Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "Zam bider igen":

 

 

1

  

Oscar sætter tænderne i svanens lange hvide hals. Han bider til. Iiiiiiiiiiiijjjjj! Iiiiiiiiiiiijjjjj! Iiiiiiiiiiiijjjjj! Det lyder, som når en kniv skærer i en tallerken.

            ”Stop, Oscar!” siger Zam. ”Svanen er ikke ægte.”

            Oscar har åben mund og tænderne i den hvide hals, men han bider ikke længere til. Han lytter.

            ”Det ligner en svane. En meget, meget stor svane. Men svanen er af glasfiber,” forklarer Zam. ”Ligesom en jolle. Det er en vandcykel. Det er derfor, der er to sæder og to sæt pedaler midt i svanens krop. Kan du huske: Når vi træder i pedalerne, så bevæger vi os fremad.”

            Oscar retter sig op med et ryk. Der kommer en serie nik fra hans hoved, der hænger skævt på halsen. Det er, som om han forstår, hvad der bliver sagt, men Zam ved, at han har glemt det igen om lidt. Oscar vil blunde i sædet, vågne op, få øje på den meget lange svanehals og det kæmpe svanehoved lige foran sig – og kaste sig frem med tænderne først.

            Det er svært at forklare, at lige meget hvor meget Oscar bider, så vil svanen stadig knejse med nakken. Zam taler alligevel om ligheder og forskelle mellem ægte og uægte svaner. Han er lige så tålmodig som en dygtig skolelærer. En dag vil Oscar forstå, og den dag vil være al anstrengelsen værd.

            Nu lyser Oscar op i et smil. Han åbner munden.

”Du … veeeen.”

            ”Ja, vi er venner,” siger Zam. ”Og hvad vi så end ellers er, så har vi tænkt os at blive ved med dét – altså at være venner.”

            Det får Oscar til at træde i pedalerne.

            Oscar har mange flere kræfter end Zam. Han træder, så vandet sprøjter op til begge sider, og de skyder en god fart på søen.

Emil sidder på svanens ene glasfibervinge. De små egernører står lige op i luften. Zam stryger ham over pelsen på ryggen. Han kan mærke Emils ribben alt for tydeligt.

           

De stjal – men Zam kan bedre lide ordet lånte – vandcyklen dagen efter de var flygtet iført Sofies fars regntøj og fiskeudstyr. Vandcyklerne – en lang række gigantiske svaner – var fortøjet til en bådebro og kunne lejes hos en mand med kasket, der sad i et skur inde på land. Der hang et skilt på taget. JENSENS BÅDUDLEJNING.

            Emil hoppede op på skuret og begyndte at gnave i J’et.

            Først råbte manden ad Emil, der blev ved med at gnave i J’et.

Så truede han Emil.

            Derefter smed han sten efter Emil, der blev ved med at gnave i J’et.

            Endelig hentede manden en hammer og en stige og kravlede op for at slå Emil.

            Imens fik Zam løsnet et af rebene, og han fik Oscar ned i vandcyklen, inden Emil kom hoppende ud ad bådebroen, satte af – og landede på svanens orange næb. Og sådan forlod de ENSENS BÅDUDLEJNING og cyklede ud på søen…

 

De holder sig ude på søen. De er sultne, men Zam tør ikke komme i nærheden af bredden. Alle lyde er så tydelige hen over vandet. Den ene dag kan han høre politisirener, den næste nat hører han skud inde fra land. Hvis de ser en båd, vifter de bare med fiskestængerne og gemmer hovederne i regnfrakkernes hætter.

Zam gennemsøger regntøjet i håb om at finde en pakke halspastiller. Der er ikke andet i lommerne end en seddel. Han er lige ved at krølle sedlen sammen og proppe den i munden for at have noget at tygge på – så kommer han til at læse beskeden. Den er til næstformanden i Sofies fars parti. Den handler ikke om fiskeri, men om zombierne. Det står sort på hvidt, at zombielejren skal overfaldes på en nærmere aftalt dato. Sedlen er underskrevet af en Oliver. Her er beviset på, at det ikke var zombierne, der brød ud af lejren! De blev angrebet! Zam bliver meget opstemt, men lige så hurtigt nedtrykt. For hvem skal han vise sedlen til herude på søen? Selv hvis han kunne sende den til en avis, så ville de bare tro, at den var falsk. Zam gemmer sedlen i sin lomme.

