Tilbage til bogen

Uddrag af romanen "Zam":

 

 

1

 

 

”Det går ikke, Zam!”
                    ”Vi stolede på dig!”
                    ”Stakkels Oscar!”
                    ”Hva’ gik der af dig?!”
                    ”Kom ikke og sig, at du ikke var advaret!”
                    ”Du har svigtet vores tillid!”
                    De fire voksne mennesker sidder omkring ham på skolens kontor. Det er hans klasselærer, idrætslærer, matematiklærer og skolelederen.
                    Zam siger ikke noget. Han ser på deres struber, mens de taler, selv om han forsøger at lade være, men de flytter blikket, hver gang han ser dem i øjnene. Zam sidder helt lige på stolen med samlede fødder, ret ryg og hænderne i skødet. Han koncentrerer sig om at holde kæberne i ro, fordi det kan virke uopdragent og frækt, hvis han tygger for meget.
                    ”Kom med,” siger skolelederen.

 De går ned ad gangen. Zam lægger godt mærke til, hvordan de fire voksne fordeler sig omkring ham, som er han forbryderen i en film. En på hver side af ham og to lige bagved.
                    Ingen foran ham.

 1) Ingen af dem stoler så meget på ham, at de tør vove nakken.

 2) De ved, at han ikke kan løbe fra dem.

 Zam tænker, at idrætslæreren måske er med, fordi han er i træningsdragt og kan tage 100 armbøjninger i ribberne. Han skal nok holde Zam fast, hvis han går amok.
                    Zam har ikke tænkt sig at gå amok. Han har ikke så meget som overvejet at gå amok. Han tvivler på, at han har det i sig.
                    Men samtidig er det umuligt at forklare, at det, der skete med Oscar i frikvarteret, slet ikke er ham.
                    Derfor nøjes Zam også med at sørge for ikke at gøre en eller anden bevægelse, der kan misforstås. Han går så pænt, som han overhovedet kan.
                    Zam tænker på Sofie, men det vil han ikke. Det gør ondt et eller andet sted i hans krop. I stedet ser han på sine skosnuder og tæller skridtene.
                    De andre er standset.
                    ”Stop! Zam! Stands!”
                    Zam vender sig om, så de ikke skal tro, at han er ude på mere ballade.
                    De er standset foran døren ind til det skab, hvor pedellen opbevarer koste og rengøringsmidler.
                    Idrætslæreren lægger en hånd et sted mellem Zams skulderblade. Puffer ham lidt fremad.
                    ”Det er vigtigt, at du forstår, hvad du har gjort,” siger klasselæreren.
                    ”Han ligger derinde,” siger matematiklæreren.
                    ”Vi vil vise dig, hvorfor det her ikke kan fortsætte,” siger skolelederen alvorligt.
                    ”Jeg åbner nu,” siger idrætslæreren og sætter nøglen i døren.
                    Oscar ligger ikke derinde.
                    Han sidder op med sænket hoved.
                    Man kunne tro, at han var i gang med et spil, der lå i hans skød.
                    Et øjeblik håber Zam, at det der er sket, ikke er sket.
                    Så løfter Oscar hovedet, så man kan se det store hul i hans strube.
                    Hans trøje er mørk af blod, og øjnene er uklare og farveløse.
                    Oscar smiler svagt til dem og blotter tænderne.
                    Han er død, men ikke-død.
                    ”Åh, Gud!” siger matematiklæreren. ”Jeg vænner mig aldrig til det.”
                    Zam er flov og stolt på samme tid. Han har bidt ham, men det er et helt perfekt bid. Præcist og dybt. Man kan se det hvide af rygsøjlen. Selv om Zams storebrødre sikkert vil kalde det for begynderheld.
                    Oscars hoved hænger på skrå, men Zam ved ikke, om det er på grund af biddet.
                    Zam har ikke ondt af Oscar, men han har dårlig samvittighed.
                    Det her er, hvad han hver eneste morgen har lovet sig selv, ikke måtte ske.
                    ”Der kan du se!” siger idrætslæreren.
                    ”Hvad skal jeg sige til Oscars forældre?” spørger klasselæreren.
                    ”Der vil være forældre, som melder deres børn ud af skolen,” siger matematiklæreren.
                    Ved synet af Oscars åbne strube kan Zam ikke lade være med at tygge på den halssene, han har i munden.
                    ”Jeg håber, du forstår, hvorfor vi ikke længere kan have én som dig gående her,” siger skolelederen.
                    Zam holder op med at tygge. Han nikker.

 

 

Til start på siden

 

Tekst, billeder, design, grafik og audiovisuelle materialer på nærværende internetsted er beskyttet efter dansk lov og EU-lov om ophavsret. All rights reserved.