Jeg var ikke blevet klogere siden i nat, men måske kan alt – alt – reduceres til dette ene spørgsmål: Skal man lade falde, hvad der ikke selv kan stå?
Jeg prikkede til spyfluen med storetåen, og lyset, der faldt ind gennem havedørspartiet, fik den til at glimte som en safir. Jeg tænkte på at være dreng. De ting, man gjorde som barn. Hvordan vi slap af sted med alt muligt, fordi vi ikke skænkede det en tanke. Såsom at pille vingerne af insekter. Det var både rigtigt og forkert. Vi tænkte ikke over det, og så alligevel: Vi havde en plan. Vi pillede vingerne af insektet for at se, om det kunne flyve.
To mænd i frit fald: Jon, der drives mod ødelæggelse, og Peter, som magtesløs ser sin tilværelse smuldre. Engang var de bedste venner, men de har ikke haft kontakt siden den fatale aften på Langelandsbroen, hvor de i ungdommeligt overmod havde udfordret hinanden til at balancere øverst oppe.