I bunden af vandcyklen finder Zam en halv pose chips.

            Han deler den med Emil. Emil får næsten det hele.

Zam kan sutte længe på en chips.

            Den bliver opløst, indtil den bare er fornemmelsen af et omrids af noget, der har ligget på tungen.

            Til sidst er der ikke det mindste tilbage i chipsposen.

Oscar vil ikke have chips. Han vil have kød. Han ville gerne have spist ham Ensen.

            Nu læner han sig ud over svanens vinge og får øje på sit eget spejlbillede i vandet.

            ”Arrr!” hvæser Oscar.

            Han kan ikke lide fyren, der hvæser truende nedefra.

            ”Husk,” siger Zam. ”Vandet laver et spejlbillede.”

            ”Arrr!” hvæser Oscar.

            Men så slapper Oscar af. Han stirrer længe og forundret på ansigtet på vandoverfladen.

            ”Os … caaaar,” siger han.

            ”Nemlig,” svarer Zam. ”Gode gamle Oscar.”

            ”Os … caaaar,” gentager Oscar.

            Så stikker han pludselig hele hovedet ned i vandet, som forsøger han at bide sit eget spejlbillede. Zam må holde fast i Oscars regnfrakke for, at han ikke skal falde i vandet. Så dukker Oscar op igen – og i munden har han en lille fisk. Fisken spræller med halen, inden Oscar kvaser den mellem tænderne og sluger den.

”Ahhrr … Hv … hvaaaal,” siger Oscar.

            ”Ja, hvem ved,” siger Zam. ”Måske fanger du en hval næste gang.”


 

 

2

 

Zam ved ikke, hvor længe de har været på flugt, men det er meget længe siden, hans telefon holdt op med at virke. Han ved heller ikke, hvor stor søen er. Nogle gange tror han, der er gået en uge, men måske er der gået meget længere tid.

            Zam får ikke sovet nok. Han føler sig som en rigtig zombie. Om natten tæller han stjernerne, mens Oscar snorker, og Emil sover i hætten på hans trøje. Egernet er nærmest gået i hi. Zam tager sin tandbørste frem. Han tygger på den. Det beroliger ham og tager lidt af sulten.

            ”Det skal nok gå, Zam,” mumler han til sig selv. ”Måske sidder mennesker og zombier lige nu arm i arm i forsamlingshusene og synger Skuld gammel venskab rejn forgo.”

Hårene falder af tandbørsten. Han gumler på tandbørstehårene et for et. En dag er der ikke flere. Det er som at stikke et termometer i munden. Zam forestiller sig at være en dreng med feber. At hans mor om lidt kommer og tager termometret ud af munden på ham for at se, om hans temperatur er steget eller faldet. Om han skal blive hjemme fra skole eller ej. Zam ligger under dynen med en mors smilende ansigt over sig …

Zam døser hen – og vågner ved et mareridt. Han har drømt om sin såkaldte familie: Zim, Zum, far og mor. Deres smadrede og afhuggede zombiehoveder svævede over ham som løsrevne planeter.

Zam ser ud over det sorte vand. Han længes efter land, men forsøger at bilde sig selv ind, at hans rigtige far måske var kaptajn på et krydstogtskib, der sejlede rundt mellem smukke palmeøer. At faren stod på broen i hvid uniform og kasket, og at hans søn – Zam – af og til fik lov til at styre skibet.

Sofie har flere gange sagt til Zam, at han ikke skulle tænke så meget på fortiden. At han skal tænke på fremtiden. Men det tør han ikke!

”Sofie,” mumler Zam. ”Hvor er du mon henne?”

Af og til er det, som om Zam stadig kan mærke, hvordan det var at kysse hende. Men det er jo også fortid. Han husker hendes lange lyse hår, de blå øjne og rynken mellem øjenbrynene …

Zam falder i søvn. Et nyt mareridt: Mor, far og hans to storebrødre ligger på knæ på stuegulvet i deres gamle lejlighed og er ved at flå tarme og organer ud af en krop. Blodet sprøjter helt op i loftet. Zam forsøger at stoppe dem, men vågner med et sæt, da han opdager, at det er ham, de er ved at æde.

 

 

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.