Med ét føler jeg det, som trækker hele diskoteket sig sammen om mig, at musikken kiler sig lige ind i trommehinderne, lysene skærer i øjnene, de dansende, snakkende og kyssende kroppe synes at kline sig op ad mig og ikke mindst, at han sidder alt, alt for tæt på, selv om jeg inderst inde godt ved, at han ikke har forsøgt på noget som helst andet end at snakke med mig. At han egentlig kun har været sød. Men det går ikke.
»Undskyld,« siger jeg, »jeg skal på toilettet.«
Han smiler og gør plads, så jeg kan komme forbi, og selv om jeg ikke har drukket andet end tre sodavand på en hel aften, har jeg det, som vælter jeg topfuld gennem mængden af unge mennesker. Så er den gal med Amalie igen. Er det ikke det, de andre tænker, når de ser mig?
