han alene.
Her er der ingen konfliktløsning udefra. Der er hjælpere i hans omgivelser, men der er ingen, der kan ændre på, at William har kræft. Asta, den gamle kone, Katrine, Sebastian, forældrene og hospitalsvæsenet er alle med til at give William overskud og vilje til at kæmpe, men bogens udsagn er  (sørgeligt og realistisk), at William må kæmpe sin egen kamp. Knud er en støtte her, han er den ven, der  forstår, hvordan William har det.
William bærer gennem hele bogen på en troværdig holdning til sin egen sygdom.

Engang gik far med skøre slips – slips med fisk, pengesedler, lyserøde elefanter og langbenede damer på. Og aliens. Nu er de stribede og kedelige og atter stribede og kedelig. William ved godt hvorfor. Fordi man ikke kan gå med skøre slips, når man har et barn, der er meget sygt.
Sådan tænker voksne. Og derfor afslører de sig selv, mens de lyver. De forstår ikke noget. Heller ikke at William ville foretrække et slips med kors eller dødningehoveder
. Der er triste slips nok i verden, tænker William.

I alle mennesker er der et lille barn, der skal lære at dø, siger William til Katrine. Og det er også Katrines begrundelse for, at hun aldrig har sagt, at det var William, der smadrede ruden den aften, hun var sammen med Sebastian.
Som læser kan vi nemmere identificere os med Katrine, sammen med forældrene eller med Asta, - men William giver os en mulighed for at se verden fra hans øjne. Han kan vise os det lille barn inden i alle mennesker, der skal lære at dø.

En skematisk analyse kan kort opsummeres således:
 

  Ud med Knud
Den implicitte læser
Der er to implicitte læsere: ”dansklæreren” (og den voksne læser)  og den unge læser. Begge har identifikationsfigurer i William eller forældrene.
 
Jeg-fortællerens sproglige identitet
William går ind i spil-verdenen, i Knud-verdenen og han befinder sig i den realistiske verden. Alle steder har deres eget sprog, der tydeligt signalerer, hvilken verden vi befinder os i.
 
Sproget i de beskrivende og reflekterende afsnit
Sproget signalerer realisme fra hverdagen i parcelhuskvarteret. Her ses verden og hverdagen fra Williams synsvinkel, men der fortælles med en voksent overblik og voksent ordforråd og sprog – set gennem Williams øjne.
 
Metaforer i sproget
Trælår og wienerbrød er kampen mellem de onde og gode.
Blommetræet (som i Janne Tellers ”Intet” er en gennemgående metafor) med sorte grene, grønne blade, blomster og senere blommer. Der er mange metaforer – også fra danskundervisningen. Eksempelvis er en rigtig dreng en dreng, der skriver nøjagtig fire sider + en linje, når der skal afleveres fire siders stil.
 
Konflikt – jegpersonens ”særlighed”
William har en dødelig kræftsygdom, der sætter skel mellem ham og de øvrige elever i skolen. Og sætter skel til hans forældre. Berøringsangsten overfor sygdommen er nogenlunde lige så stærk som berøringsangsten overfor handicap og diagnoser.
 
Inklusion
Katrine og Sebastian viser, hvordan man skal være åben overfor en ”dødssyg ven”. Og Knud viser, hvordan den ”normale” verden ikke kan rumme at forholde sig til,, at William skal dø.
 
Morale – dydsetikkens udsagn
Overfor døden står vi alene, men man kan samle på glæden og huske at leve livet. Husk de kulørte og sære slips. Husk at leve, som moderen har tænkt. ”I alle mennesker er der et lille barn, der skal lære at dø”.
”The inner eye” følger vi hos William. Og hos Katrine. Og forældrene.
 
Barndomsopfattelse
Barndommen er ikke idylliseret. Barnet William må kæmpe mod sygdommen alene, - selvom han har ”gode forældre og får mad hver dag”.
 

 

 

Til start på siden