Tilbage til bogen

Anmeldelser af "Zam bider igen":

 


 

Målgruppe: 10+
 

”Det er det første, Zam gør om morgenen.

Han sværger på, at han aldrig vil bide igen.

Han vil aldrig nogensinde bide nogen.

Lige meget hvad der sker.

Om det så betyder, at han selv dør.

Dør – dør.” (s.42)

Så er zombien Zam tilbage i Zam bider igen, som er en opfølger til Zam fra 2015.

Titlens bider igen, skal forstås på flere måder, og ja! Zam bider i fortællingen igen i betydningen ”slår tilbage” – og, uden at ødelægge for meget for læseren – ser han sig tvunget til at bide én sidste gang til slut. Og Zam bider igen, bider sig også fast i læseren undervejs.

Zam forlod vi de tre venner, zombierne Zam og Oscar, og egernet Emil, der som nyslåede venner stod foran en sø med Zams replik: ”Kom, Oscar,” siger han. ”Vi har en lang rejse foran os.”

Det er denne rejse, de tre drager ud på i Zam bider igen. Som sædvanligt for Jesper Wung-Sung er der tale om en fortælling med mange lag. Som forgængeren er romanen en atypisk zombiebog, da fortællingen ses fra Zams synsvinkel.

På fortællingens overflade er Zam bider igen en på samme tid uhyre morsom, barsk og grotesk gyser med mange ”falden på halen” scener. Den er en hæsblæsende spændingsroman, hvor de tre venner møder og oplever det ene absurde scenarie efter det andet på flugt fra forfølgerne fra partiet ”Blå himmel”, der ønsker at udrydde zombier.

Men lige under overfladen er der tale om en dybt alvorlig eksistentiel fortælling om at føle sig forkert, være uden for fællesskabet, at gøre op med sin fortid, at indpasse sig, at drømme om at starte på en frisk og at få en tilværelse i fred og ro med sin kæreste – allerhelst Sofie fra Zam – i det forjættede Z-land som opreklameres som ”Paradis for os”.

Som i Zam er Zam bider igen en fortælling, hvor det er mere end let at skifte zombierne ud med flygtninge og migranter. Her bygges mure, som i Berlin, Jerusalem og USA om byen Friby, så menneskene kan bo i en zombie-fri ghetto. En ghetto, hvor der er indført en Z-mærkning, der betyder at alle zombier, som jøderne under nazismen, skal gå med et Z på tøjet, og hvor ”Blå-Himmel- Soldaterne” utrætteligt jager Zam og hans fæller.

Zams store identitetsproblem ligger i, at han er en usædvanlig zombie, for: ”Sofie har altid sagt, at Zam var for klog til at arbejde som stumtjener i et venteværelse, men han aner ikke, hvad der er sket i verden, efter at zombielejren blev overfaldet og ødelagt. Måske må zombier ikke engang arbejde som stumtjenere mere.” (s.20)

Zam blev Zam smidt ud af skolen, og det er ikke godt, når man drømmer om at blive tandlæge med hvid kittel og navneskilt: ”Dr. Zames Zam”.

Rejsen mod målet, Z-land, er som et eventyr, hvor de tre venner udsættes for mange prøver inden den store finale. Den ene prøve er mere grotesk end den anden. Her er bondemanden, hvor de tre bor i hønsehuset mod at holde det ræve- og rottefri, og som ”er ligeglad, om folk er lilla eller har en badmintonketsjer stikkende ud af panden, bare de kan arbejde og løfte et glas”. (s. 53)

På deres videre færd fortæller Zam egernet Emil: ”om den anden Emil – ham fra bogen – så godt han husker det. Om Småland og Lønneberg. Om gården Katholt. Om Emils hue. Om Anton og Alma og Ida og Alfred og Line. Om dyrene på gården.

Bagefter kan Zam ikke lade være med at forestille sig, at Z-land må være et sted ligesom Lønneberg, og at der nok findes en gård magen til Katholt, der ligger midt i det smukkeste landskab. Og hvis man har gjort noget forkert, så kommer man bare et par timer i brændeskuret.”

Astrid Lindgrens Emil er altså også her i Zam bider igen referencepunktet for en lykkelig ukompliceret tilværelse for Zam, Oscar og Emil. Men idyllen er truet, og de finder både zombiefælder og møder ”Blå Himmel” soldater på deres færd mod den utopiske frihed. En vej der fører dem forbi den zombiefri Friby, hvor Zam møder Sofie, og hvor Zam, Oscar og Emil bliver ansat som klovne i ”Alex von Snubelbarts cirkus”, hvor Oscar med det dinglende hoved får denne ros:

”Du er et naturtalent til at spille dum,” siger cirkusdirektør Alex von Snubelbart, og spidserne af hans overskæg skiftes til at pege på Oscar. ”Du kan virke så dum, at alle dumme døre i miles omkreds vil tro, de er rendyrkede genier og overkloge professorer.” (s. 88)

Men gennem borgmesterdatteren, Sofie, får Zam også at vide, at Z-land er fake, og at alle de skilte de har mødt, som viser frem mod det, er lavet af Blå Himmel Soldaterne for at lokke zombierne i fælder.

Sofie giver ham nøglerne til farens sommerhus og et kort. Her skulle de kunne leve i fred. Herfra går det ”hu hej vilde dyr” ind i en natklub og ud af Friby i en varevogn – og med Sofie som frivilligt gidsel.

Klimaks i Zam bider igen ligger i næsten-slutscenen, hvor Zam bider det bedste menneske, han nogensinde har mødt:

” Chaufføren har stået et stykke væk – både nervøs og nysgerrig.

»Du skal filme det her,« siger Sofie og rækker ham sin telefon. Sofie stiller sig foran telefonen. André nikker. »Dette er Sofie Petersen,« siger Sofie. »Lige nu er jeg et såkaldt menneske, men om lidt er jeg en såkaldt zombie. Det bliver filmet for at bevise, at det sker helt og aldeles frivilligt … At det sker … af kærlighed.«

Sådan lader Jesper Wung-Sung Zam bider igen ende med at en vis form for idyl indtræffer, og med at Sofie bliver til Zofie. Men fortællingen slutter også foruroligende. Så foruroligende, at der måske om fem år dukker endnu en fortælling om den empatiske zuperzombie Zam op.

Jesper Wung-Sung fortæller sin historie veloplagt, i et mundret sprog, der vil gøre det let at læse den spændende og dramatiske fortælling op. Læser man selv, er Zam bider igen på mange måder en pageturner, der driver læseren gennem romanen.

Her leges med ords betydning som at bondemanden ”har rotter på loftet.” Hvad er ”en gammel, nedslidt bondegård”? Eller at de ”lånte” en vandcykel fremfor at ”stjæle” den. Eller at Zam føler sig som ”en rigtig zombie” for at nævne et par.

I et interview har Jesper Wung-Sung fortalt, at han under arbejdet med romanen har været inspireret af Samuel Beckett, det absurde teater og dets fremstilling af det eksistentielt meningsløse i tilværelsen. Denne mørke tolkning underbygges i Zam bider igen af, at Sofie vælger livet som menneske fra og livet som zombie til. Så på trods af masser af ”slap stick”, dramatik, gys og gru er Zam bider igen en dybt alvorlig fortælling, hvor Zam viser sit slægtskab med tidligere figurer i forfatterskabet som kopien Jonas i Kopierne, en roman hvor Blå Himmel soldaterne er erstattet med Kopibefriere, og senest Guldfisken Glimmer, der som Zam kæmper en ulige kamp for at blive accepteret blandt menneskene. I Jesper Wung-Sungs forfatterskab er der således en lang række hovedpersoner, der ”står derude og banker på og beder om at blive lukket ind” for at blive en del af fællesskabet.

John Kenn Mortensen står, som han gjorde med de ikoniske forsider til Zam og Guldfisken glimmer igen for en uhyggeligt indbydende omslagstegning af de tre: Zam bag hættetrøjen, Oscar med det dinglende hoved og egernet Emil i den stjålne udlejnings-svane-pedalbåd. Drengelæsere siger tit, at et omslag skal afspejle bogens handling og stemning og invitere dem inden for. Det magter John Kenn Mortensen. Endelig er der, som det var tilfældet med Zam taget en bid af bogen

Zam bider igen anbefales til frilæsning derhjemme og i skolen, og til oplæsning og til litteraturarbejdet på mellemtrinnet. I denne litteraturformidling lægger romanen op til, at man anvender en undersøgende tilgang og lader eleverne udtrykke, hvordan de forstår fortællingen, og hvad de undrer sig over. Opsamlende er Zam bider igen en drønspændende, rørende og ikke mindst en elegant og raffineret roman, der vækker til eftertanke og som kredser om forfatterskabets helt centrale omdrejningspunkt – at være anderledes. 



Søren Fanø, Bogbotten.dk, d. 5/9-2020


Til start på siden